Paradise Lost var virkelig gode! Tror jeg?

Jeg har som parole, at jeg altid lige venter et døgns tid efter en koncertoplevelse, inden jeg nedfælder min dom over bemeldte, således at den eventuelle ekstatiske eufori eller eklatante skuffelse lige lægger sig, så jeg kan se mere nuanceret på det, jeg oplevede og dermed lave en mere kritisk analyse.

Det har altid virket – indtil nu.

Jeg er stadig så meget i vildrede over, om Paradise Lost var noget nær perfektion i Amager bio i lørdags, eller om det var en søvndyssende hypnose, hvor folk havde de nostalgiske briller på.

Det vender vi tilbage til, for først skal vi lige se nærmere på opvarmningen:

Hangman’s Chair

Her var vi at gøre med et fransk ensemble, der har en del færre år på bagen end det engelske hovednavn, men de lader dog til at have bibeholdt den gotiske doomlyd uden de store afstikkere, som man ellers har kendt det fra Paradise Lost (det ender vi også tilbage til).

Det er sjældent, at jeg har oplevet så snorlige en lyd fra et opvarmningsband, men det har måske også noget med sangstrukturerne at gøre, hvor der er lige dele forvrængning, men også naturlige pauser qua genrens konventioner mellem de tunge nedslag til, at musikken lige kan puste lidt.

Det var decideret hypnotiserede at opleve bandets velspillende udgave af doom med enkelte stoner-elementer hist og pist, og det minimalistiske, men stadig bombastiske lysshow lod til at drage folk inklusiv undertegnede tæt ind til dem.

De har potentiale til at blive store, hvilket det relativt store fremmøde af publikummer tilsyneladende også tilkendegav på deres klapsalver og dertilhørende.

Paradise Lost

Bandet er på ingen måde ubekendt territorie for mig. Jeg blev fanget af dem med skiven The Plague Within (altså relativt sent) og forstod således, at de havde gennemgået noget af en udvikling, og den måtte jeg da undersøge nærmere.

Jeg kan med rette sige, at ligesom med Bring Me the Horizon så hylder jeg, at man tør tage chancer, hvor man bevæger sig væk fra det oprindelige udgangspunkt og udforsker, hvad man ellers kan – og med begge bands er der en konstant i medlemmerne, så man kan ikke klandre udskiftninger for at være årsagen.

Så om Paradise Lost har været doom, dødsdoom, synthpop, gothic rock eller noget helt andet, så synes jeg, det har været interessant at besøge bandets diskografi baglæns.

Her til aften i den amagerkanske bio lod publikum til at være lidt af en ældre og mere nostalgiske skare, der måske har fulgt bandet mere eller mindre fra start eller i hvert fald, da de havde deres oprindelige tunge udtryk.

Første indtryk var dog, at det instrumentale var en anelse mudret i det, mens Nick Holmes’ vokal lå for langt tilbage i mixet, og jeg var ellers rundt for at se, om det bare var min placering i salen, den var gal med. Det var det ikke.

Men det slog mig også, at sådan kan pladerne også fremstå i deres lydudtryk, så måske var det med vilje, at lyden skulle være lidt grumset i det. Det gjorde bare for mit vedkommende, at jeg ikke blev draget mod det, som jeg gjorde til opvarmningen – men at dømme ud fra resten af publikum var jeg vist den eneste, der havde den opfattelse.

Så kom der en lækkerbisken af den nyere slags i form af “Blood and Chaos”, og den manglede så sandelig noget pondus, som jeg kender den indspillet, men elefanten i rummet for mig var så sandelig, at Holmes holdt igen med sit growl, hvilket han jo har gjort over flere udgivelser, men når man udgiver nyt, hvor growlet er tilbage, så forventer man også, at det fremføres live – hvorfor skulle han ellers også have taget forsangerpladsen i Bloodbath?

Senere havde man en mere indadvendt sag som “One Second”, men her blev den næsten anonym og hensygnede i sit udtryk.

Publikumskontakt var der ikke meget af, og bandet har da ellers mere end 30 år på bagen som orkester, men de virkede mere som et efterskoleband, der havde deres første koncert.
Men så igen er det måske sådan, at musikken skal opleves, hvor der mest er fokus på musikken og ikke, hvem der er med i bandet.

Så jeg lader tvivlen komme bandet til gode og bedømmer ud fra publikum, at den her optræden var virkelig god – jeg forstod det måske bare ikke.