Anmeldelse af: Nakkeknaekker på Pandæmonium, Copenhell. D. 20/06/24.

Hvis Nakkeknaekker stillede op i “EM i dødsmetal” (hvis det eksisterede), ville de sikkert klare sig bedre end gennemsnittet af europæiske bands.

Foto: Tommy Skøtt.

Fem unge gutter spiller thrashet dødsmetal, som om vi stadig var i 80’erne. Faren ved dødsmetal er dog bare, at det hurtigt kan gå for hurtigt for den almene festivalgænger, så man ikke opdager de mange lag, inklusiv undertegnede. Deres attitude opvejer deres alder og manglende erfaring, selvom de stadig er meget teknisk dygtige. 

Specielt trommeslageren, Anton “Hajn” Bregendorf, smadrede tønderne, som om han var en maskine – på den gode måde. De har potentiale til at blive rigtig store – de har “bare” brug for et “gennembrudshit” eller en unik signaturlyd, så de er nemmere at genkende i forhold til andre dødsmetalbands f.eks. Jeg siger ikke at de skal begynde at straffe en sækkepibe på daglig basis, bare en mere overraskende guitarsoli en gang imellem er måske nok. 

Er Nakkeknaekker overvurderede? Nej. Er de undervurderet? Måske lidt. Er de overhovedet vurdérbare? Ja, men man skal ikke nødvendigvis sammenligne dem med bands nulevende bands. De er sig selv, ligesom tumlinge. De skal have tid til at finde sig selv og lære alt at kende, som Nakkeknaekker allerede er i fuld gang med udforske deres subgenre. “Bare” fortsæt!

Galleriet er taget af Tommy Skøtt.