Anmeldelse af: Ghost, d. 17. maj 2025, Royal Arena, Kbh.
Fastelavn var forsinket i år og blev i stedet holdt den 17. maj, da popmetalorkesteret Ghost indtog Royal Arena i halvslørret manér.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Traditionen tro er, at man som kunstner holder fast i veletablerede præmisser og konventioner for at give sit eget bud på, hvordan det skal formidles til sit eget publikum. Det er i hvert fald ikke en hemmelighed for nogen, at det amerikanske rockband KISS har inspireret svenske Ghost gevaldigt æstetisk med deres ansigtsmaling og teatralske fjogeindslag.
Ligeledes som Alice Coopers shock-rock med horrortematik og mørke undertoner også præger den overordnede tone i Ghosts musik.
Foruden andre indslag som gigantiske Black Sabbath, hvor Ghost drager klare paralleller til de okkulte billeder og vokalteknikken. Og så kan man selvfølgelig også nævne ABBA, der er lige så væsentlige som alt ovenstående, når det kommer til indflydelse på Ghost. 80’ernes synthede dansemelodier går i hvert fald hyppigt igen i numrene – men denne lørdag aften blev aldrig helt forvandlet til diskotekets højdepunkt.
Ganske velfungerende lægger Ghost ud med “Piecefield” fra deres seneste album, Skeletá, mens sceneforhænget skjuler sceneopstillingen, og publikum venter spændt, og mørket omfavner dem, nu hvor telefonerne ikke kan hives op af lommerne for at filme, grundet Ghosts Yondr-politik – en pose, der låser din telefon inde under koncertens varighed, så man ikke kan benytte den til at filme, tage billeder eller sms’e under optrædenen.
Efter sceneforhænget falder i stor forløsning for den næsten udsolgte Royal Arena, begynder det dog at gå mindre godt for det maskerede orkester. Det teatralske aspekt er der, og ja, det er spændende og imponerende at kigge på, når Tobias Forge – eller Papa V Perpetua for at være helt konkret – spadserer efter alt at dømme upåvirket rundt på scenen i sit kostume, eller når flagermusvokalisterne danser og svinger deres glimmervinger rundt. Men rent musikalsk falmer gennemslagskraften betydeligt på de efterfølgende numre.
Orgelstykkerne på “Spirit” giver ikke den autentiske gyserfølelse, som Ghost nok har intentionen om at give. Det føles ikke som en autentisk, gotisk kirkegård med forfalden arkitektur og velplaceret spindelvæv. Det føles mere som at være fanget i fastelavnsbutikkens halloweenafdeling.
Først under “Cirice” begynder alterflammen af virkningsfuldhed at blusse op igen, når de steampunkinspirerede guitarister får de tunge og koordinerede guitarriffs til udfylde lydbilledet. Teatralsk bevæger vi også i den rigtige retning, når Forge bliver hejst op i midten af scenen iført en kolossal messeklædning og satanisk mitra.
Selvom “Circie” ikke er koncertens højdepunkt, men bliver slået mange gange af andre numre som “Kiss the Go-Goat”, “Rats” og afsluttende “Square Hammer”, kan jeg ikke lade vær med at bide mærke i, hvor upersonligt det hele føles. Én ting er selvfølgelig de unavngivne ghouls, der står for det instrumentale, som gør det ekstra svært at få koncerten til at virke følelsesvækkende. Jeg synes dog, at de tjener deres formål i at cementere Forge som den absolutte frontfigur; han er bare ikke den bedste frontfigur. Der bliver naturligvis talt til publikum og fyret jokes af, men i betragtning af, hvor erfaren han efterhånden er med at være hovedfokus 2 timer ad gangen, skulle man tro, at han var blevet bedre til det.
Selvom der er klar entusiasme fra bandet, så grænser det sig ofte stadig en “bare endnu en koncert på turnéen, der skal spilles og overstås”. De rutineprægede fritidssatanister har i hvert fald svært ved virkelig at ramme det niveau af entusiasme, der skal bruges for at fylde Royal Arena fuldkommen ud. Det er dog ikke på bekostning af ambition, da deres scenografi, kulisser, produktion og samspil fra bandet alt sammen er af relativ høj kaliber. Det kan godt være, at den overordnede koncertglans bedst kan sammenlignes med en ensomt glitrende diskokugle, men Ghost formår alligevel at forvandle Royal Arena til ét stort 80’er-præget dansegulv under ABBA-metalnummret “Mary on a Cross” fængende synthmelodier og catchy hooks.
Selvom prestigen hovedsageligt bestod af enkelttilfælde af højdepunkter, sporadisk spredt over 2 timers spilletid, formår popmetalkarnevallet alligevel at blive lukket på en mere positiv node med følelse af sammenhold, når alle koncertgængerne danser og synger med på de tre sidste numre, der fungerer som sin helt egen separate hitparade. Maskeballet blev dog bare aldrig farligt nok til at vække de døde.
Se hele galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder:
