Anmeldelse af Cryptworm + Pustulant Flesh: One Day of Death, d. 27.06.24 på Basement, Kbh.

Vi er forkælede med et utal af koncerter og festivaler i KBH. Herunder en masse undergrundsstøj. Derfor befandt jeg mig på Vesterbro på en skøn sommeraften.

Hvis der er noget jeg som anmelder nyder i høj grad så er det at tjekke de mindre bands ud når muligheden byder sig. Ingen af torsdagens grupper har jeg stiftet bekendtskab med før. Så frem med mobil notesblokken og op foran den lille scene.

Pustulant Flesh

Første levende billede består af danskerne Mike Dalsgaard (vokal, guitar), Peter Jacobsen (vokal og bass) og Filip Dursun (trommer). Trekløveret udgav i 2023 EP’en Beyond Lobotomy. Nu står de klar til at sparke musikken igang på Basement.

I rødt og grønt lys buldrer Pustulant Flesh derud af. Vi har at gøre med hurtig og grinded død. Jacobsen tager sig af det dybere toneleje, imens Dalsgaards vokal arbejder mere med skriget. En udemærket kombination.

Det har en klassisk lyd af amerikaner-death metal, der er ikke så pokkers mange dikkedarer, det er hårdt og lige på. Dog er der også tid til at fokusere på langsomme groovy passager, der klæder det samlede indtryk. Når Jacobsen adresserer os fra scenen, er det gjort med semi-growlet stemme, så vi knap kan forstå hvad der bliver sagt. Et altid charmerende move. 

Flere af sangene er ret korte, dette adresseres med en tør humor fra scenen. Blandt andet ved at sige “den næste sang er rigtig lang” hvilket den naturligvis ikke er, samt introducere et nummer med en længere titel der også er hurtig overstået.

Bevægelse på scenen mangler ej heller. Midt i settet laver de to guitarister og sangere et fedt fællesspark ud i luften og ellers svinges håret flittigt. Den crunchy lyd vi præsenteres for er flere steder ret simpel, men det er også rart at opleve et band der ikke har brug for at blære sig på deres instrumenter, men bare vil fyre den af.

Der skal justeres lidt på monitoren, da Dursun vil have mere guitarlyd ovre hos sig. 

Tibor Hanyi fra Cryptworm gæster showet med noget ekstra gutteral vokal. Trommerne lægger et stabilt beat og flere gange opstår der moshpit på gulvet. Under de sidste numre kommer trommerne for alvor i spil hvor Dursun i den grad får leveret noget habilt håndværk.

Jeg glæder mig til at se hvor Pustulant Flesh bevæger sig hen i fremtiden. De har et godt greb om præcis de elementer, der gør deres metal skarp og samtidig tilgængelig på en god ukompliceret måde.

En god grad af selvironi gjorde også koncerten til en hyggelig fornøjelse. Sidste nummer er få sekunder langt med et enkelt growl. Kan man bede om mere? Pustulant Flesh spiller igen i Pumpehuset Byhave d. 21.08, vi ses! 

Cryptworm

Fra England kommer næste band, bestående af Tibor Hanyi (vokal, guitar), Joss Farrington (bass) og Jamie Wintle (trommer). Siden deres dannelse i 2014 har de udgivet 1 demo, 1 Split og 2 EP’er samt fuldlængde albums’ene Spewing Methitic Putridity (2022) samt sidste års Oozing Radioactive Vomit.

Nu er tempoet skruet i vejret for alvor, det er bouncy og særligt guitaren og bassen er tunet tungt og råt. Hanyis stemme er ond og klam som et frisk opstået kadaver. Hans stemme går af og til også over i nogle gustne skrig. 

Trommerne holder en imponerende rytme og hastighed der holder sammen på alt ulækkerheden. Det her er death metal af den mudrede slags. Der bliver headbanget i store bevægelser og bassen har flere gange en grum fremtrædende rolle i lydbilledet. 

Det er anden gang de spiller i Danmark og bandet takker for at vi er kommet i aften. Desværre meddeler de også at headlineren, Slimelord, sidder fast i England og derfor ikke kommer til at optræde i aften. En skuffelse, men ergo må vi få så meget ud af Cryptworm som muligt + pga. den nu forkortede line-up så er der 1 gratis øl til alle gæster nede i baren. God stil.

Folk får trænet deres nakke muskler, inklusiv denne anmelder. Motorsavsriffene sidder lige i tarmene og det hele er tight. Jacobsen kommer på scenen og leverer gæstebrøl. Der er en skøn hyggelig atmosfære i rummet, på trods af at vi må undvære Slimelord. 

Skulle jeg have én anke imod musikken, så ville det være at den i alt sin hidsighed godt lidt kan drukne sig selv i forsøget på at være så ond som muligt. Men det her er heller ikke den slags koncert hvor man forventer de store progressive tendenser, og der er faktisk flere riffs der står ud og alligevel giver en smule variation.

Der opstår sågar et lille circle pit og Hanyi kommer ned på gulvet hvor sidste nummer færdiggøres. Man kunne måske have ønsket at de ville have spillet længere nu hvor Slimelord alligevel ikke er her. 

Men mit behov for stinkende death metal blev indfriet og jeg cyklede derfra i et fantastisk selskab med et kæmpe smil på læben ud i sommernatten.