Anmeldelse af: Ice Nine Kills – The Silver Scream II Welcome to Horrowood. Udgivet 15. oktober 2021 via Fearless.
Kan du lide gyserfilm? Kan du lide teater? Kan du lide metalcore? Så tror jeg faktisk også, du ville kunne lide Ice Nine Kills.
Er du stadig ikke helt sikker?
Så sæt dig til rette og bliv budt velkommen til en et horrorshow uden lige med bandets opfølgning på deres 2018 albumhit, The Silver Scream. Her kommer nemlig The Silver Scream II Welcome to Horrorwood. Kom med og undersøg de uhyggelige lyde om natten fuldstændig alene, tænd for din lommelygte, undlad at ring til politiet, sæt dig ind i bilen med en fremmed, glem at låse din dør, besøg det forladte hjemsøgte hus og forsøg ikke at skrige.
The Silver Scream Welcome to Horrorwood indeholder en blodig perlerække af numre baseret på forskellige gyserfranchises. Så hvis du er fan af det mørke, onde, okkulte og makabre, så sidder det her album lige i skabet sammen med alle dine indre monstre og mordere. Bandet har finpoleret deres horror-niche og skabt vanvittig iørefaldende musik med deres fængende historiefortælling som samtidig er tung som bare pokker. At kunne udføre sådan et genialt veludtænkt album er en formidabel opgave, og i dette tilfælde har INK overgået dem selv med et album spækket til med blodsprøjtende riffs, knoglebrækkende breakdowns og en voldelig vokal, der får selv de små hår de unævnelige steder til at rejse sig.
Efter en kort indledning til albummets dystre oprindelse åbnes gardinet, og du bydes velkommen til Horrorwood. Pladens første originale sang går direkte i flæsket på Hollywoods gyserscene og virker som en perfekt debut til pladen med lynhurtige trommer, sporadiske katastrofiske skrig, knivstikkeri og et omkvæd, som kunne vække de døde til live. Det er intet mindre end spektakulært.
Orkesterelementerne tilføjer en stor portion slagkraft, og der spares ikke på teatralske hvinende, Psycho-inspirerede knivstikkende violintoner i samtlige numre. “Funeral Derangements”, et nummer baseret på en personlig gyserfavorit “Pet Sematary”, er klart en af bandets hårdeste numre til dato. Breakdownet er lige så tungt, knusende og uventet, som lastbilen, der smadrede ind i familien Creeds yngste søn i Stephen King-klassikeren. Uden et åndehul sparkes vi direkte ind i nummeret, “Rainy Day”, inspireret af Resident Evil-serien, hvor fart, pondus og synthelementer intenst hamrer ind i din øregang og får adrenalinen til at pumpe hurtigt nok til at sprinte fra zombiehæren.
Hvert et nummer er et fordybende kapitel og gør den filmiske inspiration atter tydeligere. INK fanger ufejlbarligt de enorme lydbilleder, følelser og falsk blod, som strømmer gennem filmene og stempler det samtidig med deres eget metalcore-varemærke.
Hvordan gør man et allerede tungt album endnu tungere?
Man tilføjer selvfølgelig Cannibal Corpes frontmand, George Fisher. “Take Your Pick” tilføjer sit helt eget præg af brutalitet, og der er ikke et øje tørt. Omkvædet er modsat de andre foruden rene vokaler, og der hamres derudaf med skrig, som vil holde dig fast i et dødsgreb, længe efter at sangen er færdig.
Welcome to Horrorwood slutter af med en utrolig slutspurt med tre numre, der starter med en lettere humoristisk, tyskinspireret sang ved navn “Wurst Vacation”. Selvom pølser på ferie umiddelbart lyder ganske vidunderligt, så er den her ferie altså intet mindre end gåsehudsfremkaldende. Sangen er nemlig baseret på de ikke så hyggelige feriefilm “Hostel”, og er på mange måder en kærlighedserklæring til den europæisk metalscene – RAMMSTEIN, we’re looking at you!
Efterfølgende får vi det Evil-Dead omgrænsende nummer, “Ex-Mørtis”, et bizart kabaret-inspireret nummer, som, jeg må indrømme, er rimelig catchy. Det er stadig tungt til en vis grad, men der svinges samtidig med klavertonerne og en noget blødere vokal, hvilket kunne få selv de døde op at danse.
INK gemmer en af de bedste til sidst med nummeret, “Farewell II Flesh”, som er baseret på endnu en gyserklassiker, nemlig Candyman. Det er et uhyggeligt nummer, der skriger efter at blive spillet for fuld lydstyrke. Bandets evne til at tage denne form for kildemateriale og lave musik ud af det er intet mindre end imponerende. Omkvædet er en massivt flænsende ørehænger, og måske en af de bedste i bandets historie. Måden, hvorpå guitarrens riffs og Charnas vokal harmoniserer, kunne få blod til at fryse til is. Han besidder en af de mest identificerbare stemmer i metal, og den er kun blevet bedre for hver en udgivelse gennem årene.
Det er helt vildt interessant at se et band eksperimentere så meget, som Ice Nine Kills gør. Endnu mere imponerende er det at se dem finde deres niche og formå at udføre den så eminent.
The Silver Scream II Welcome to Horrorwood overgår dens forgænger fuldkomment. Albummet er råvildt, ulækkert og exceptionelt mindeværdig; du overlever ikke det her uden at have samtlige numre solidt begravet i din hjerne som en legendarisk morderøkse.
This is the sequel of your dreams… or your nightmare?
