Lørdagshygge med onkel Vedder

Anmeldelse af: Eddie Vedder, Heartland Festival 2017, Egeskov Slot.

På trods af adskillige fejl I løbet af sættet leverede Eddie Vedder en fremragende, komisk og ikke mindst ufattelig hyggelig koncert i de smukkeste festivalomgivelser, Danmark p.t. har at byde på.

Det kom som en pænt stor overraskelse for undertegnede, da en festival, jeg aldrig nogensinde havde hørt om før, hyrede selveste Eddie Vedder (Pearl Jam, ex. Temple of the Dog) til at spille sin første danske solokoncert. Det gav så hurtigt mening, hvorfor jeg ikke havde hørt om Heartland festivalen før, da den debuterede sidste år, samt ikke havde hyret nogle navne, som var under min radar.

Det første der faldt mig ind, da jeg læste om festivalen, var, som det nok har været hos samtlige personer første gang, de hørte om den, at den havde en helt fantastisk lokation! Heartland foregår nemlig ved Egeskov Slot i Kværndrup på Fyn! Det er altså en ret speciel og helt igennem fantastisk lokation, specielt til en festival.

Da jeg så ankom til festivalen, må jeg sige, at jeg blev endnu mere imponeret. Det har aldrig været så nemt at komme ind på en festival før, der var bare intet pis. Indenfor var alt lige præcist så smukt og specielt, som jeg havde forventet og håbet på. Heartland har fat i noget helt specielt, og efter min mening, burde Skanderborg Festival altså afgive sin titel som Danmarks smukkeste festival.

Lidt over klokken ti om aftenen om lørdagen gik Eddie Vedder til stor jubel på scenen med sin hvide stratocaster-guitar, hvorefter han satte sig på en taburet og påbegyndte den uden tvivl hyggeligste koncert, denne anmelder nogensinde har været vidne til. Sætlisten bestod hovedsageligt af Pearl Jam-materiale, men blev fulgt op af hans egen solomusik plus en god røvfuld cover-numre oven i hatten. Der blev blandt andet spillet Catarina Stevens, Tom Waits og The Beatles, alle blev leveret i nogle helt forrygende fede versioner. Eddie Vedders stemme var helt fantastisk, og man kunne virkelig mærke, at der ikke bliver pyntet på hans vokal på hans albums.

Manden er lidt et multitalent, når det kommer til at spille, så der blev naturligvis skiftet flittigt ud blandt instrumenter, han benyttede, hvor der blandt andet blev brugt akustisk guitar, orgel og ukulele. Sidstnævnte instrument drillede ham dog en del, da der ofte blev spillet forkert. Måske manden havde fået lidt for meget indenbords, blev der foreslået ved siden af mig, tvivlen var i hvert fald til stede, men da det lod til at være hovedsageligt på ukulelen, at fejlene opstod, fristes man til at tro, at der lige skulle øves lidt mere ukulele, og at det ikke bare var fordi, manden var fuld. Hvis Vedder var fuld, er han den eneste, jeg nogensinde har oplevet synge så godt og stadig have så god en guitarteknik i forhold til dynamik i sine anslag.

Fejlene gjorde i midlertidigt intet negativt, da Eddie selv formåede at grine ad det, hvilket egentlig blot gjorde, at det hele fortsatte som en joke. Publikum og Vedder formåede i hvert fald, forståeligt, at tilgive fejlene, hvilket tydeligvis gjorde Eddie endnu mere glad, end han allerede var. Humøret var helt i top på scenen, og det gav Eddie i den grad udtryk for løbende igennem koncerten. Han var helt forbløffet over festivalen, som han beskrev, som en af de mest fantastiske oplevelser, som han nogensinde havde været med til, for som der blev sagt fra scenen, er det jo heller ikke hver dag, at ens omklædningsrum har sin egen voldgrav.

Humoren var i den grad i højsædet under hele koncerten, hvilket også betød, at Eddie dedikerede Pearl Jam-nummeret “Soon Forget” til Donald Trump. Den lettede stemning, der opstod igennem humoren blandet med scene opsætningen, der mest af alt lignede en stue, gjorde, at det føltes som en intimkoncert bare i et meget større format. Man følte virkelig, at man var i øjenhøjde og på bølgelængde med Eddie Vedder, hvilket i den grad var en formidabel oplevelse.

Scenen var i allerstørste grad Eddie Vedders musikalske legeplads, og selvom Vedder er god til at lege selv, så er det nu sjovest at lege med andre. Derfor fik han inviteret Cat Power, som var taget til Heartland en dag før, hun selv skulle spille, for hvem ville sige nej til at spille med Eddie Vedder på scenen til en duet version af “Tonight You Belong to Me”.
Her opstod en af fejlene dog, da de ikke tilsyneladende kunne finde ud af, hvem der skulle synge i hvilket leje, og Vedder blev derfor hyllet ud af den. Den blev taget fra starten igen, og det var intet mindre end smukt.

Senere i sættet inviterede Vedder også sin gode ven Glen Hansard op på scenen til en god portion sange blandt andet det mesterlige cover af “Society” fra Jerry Hannan, som også fungerer som en del af soundtracket til filmen “Into the Wild”. Den ordinære koncert blev afsluttet med Neil Young-klassikeren “Rockin’ in the Free World”, hvor Vedder lavede den ultimative rockafslutning med at sparke til mikrofonstativer og taburetter, så de fløj rundt på scenen. Heldigvis blev publikum dog ikke snydt for en helt fantastisk version af Indio-nummeret “Hard Sun”, som i den grad mærkede, at den formidable koncert desværre var ovre.

Lyden til koncerten kunne der helt ærligt ikke sættes en finger på udover, at der var en guitar, der ikke lød rigtigt, og derfor ifølge Vedder selv måtte skiftes ud med en, der var hvid. Det er nu også svært at fucke lyd op, når setuppet er så simpelt, som det var for Vedder. Simpelt, men effektivt, og helt klart velfungerende! Heartland fik sig to timer i selskab med den muligvis hyggeligste rocklegende, vi stadig har tilbage.