Anmeldelse af: In Flames, m.fl. Store VEGA, Kbh. 10. december 2022.
In Flames havde taget tre legekammeratsorkestre med som opvarmning denne lørdag aften. Man kunne lidt se alle bands som en segmentering af hovednavnets start, ståsted og udvikling.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Fire svenske orkestre havde indfundet sig i VEGA, og når der kun er en spytklats rækkevidde til det gamle danske land Skåne, så giver det kun god mening, at dele af det svenske folk havde valfartet over broen for at opleve deres landsmænd optræde i Danmark.
Hovednavnet var In Flames, og bandet før var At The Gates, hvorfor mange nok vil mene, at det er helligbrøde, at rækkefølgen er således. Det vender vi tilbage til.
Før da var der lige to lidt/ret forskellige bands, der skulle varme op (for de to hovednavne eller In Flames alt efter ens temperament.).
Orbit Culture
Til at starte aftenen ud havde Orbit Culture fået lidt scenetid, og de er et relativt fremadstormende band, der blandt andet har fanget undertegnede med deres progressive tilgang til melodøden.
Svensken generelt er jo om nogen garant for (for ikke at sige at sige ligefrem ophavsfolket til) melodøden, som vi kender den, og det er kærkomment at se, at man kan udvikle formularen, der trækker veksler mod de gamle dyder, men samtidig skuer mod fremtiden, uden at det partout skal blive på bekostning af det tunge (måske tror du, at jeg hentyder til In Flames, og til det kan jeg bare sige: Både/og.).
Lyden var virkelig imponerende for disse drenges første koncert i DK, og forsangeren beviste, at han kan skifte vokalspor fra det grumme til det mere tilgængelige, som man kender det fra bandets udgivelser – og det er ellers mere, end hvad man kan sige om mange andre bands.
Det her er bestemt et band, som man bør følge, hvis man ikke er alt for konservativ med, hvordan ens melodic death metal må lyde. Jeg spår dem en stor karriere.
Imminence
Hvis man skulle tage de analytiske briller på, så kan man sige, at Orbit Culture viser det moderne In Flames, hvis de fortsætter i det mere tunge spor, mens Imminence er buddet på det lidt mere mainstream In Flames, hvor der er fokus på de mere sprudlende omkvæd, hvor den stadig har fået en tand opad på hårhedsbarometeret.
Det her var både modern metal og alternative metal, men mest af alt var det metalcore med en smule djent over sig. Det er ikke svært at forstå, hvorfor In Flames har set sig forelsket i dem.
Forsangeren lignede, ja, en hipster, og så skulle han åbenbart også spille på violin. Det stod hurtigt tydeligt, at den sagesløse violin skulle have lov til at stå alene i lydbilledet, ellers var den svær at fornemme.
Dog må man give bandet, der også havde lyden med sig, at selvom formularen på deres sange kunne blive ret ensformige, så var deres udtryk gevaldigt markant omend en tand teatralsk.
De udnyttede dog tiden og fandt måske nogle (unge) fans denne aften.
At The Gates
Så var det blevet de levende legenders tid. At The Gates behøver forhåbentligt ikke nogen introduktion, men lad os da bare sige, at den melodiske dødsmetalgenre næppe havde været det samme uden disse gæve svenskere fra Gøteborg.
Flere blandt publikum var da umiddelbart også dukket mest op for at se dette band, og jeg kan sådan set godt med et objektivt metalsyn (hvis sådan et findes) forstå, at de ikke gad det dersens “moderne In Flames, der helt har tabt sutten for at lefle for noget mere moderne metal”.
Jeg kan heller ikke fornægte bandets betydning for metalmusikken, men jeg tror bare, at hvis de ikke var gået fra hinanden i midten af 90’erne, men var forsat i samme spor, så var pladsen blevet byttet med In Flames; på den måde kunne de have lidt mere opbygget anciennitet og aktualitet. Begge bands er opstået samme år i samme by, så hvis man bliver i analogien med opvarmningen som sammenligningsgrundlag for In Flames’ musik gennem tiden, så repræsenterede At The Gates, hvor In Flames kom fra rent lydmæssigt.
Desuden bar At The Gates’ optræden præg af, at publikum skulle synge med (hvilket ikke gik så godt), og at lyden var lidt for blandet i mixet og tilbagetrukkent.
Generelt fik jeg lidt det indtryk af, at de havde en attitude af: “I ved jo, hvad I er kommet for!”.
De kan/kunne skam deres kram, det kan jeg ikke benægte, men oplevelsen løftede sig aldrig helt for mit vedkommende, og de kørte den sikkert hjem – men den blev så også kørt STENsikkert hjem.
In Flames
Så var de der, samme sted som jeg oplevede dem i 2014. Det er ottende gang, jeg ser dem.
Bandet er elsket, udskældt, ringeagtet, skudt til tælling, genopstået og stort set alt andet under den dystre sol.
Jeg må blankt erkende, at jeg er den “værste slags fan”. Deres udgivelser frem til Clayman siger mig ikke det store. Bare generisk melodød i min bog. SÅ skete der noget i starten af nullerne med Reroute to Remain og Soundtrack to Your Escape. Det hænger nok sammen med, at jeg selv var ung dengang og lappede den slags musik i mig, som bandet gik i retning af.
Come Clarity er min yndlingsplade fra bandet, og alt derefter er lidt “la-la” for mit vedkommende. Der er enkelte gode numre og hele udgivelser, som jeg bare forbigår i stilhed.
Men man kan sige – modsat At The Gates – at de trods alt har været udgivelsesaktive helt fra 1990 og har turde udvikle sig.
Denne aften med lyssætningen og ikke mindst publikumsbegejstringen i et udsolgt store VEGA var til at mærke, at In Flames ER et hovednavn, der er værd at bide mærke i, om man kan lide deres (nuværende) stil eller ej.
Men bandet er ikke blege for at skue bagud, hvorfor de tager tager numre med fra stort set begyndelsen af deres diskografi, hvilket var til glæde for de gamle fans; og de lidt yngre fik de mere syng med-venlige numre, som de kunne crowdsurfe til.
Der blev hoppet/trampet igennem til “Only for the Weak”, “Alias” skabte fællessangen, og jeg leder stadig efter min stemme, efter den forduftede til “Take This Life”.
In Flames er en fest og skaber en fest, og jeg bliver aldrig træt af at se dem live, og når man bedømmer på, hvordan de seneste singler fra den kommende udgivelse lyder, så lader det til, at de stadig kan blande det gamle med det nye og kigge fremad – ligesom opvarmningsbandene sammenlagt opsummerede In Flames.
Nyd flere biller fra koncerter her. De er taget af Anders Groos Mikkelsen:
