Anmeldelse af: Copenhagen Metal Fest 2023. Amager Bio m.v. 15.-16. september 2023 – del 2.
Foto: CL Photography / Lasse Lindhardt Photography
Lørdag
(Del 1 fra Copenhagen Metal Fest kan læses HER.)
Lidt mere træt, end jeg havde planlagt at være, ankommer jeg til Amager Bio efter arbejde. Lidt øl og cigaretter bliver kylet indenbords, før jeg skal ruskes vågen. Der er smilende folk over hele linjen på pladsen, og det hjælper da med det samme på mit energiniveau.
Panzerchrist: Amager Bio kl. 19:00
Jeg har ikke nogen erfaring med den her omgang Death Metal hverken på plade eller på live-fronten. Men derfor er de stadig et navn, man ikke kan undgå at kende til herhjemme. Med en karriere, der strækker sig tilbage til 1993, da bandet blev dannet, har de udgivet intet mindre end otte albums, hvoraf det seneste er Last of a Kind fra i år.
Der har været flere udskiftninger i bandet, således at blandt andet Danny Pedersen på guitar og Sonja Rosenlund på vokal nu begge er med på scenen. Begge har tidligere spillet i Arsenic Addict. Men for mig er det hele nyt, da jeg finder mig til rette i midten af gulvet.
Der spilles en ildevarslende intro med hvisken og gråd, imens strobelyset blinker løs. Så er stemningen sat på den creepy og dramatiske måde. Det får i hvert fald folk tættere på scenen.
Lyden er god, og Sonja er et bæst af en vokalist. Det er satans hurtig Death Metal og i den grad lige det, jeg har brug for til at blive friskere. Vi får en historie om hekse, før “The Devil’s Whore” fra Last of a Kind-skiven gør sit bedste for at rive os rundt. For pokker, hvor er der meget fart på.
Publikum skal dog lige lande i, hvad det her er for en størrelse, der kvitteres til gengæld også med cirkel pit efter en fire numres tid. Panzerchrist lukker med et cover af Metal Church med nummeret “Metal Church”. Det slipper de ganske hæderligt fra. Efter at have set en udmærket koncert på årets Jailbreak med det klassiske metalensemble er det en skøn hyldest at være vidne til fra Panzerchrists side.
Jeg skulle lige komme mig igen, og det skulle flere i salen måske også, men ikke desto mindre har Death Metal-bandet uden tvivl vundet nogle flere fans i aften. I hvert fald undertegnede.
Feather Mountain: BETA kl. 20:15
Og nu noget jeg havde glædet mig helt ustyrligt til. Jeg opdagede Feather Mountain tilfældigt til en koncert på Pumpehusets udendørsscene sammen med Deadnate tilbage i 2021. Jeg var med det samme opslugt at deres Progressive Metal, der lød som intet andet herhjemme.
Fra Byhaven, Gimle, Copenhagen Metal Fest, Stairway, Store Vega, Ideal Bar til Templet og på andre spillesteder, jeg måske har glemt, så har jeg fulgt dem med stigende fascination. Jeg husker, at jeg udtalte efter deres koncert på Ideal Bar, at de visse steder kunne minde mig om Katatonia, så får man faktisk næsten ikke større personlig ros af mig.
Men nok om fortiden. Jeg får mig langsomt listet helt frem til den lille scene. Der er proppet som bare pokker. Jeg er vist ikke den eneste, der er stor fan i aften. De skaber med det samme deres egen unikke melankolske stemning, akkompagneret af melodier og harmonier fra en anden verden. Det er en stor oplevelse at se dem tilbage på festivalen siden den udvikling, de har haft siden deres første besøg i 2019.
På deres medbragte lysstænger hænger de sædvanlige blomsterdekorationer, der er med til at sætte en euforisk stemning under “August Mantra” og “Cloud-Headed” fra sidste års brillante To Exit a Maelstrom. Deres bassist, Andreas Dahl-Blumenberg, er hurtigt ude og spille blandt publikum. Ellers headbanger og brøler han lige så præcist og hidsigt, som han plejer.
De tre vokaler i bandet fungerer i en smuk samhørighed med forsanger, Mikkels, blide røst og hæse skrig, guitarist Jens’ rene vokal og Andreas’ growls. Folk enten headbanger eller drømmer sig væk i Feather Mountains musik, der er en både skrøbelig og voldsom oplevelse på samme tid, som det er trygt at være sårbar i. “In Passing” fra Nidus (2019) bevæger altid noget helt særligt i mig.
“Sincere” giver os en drømmende sørgmodig ud af kroppen-oplevelse. Alle i lokalet, der ikke kendte til bandet, er efter i aften omvendt til fans i en eller anden grad. Det er jeg ikke i tvivl om. Feather Mountain stod for den bedste koncert, jeg så på årets Copenhagen Metal Fest, og er et band, jeg spår som en af de store bannerfører inden for den næste bølge af Dansk Heavy Metal. Udlandet er ved at opdage dem og jeg glæder mig til at se gruppen få endnu større international succes.
Det er mere end fortjent. Tak, Feather Mountain!
Bersærk: Amager Bio kl. 21:00
Der er proppet til Bersærk. De er i den grad også eksploderet på musikscenen herhjemme, og de burde måske endda have headlinet festivalen? De var lidt mere middelmådige på Jailbreak i Horsens, end de plejer, så jeg krydsede fingre for en mere intens koncert i denne omgang. Særligt da jeg havde hevet min gode ven med, der ikke havde set Bersærk før.
“Skyggeland” og “Blod & Stål” varsler et show, der kommer til at koge. Uheldigvis afbrydes det midlertidigt, da en beruset og aggressiv mand truer mig og tre andre fredelige mennesker med tæsk flere gange. Jeg henter derfor resolut en vagt. Desværre bliver der ikke reageret, som jeg håber, og den ubehagelige person får lov til at blive.
Jeg får rykket mig væk fra den potentielle voldsmand og genoptager dansen til mit favoritnummer, “Tordensol”, på trods af at jeg er ved at være lidt øm. Der bliver skrålet med omkring mig af folk i alle aldre. Det her er virkelig musik, der kan samle et spillested. Der er kæmpe fællesklap, og min kammerat melder sig resolut som fan. Jeg smutter dog fra de to sidste sange, da jeg ikke ville komme for sent til Udånde på Zebu.
Det var sejt at se Bersærk i ekstra hopla, og de var højst sandsynligt det band på årets Copenhagen Metal Fest, der havde det største publikum og fik den største fest i gang.
Udånde: Zebu kl. 22:00
Atter engang går jeg forkert, da jeg står i BETA. Denne gang opdager jeg dog min fejl i tide og powerwalker imod Zebu.
Udånde er et soloprojekt fra Rasmus Ejlersen, der tidligere har været livebassist i Afsky og bor til dagligt i Bratislava. Dette bliver Udåndes første danske koncert og eneste koncert i kongeriget i år. Så det skal da opleves. Udånde har to albums bag sig Life of a Purist fra 2021 og Slow Death – A Celebration of Self-Hatred fra 2022. Så der er nok materiale at lufte i aften.
Der sidder et elgkranie på mikrofonstativet, og der spilles en længere dronet, stille intro, imens røg så småt hæver sig fra scenen. Vi venter alle spændt, og ikke en lyd ytres i salen. Ingen ved, hvad de skal forvente, og det mærkes tydeligt. Klædt i sort tøj, men uden corpse paint, træder Udånde ind og sætter sig på knæ, mens den sidste drone-musik fader ud. De formår virkelig at trække stemningen ud på en pirrende måde.
Så starter musikken, og Ejlersens lægger an med et massivt brøl, der flere gange igennem showet imponerer mig. Hold nu op, en stemme. Det er melodisk Black Metal, men det mister aldrig sin brutalitet, i høj grad på grund af vokalistens præstation. Der er intense stykker skrevet til at bevæge kroppen til, men for det meste står vi alle sammen og tager helheden ind. For der gemmer sig adskillige sørgelige melodier og melankolske passager, man kan fordybe sig i. Det er både lige introvert og eksplosivt på samme tid.
Selvom det er Udåndes debut på dansk grund, klarer de det fortrinligt, vi var ikke så mange samlet inde på Zebu, men vi, der var til stede, fik en særlig oplevelse. Jeg ser frem til at se, hvilken retning Black Metal-projektet tager.
Xenoblight: Amager Bio kl. 23.00
Silkeborgenserne skal lukke årets festival. Jeg så dem desværre ikke på Copenhell i sommers, da jeg skulle have en lille pause i lejren. Men de har alle dage været en vild oplevelse, særligt med Marika Hyldmar på vokal er gruppen i besiddelse af en af de mest karakteristiske frontfigurer herhjemme, Der har ikke været meget nyt på albumfronten siden Procreation fra 2019, men mon ikke der snart kommer nyt.
De går på scenen et par minutter for sent. Vi er lidt flere end til Hatesphere i går, men ikke mange. Marika er i topform og får en lille pit startet med det samme. Det udvikler sig et par sange inde til en større moshfest.
Nu begynder der til gengæld at være tegn på “Copenhagen Metal Fest headliner-forbandelsen”, da gulvet bliver tommere. Men det her er Xenoblight, og de giver ikke op. Med knusende grooves og en imponerende optræden, hvor de ikke lader sig gå på af det lidt trætte publikum, får de sgu atter sparket gang i en kæmpe pit.
De vrider med en umenneskelig viljestyrke den sidste energi ud af folk. De formår ganske simpelt at bryde forbandelsen og skabe et giga energisk show for de tilstedeværende. Kunne vi have været flere? I den grad. Gik alle andre, der ikke var med, glip af noget? Hell yeah!
Den her form for dedikation til sit publikum kan ikke udløse andet end topkarakter. Xenoblight vandt tilskuerne som ingen andre bands har gjort som afslutningskunstnere på Copenhagen Metal Fest.
Konklusion:
Jeg håber virkelig ikke, at Copenhagen Metal Fest bliver offer for inflationen af metalfestivaler her i landet og en dag skal kæmpe så hårdt for fansenes tid og penge, at de ikke kan eksistere. For festivalen har meget at byde på med deres unikke program med ren fokus på vores meget diverse danske Heavy Metal-scene herhjemme.
Det er stadig et koncept, der vokser, og i år var det tydeligt, at det går fremad med populariteten for projektet. Jeg beslutter, at den her oplevelse er noget, jeg vil gentage hvert år, så længe det er muligt.
Vi ses i 2024, hvor jeg næste gang har tænkt mig at tage fri fra arbejde. Vi kan være stolte som aldrig før af vores evner og heavybands herhjemme, og at se det hele præsenteret i den her pakke er en fantastisk fornøjelse.
