Anmeldelse af: Mogwai. VoxHall, Aarhus. 02. maj 2022.
Mogwai leverede et drømmende, fokuseret og indadvendt show, hvor det musikalske fremfor det energiske stod i klart fokus.
Foto: Steffen Jørgensen
Kender du, kære læser, godt det med at tage til sådan en mandagskoncert med et band, du ikke rigtigt kender sådan vildt meget til?
Kender du frygten for, at man vil ende med at konstant tjekke sit ur for at se, om ikke snart aftenen slutter, så man kan komme hjem?
Kender du det, hvor musikken viser sig ikke at sige dig en skid, bandet spiller egentlig okay, men det rammer på ingen måde dit sind?
Kender du det, hvor alt bare bliver lidt fladt, og man helt fortryder, at man tog afsted, for der var jo også lige det der nye afsnit af “Better Call Saul”, du heller ikke lige fik fanget i sidste uge, fordi makkerne hev dig med på Escobar?
Disse aftener er noget af det værste, og noget, man som anmelder relativt ofte render ind i, i hvert fald når man er ret aktiv. De dage, hvor ugideligheden tager over.
I dag står i klar kontrast til den type dag.
Dette er til trods for at omstændighederne for netop denne type koncert hele tiden har truet med sin tilstedeværelse.
Mogwai spiller en meget indadvendt, melodisk og enormt melankolsk blanding af post-rock og shoegaze. Der er kort sagt ikke nogle store armsving, ligesom det med at være hyper-energisk og publikumsengagerende ikke lige er hverken første, anden eller for den sags skyld tredje prioritet. Der bliver maksimalt ytret lavmælte tak for bifaldende imellem numrene, og dette vil formentlig ikke tiltale alle.
Til gengæld lader det til at tiltale aftenens publikum, der beskuer scenen, som var de tryllebundet. Aldrig nogensinde har man på VoxHall oplevet et så konsekvent fokuseret og stille publikum, som det publikum, der er tilstede her til aften. For første gang stammer al støj fra baren, hvor der så til gengæld bliver både flyttet og tabt glas til den helt store guldmedalje. Dét larmer ret meget og får ofte publikum til lige at skule tilbage imod baren for at se, hvad der egentlig foregår.
Koncerten er lavmælt, og publikum forstår for en gangs skyld at leve sig ind i musikken i stedet for at skulle kæfte op til sidemakkeren konstant. Det er utroligt befriende at være en del af, og det er helt klart med til at gøre indlevelsesmulighederne i Mogwais musik langt mere gunstige, end hvad man ville have forventet denne solskinsramte mandag.
Flere gange igennem koncerten hører mine ører desuden noget af det smukkeste, de til dato har hørt til en dansk koncert: folk der tysser på hver anden! – Nøj, hvor ville det være dejligt, hvis dette kunne gå hen og blive en tendens om ikke andet så i hvert fald til visse koncerter, hvor festen ikke ligger i fokus.
Det er også netop dette, der gør at Mogwai lykkes i at have så dynamisk et lydbillede, som det de fremviser her til aften.
Ligeså overraskende, som aftenens publikum viser sig at være, er lyden under det skotske bands optræden. Den sidder vitterligt lige i skabet, således at det føles som om, at bandet fra scenen fanger din rygsøjle med en musikalsk rød tråd og derigennem trækker dig ind i deres melankolske, men alligevel håbefulde univers. Ofte drømmer man sig ikke død, men nærmere ind i musikken og de tanker, der anskueligt har ligget bagved de både dystre og smukke toner.
Bandet spiller helt vanvittigt stramt her til aften, og det er tydeligt, at de svævende formler, som bandet qua deres musik lægger for dagen, fungerer ualmindeligt godt her til aften. Guitarerne spiller særligt smukt i forlængelse af hinanden, hvor de både komplementerer hinanden i kraft af harmonier, men i lige så høj grad igennem fuldførelse af hinandens melodier. Det er utroligt velskrevet, når guitarerne spiller sammen på denne måde. Trommerne har ligeledes et stærkt fokus og er enormt legende her til aften, ligesom bassen kommer godt igennem det ellers godt fyldte lydbillede.
Alle instrumenter har en vigtig og bærende rolle for Mogwai. Man får i sandhed følelsen af, at hver enkelt instrument i sit fravær vil kunne tippe vægtskålen, så der opstår uligevægt. Den meget sporadiske vokal lægger sig også dejligt langt bag i mixet; en ting, der traditionelt set ville være ønskeligt knap så funktionel.
For Mogwai virker det dog enormt godt, at vokalen fremfor at skulle ses som et bærende element bliver sidestillet med instrumenteringen. Det er smukt og lander lige, hvor det skal denne aften.
Mogwai formår at imponere med en koncert, der måske ikke har været hverken så festlig eller publikumsvenlig, men i stedet har haft sin fokus på musikalitet, inderlighed og et solidt udtryk med en rød tråd, der forbinder ikke blot musikerne med musikken, men i lige så høj grad aftenens publikum med kunsten og dens subtekst.
Mogwai beviser i hvert fald, at de til trods for ikke at være vilde aber på scenen sagtens kan levere et show, der totalt stjæler publikums fokus og efterlader dem måbende.
