Anmeldelse af Ghost Iris + support, d. 30.08.24, på Hotel Cecil, Kbh. 

I løbet af ugen havde jeg smidt håndklædet i ringen i forhold til koncerter. Det skulle der ændres på. 

Foto: Miglė Černevičiūtė

En særdeles travl august proppet med festivaler, koncerter og general travl aktivitet for undertegnede havde efterladt mig flad for en gangs skyld. Jeg måtte derfor se mig nødsaget til at sælge min billet til Amon Amarth og Insomnium om mandagen, da jeg simpelthen ikke havde energi nok. Koncerten Hexenbrett om onsdagen blev heller ikke til noget.

Men nu var jeg kommet mere til mig selv, var sulten efter distortion, øl og eksplosivitet var tilbage. Så efter endt arbejdsdag tog jeg imod Hotel Cecil i højt humør. 

Outcast Complex

Jeg har ikke kendt til dette band før i aften. Det drejer sig om et nyt metalcoreband. Det passer jo ganske udmærket med aftenens line-up. Hvad kan det så live?

Tidsplanen er skredet en smule, så 17 minutter forsinket ankommer bandet. Til en intro med keyboard over højtalerne sættes stemningen for noget metal i den mere melodiøse retning. Det er core, som vi kender det, og i lilla, blåt og rødt lys får jeg da nikket lidt med nakken. Vokalen er typisk råb blandet med growl, det fungerer, som det skal.

Jeg vil give det, at når den rene vokal træder i kraft, så gemmer der sig flere poppede melodier, jeg sagtens kunne have lyst til at synge med på. Desværre så er backingtracket til forsangeren flere gange skruet så højt op, at det overdøver hans egen stemme. Det er en skam.

Musikken ligger mere i den rolige og følsomme ende under flere af sangene. Dette gør som sådan ikke noget, men jeg oplever, at bandet mangler noget mere entusiasme på scenen. Grundet en af og til manglende indlevelse så går luften lidt af ballonen. 

Vi rammes da af nogle fine breakdowns og en god synthintro, og lysshowet fortsætter med at være gennemført. Men det ender desværre et sted, hvor jeg ikke føler, at koncerten kommer rigtig i gang. 

Med et kort farvel efter et kort set takker Outcast Complex af. Der er potentiale at hente her, for den her slags core er jeg egentlig glad for, men noget mere scene-erfaring ville helt sikkert klæde musikerne og muligvis også blive lidt mere klar på deres identitet rent musikalsk. Det virkede ikke altid som om, at Outcast Complex selv vidste, hvor de ville hen.

Daze of June

Af grunde, jeg aldrig blev klar over, havde Hanging the Nihilist aflyst i aften. Så vi springer lidt i programmet og tager en runde i manegen med en gammel, personlig favorit.

For længe siden havde pladeselskabet Prime Collective en god vane med at holde gratis koncerter med flere bands under Distortion i København. Til et sådant arrangement på Vesterbro, hvor jeg boede dengang, så jeg Archives of Alaska. 

Den sommerdag var det det mest deres skønne cover af Gulddrengs “Model”, der sad fast. Sikke en fest. Siden da har bandet ændret navn til Daze of June og har udgivet to plader. Heart of Silver (2018) og Tainted Blood (2021). På det seneste har bandet taget en pause fra koncertaktiviteten for at bruge tid på at skrive deres næste album. Dog fik vi et gensyn med i Pumpehusets Byhave i juni sammen med Ashes of Billy og Cold Culture. Denne anmelder var til stede og nød koncerten i allerhøjeste grad. 

Der er kommet flere mennesker til oppe foran scenen, og med en dyster intro over højtalerne kommer Sylvester Jensen (guitar), Andreas Bjerno (guitar), Benjamin Julian Ganzhorn (vokal), Simon Gessø Jensen (bas) og Mikkel Christensen (trommer) ind.

Ganzhorn tonser rundt på scenen med sine vanlige energiudladninger, og hele bandet er konstant i god bevægelse hele showet igennem. Allerede ved andet nummer går pitten i gang, og med et nummer som “Black Eyed” er det da også svært at stå stille. Det er skønt at mærke, at festen nu er ved at være her, og i strobelyset præsenteres vi for den nye single, “Secret Door”, samt “New Beginnings” fra Tainted Blood. Da en af mine personlige favoritter “It Stays” brager ud i salen med de bedste elementer af aggressivitet og enormt catchy omkvæd, både synger og growler jeg med af mine lungers fulde kraft. 

Der opstår dog lidt dødvande nede på gulvet, det koger ikke så meget som i starten. Bevares, der er heller ikke helt fyldt denne fredag. 

På trods af den manglende respons af publikum så lander “Four Knives” med potens, og til mit absolutte favoritnummer, “Son”, er jeg ude i midten af gulvet og føle de dybe tekster, storladne vers og omkvæd med al min energi. Det bliver da også til en wall of death hen imod slutningen. 

“Matriarch”, endnu en single fra det kommende album, lukker koncerten. Gæsterne ville ikke lige så meget som bandet, men Daze of June er en gruppe med så meget kemi på en scene og så mange gode musikalske kort på hånden, at de aldrig falder helt igennem. En godkendt indsats som altid. Jeg ser frem til, at de headliner igen snart.

Ghost Iris

Min historie med headlineren strækker sig helt tilbage til debutalbummet, Anecdotes of Science & Soul (2015). Jeg har fulgt trofast med siden da og oplevet bandet tage udlandet med storm. Min sidste dans med Ghost Iris var til Slag-Town Slays i 2023. Jeg er måske ved at være lidt øm allerede, men mon ikke Jesper Gün (vokal), Nicklas Grønlund Thomsen (guitar), Sebastian Linnet (trommer) og Daniel Leszkowicz (guitar) kan få mig i hopla alligevel. 

Når en koncert åbnes med “Rollin (Air Raid Vehicle)” af Limp Bizkit, så er man sgu godt på vej i min bog. Da Ghost Iris kommer ind i deres riot gear og masker, er moshen på fra første nummer. Dette er om noget også en gruppe, der med cool fuck you-attitude kræver noget af deres publikum, og det bliver i sandhed leveret. Medlemmerne er da også ude at crowdsurfe, imens Gün selvsikkert styrer slagets gang.

“Der skal mere gang i pitten,” siger den solbrillebærende forsanger. Det skal jeg love for, at der også kommer. Bevares, det er en dedikeret lille kerne, der hopper springer og circlepitter, men vi gør det til gengæld også hele showet igennem.

Dog er der en gæst, der vist får et ordentligt gok og hjælpes ud i starten. “Er I okay?” spørger Gün. God stil at lægge mærke til den slags hændelser og passe på sit publikum. “Paper Tiger” er et fast nummer til en Ghost Iris-koncert, den har i den grad også noget vanvid, der retfærdiggør dette. Det er release party for deres nye EP, M.U.R.K., så den får vi naturligvis spillet alt fra.
Jeg har ikke lyttet til den nye musik op til i aften, men det er tydeligt, at gruppen går efter den hårdere metalcore og tager mere afstand til deres ældre materiale, hvor dene ren sang fyldte mere. 

Jeg foretrækker min core med masser af pop, men de nye numre har samme kraft og fart som et damplokomotiv og holder os varme nede på gulvet. Der er breakdowns nok til, at jeg får hoppet, så det kan mærkes dagen efter

“Venner, har I det godt eller hvad?” Ja, det må man sige, vi har. “Hvem har lyttet de sidste 10 år?” bliver vi spurgt. Ja, her kan jeg jo kun række hornene i vejret. 

Vi skal en tur tilbage til debutalbummet i form af den sjældent spillede “Parallel Passage”, et skønt gensyn. “Final Tale” fra min favorit skive, Apple of Discord, har den cleanvokal, jeg er så glad for, og den nye “Nineteen84” bliver akkompagneret af klap og jubel. Gün er kort nede på gulvet, og vi bliver takket for at støtte undergrunden. 

Det er sympatisk, men man kan vel strengt taget ikke længere påstå, at Ghost Iris er undergrund længere. 

Der skal crowdsurfes, og flere af fansene er oppe i luften, båret af os andre. “The Rat & the Snake” sætter et grumt punktum for endnu en vellykket omgang musikalske tæsk fra københavnerne.

Jeg tror ikke længere, det er muligt for de herrer at levere en skidt optræden. Vi kunne have været flere, men os, der tæskede rundt, fik et forbandet vitalt soundtrack til vores udskejelser, og så kan man jo næsten ikke bede om mere.

Billederne er taget af Miglė Černevičiūtė.