Anmeldelse af Excelerate + support: Crucible, d. 12.09.25 på Rust.
Rust In Peace satte fokus på klassisk hegn denne fredag.
Foto: Peter Mesnickow.
Ovenpå Witch Club Satan i Lille Vega var mit fokus nu rettet mod de mere traditionelle heavy metal-dyder. Til dette formål stod to danske bands klar.
Crucible
Med medlemmer der er aktive i bands som Pectora og Impalers, kan man vist godt betegne dette som en dansk supergruppe. Ole Iversen (trommer), Kenneth Frandsen (bas), Jon Brogård (guitar), Thomas Carnell (guitar) og Philip Butler (vokal) har just udgivet deres debutalbum Hail To the Force (2025) så det fejrer vi i aften.
Det er et noget tomt lokale og det er få, der forvilder sig helt frem til scenen udover mig selv. Til lyden af Star Wars soundtracket lægges der ud med storladen stemningsmusik, indtil det bliver afbrudt for hurtigt. Lidt antiklimatisk.
Vi befinder os i speed metal, som vi husker det fra 80’erne. Der er absolut ikke tid til noget bullshit her. Der skal være fart over feltet og så mange blærede hastige soloer som muligt. Butlers high pitch-stemme er skabt til sangene, der går over stok og sten i læder og nitter som vokalisten selv. “Deathdealer”, “Savage Weapon”, “Hail To the Force”, “Splashed To the Four Winds” og “Embrace of Steel” der er inspireret af filmen Highlander (1986) lever højt på lyden af NWOBHM, men frem for alt så er det virkelig god underholdning. Bevares, det er til en vis grad forudsigeligt og meget ligetil, men det rummer alle de cool virkemidler man vil høre fra en gruppe som Crucible.
“Vi spiller fucking hurtigt” siger Butler, og det kan man på ingen på tage fra de herrer. Guitaren driller desværre en smule, og det er naturligvis ærgerligt, særligt når så meget leadspade, er så prominent i hver sang.
Bandet virker til at have det skægt og skulder til skulder blærer de sig på deres instrumenter og ligner macho-guitar-prototyper. På den bedste måde naturligvis. “Far Beyond the Grave”, “Evil Force” og “Redwing” gør deres bedste for at nå ud i lokalet, men det er ikke i aften, at Crucible sejrer. Folk klapper høfligt, men musikken har potentiale til meget mere, for der findes både melodi og energi i rigelige mængder. Butler får uheldigvis heller ikke så godt fat i publikum, som jeg ved at han kan. “Street Lethal” (Racer X cover) er en fin hyldest til musikernes inspirationer inden “Mad Minute” lukker af.
Jeg kan sagtens sætte Hail To the Force på derhjemme når jeg skal slå hjernen fra og bare have sej pigtrådsrock i lejligheden, og jeg håber at se Crucible en anden gang, hvor deres gennemslagskraft er mere tydelig.
Excelerate
Jeg har ikke hørt om Excelerate før jeg tog denne opgave på mig. Ja, det kan være svært for selv en musiknørd at kende til alt. Ville dette så blive et godt bekendtskab?
Stefan Jensen (vokal, guitar), Io Klarstrup (bas), Stig Eilsøe-Madsen (trommer) og Mads Sørensen (guitar) spiller langsommere end Crucible, men deres udgangspunkt er på sin vis det samme. Klassisk metal, hvor blandt andet Iron Maiden inspirationerne ikke lader sig fornægte.
Der er samlet langt flere nu og Excelerate har på baggrund af Excelerate (2023) og det nye Hell For the Helpless (2025) en langt større fanbase end jeg troede. De første 15 minutter kan jeg ikke rigtig forstå hvorfor, da det hele lyder ok, men virker ret standard for mig. Dette skal dog ændre sig, for jo mere jeg hører, jo mere går det op for mig hvor gennemarbejdede soloerne er og hvor godt Jensen synger. Hans growl er i min optik unødvendig, men heldigvis er det hans lyse rene stemmer der er mest i fokus og den kan sørme noget.
Der er noget ekstra tyngde til stede i “Impending Doom” og “Stranger Out of Time” og der fjolles godt på scenen medlemmerne imellem, uden at der tabes fokus. Der er noget krat med bassen, men med et smil og højtflyvende sange, er bandet ude på kanten af scenen samt ude på gulvet til deres fans, og som tiden går headbanges der mere og mere.
Nej, vi er ikke ude i moshpits og crowdsurfing her, men Excelerate skaber en tryg og godmodig fest, som jeg slet ikke havde set komme. Der grooves, lires og alt sammen i fremragende humør, der smitter af på gæsterne.
Der bliver flere gange råbt “1000 bajere!”. Om dette kampråb har nogen særlig betydning ved jeg ikke indtil sidst, da dette skal vise sig at være et cover af Hammerfalls “Hearts On Fire”. Blot er teksten om øl og hedder ja… “1000 Bajere” Det er så fjollet, at jeg da skal synge grinende med. Sådan lukker man af med et godt glimt i øjet.
Og således skaber man en skøn aften. Ikke ved at opfinde den dybe tallerken, men ved at gøre det simple lige det bedre end gennemsnittet. Det var sand heltemetal og det kan man altid bruge mere af. Jeg er fan.
