Alice Cooper

En hyldest til det dårlige selskab

Anmeldelse af: Five Finger Death Punch m.fl. Royal Arena, Kbh. D. 24. Januar 2020.

 

Selvom det var en våd januar-dag, så skulle det ikke ændre på det store fremmøde, der var dukket op til fredagens koncert med FFDP.

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

 

Fans af det populære metalband Five Finger Death Punch var mødt talstærke op i Royal Arena på Ørestaden, da bandet for ikke mindre end niende gang kunne betræde det danske landskab. FFDP (som de til tider også bliver kaldt) var vendt tilbage til landet med det største show, bandet hidtil har kunne stable på en dansk scene. 

Men inden vi snakker videre om aftenens hovednavn, så skal vi lige runde de to opvarmningsbands: 

 

Bad Wolves

Bad Wolves er det første skud på stammen af aftenens bands. Bandet stammer ikke længere tilbage end fra 2017, og med musik der lægger sig tæt op af samme stil som FFDP, er de slemme ulve allerede ved at bide sig godt fast i lemmerne på det danske folk. Tunge guitarer og melodiøse omkvæd er er opskriften bag. Det kunne især mærkes på den forreste skare af mennesker, som glædeligt var med til at klappe i takt med forsanger, Tommy Vext. 

Hvis allerede nu, at hans navn ringer en lille klokke, så kan jeg minde dig om, at det var ham, der erstattede Ivan Moody på Copenhell i 2017, da Ivan tidligere det år havde sagt ‘fuck’ til det hele på scenen, og senere annoncerede FFDP, at han var på afvænning. Men tilbage til den store stygge ulv, Tommy Vext. 

Han var et bæst på scenen. Med arme så store som møllehjul. De andre bandmedlemmer måtte nærmest vige for ham, når han kom løbende fra den ene ende af scenen til den anden for ikke at få en albue i hovedet. Bandet skabte fortsat en fest på de første rækker. Tommy Vext sørgede for at få festen lidt mere ud i salen og opfordrede publikum til at lave circlepits, og senere under nummeret “No Masters” kom en Wall of Death i spil. 

Vi fik også “Killing Me Slowly” fra nyeste udspil, N.A.T.I.O.N. (2019). Sidste nummer var ikke mindre end det nummer, som nok satte fart i bandets karriere, nemlig cover-versionen af The Cranberries “Zombie” fra 1994. Bad Wolves gjorde et udmærket stykke arbejde for at varme salen godt op, og jeg vil gerne se dem headline deres egen tour i nærmeste fremtid.

 

Megadeth

Megadeth chokerede metalverdenen for et halvt års tid siden, da bandet annoncerede, at forsanger Dave Mustaine havde fået konstateret kræft i munden. Bandet stoppede alle planer om shows og indspilning af ny plade for at Dave kunne fokusere på sin behandling. 

Et halvt år og tonsvis af kemo senere står manden tilbage på scenen. Han er erklæret rask, og han har genoptaget alt arbejde med bandet igen. Og det var ikke mindre fantastisk at se ham tilbage på scenen; ydmyg og velspillende, som han er i fornemt selskab med David Ellefsson, Kiko Loureiro og Dirk Verbeuren fra bandet.

Megadeth lagde hårdt ud med en sand klassiker nemlig “Hanger 18” fra Rust in Peace (1990). Det skulle ikke tage lang tid at finde ud af, at Mustaines guitar-færdigheder på ingen måde havde tabt pusten det sidste halve år. Han er stadig knaldhamrende dygtig på det 6-strengede instrument og bliver stærkt opvejet af den energiske og yngre guitarist, Kiko, som modsat Mustaine løber rundt på scenen.

Mustaines stemme derimod er ikke meget at skrive hjem om. De sidste tre gange, jeg har set bandet, har hans stemme ikke været på toppen, og nogle ville endda mene, at vi skal endnu længere tilbage, siden den har været det. Personlig mener jeg aldrig, at manden har været en teknisk dygtig sanger, men denne aften i Royal Arena var det ikke meget andet end mumlende lyde ned i mikrofonen. Numre som “Symphony of Destruction”, “Peace Sells” og “Trust” måtte i den grad bæres igennem af publikums lyriske kunnen. 

Da Megadeth til slut fyrede op for “The Mechanix” og “Holy Wars” måtte jeg sande, hvor taknemmelig jeg er for, at Mustaine har fået kræfter til at stå på en scene igen; ikke for hans vokal, men mest for hans karismatiske fremtræden og formidable guitarfærdigheder. Selvom publikum virkede stive i betrækket til at starte med, fik Megadeth alligevel godt fat i det danske publikum hen mod slutnignen. Så bandet og Mustaine kunne forlade scenen til en ordentlig klapsalve. 

 

Five Finger Death Punch 

Et stort hvidt tæppe hang ned fra loftet foran scenen. Jeg havde stillet mig tæt oppe ved scenen. Her stod folk som sild i en tønde – i spænding efter, hvornår tæppet skulle falde. Riffet til nummeret “Lift Me Up” blæste ud af højtalerne. Et spotlys ramte det hvide tæppe, og en silhuet af en mandsperson ramte tæppet. Han svingede med et bat. Der var ingen tvivl: Det var forsanger Ivan Moody bag tæppet. Med energiske bevægelser klar til at lade tæppet falde med et brag. 

Da tæppet faldt, kom den store flotte scene endelig til syne. Og bandets medlemmer var i den grad klar. Klar til at levere et show i verdensklasse. 

Det må sandes, at FFDP i den grad har fået et godt tag på det danske publikum. Bandets flotte melodier fra Jason Hooks vidunderlige guitarspil sammensat med en portion af Ivan Moodys dybe og ærlige sangtekster har givet pote. Numre som “Wash It All Away”, “Jekyll and Hyde” og “Sham Pain” blev slugt lige så råt, som bandet serverede det oppe fra scenen. FFDP er det dårlige selskab. De ER dem, vi andre ikke må lege med. Men vi gør det fandme alligevel!    

Publikum var godt med på det hele. Selv de tungere sange som “Burn It Down” og “Got Your Six” gav publikum frit afløb til at stresse af fra hverdagens jag, og der blev moshet mange steder tæt oppe ved scenen. Vi skulle også gennem en lille sektion af nogle af bandets mest kendte ballader, som Ivan Moody og Jason Hook gennemførte med vokal og akustisk guitar. “Wrong Side of Heaven”, “Battle Born” og Kenny Wayne Shepard-cover sangen “Blue on Black” skabte fællessang i hele Royal Arena. 

Inden nummerert “Burn MF” skulle vi også høre lidt fra den nye dreng i klassen. Bandets gamle trommeslager, Jeremy Spencer, måtte desværre forlade bandet i december 2018 pga. rygproblemer. Så bandets nye trommeslager, Charlie Engen, fik lov til at bevise sit værd med en velspillet trommesolo.  

FFDP kunne derefter cementere resten af koncerten med “Under and Over It” og til sidst “The Bleeding”. Bandet leverede et utroligt selvsikkert og professionelt show. Men det må også siges at være bandets mindst spontane show. Der var ikke meget udenfor rutinen. Jeg mindes ellers, at FFDP plejer at have nogle løse rammer for showets gang. Men ikke denne gang. Det havde dog ikke betydning for bandets underholdningsværdi, som i den grad herskede på Amager denne aften. 

 

Anders Groos Mikkelsen har flere billeder til dig fra koncerten herunder:

 

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Bad Wolves
Megadeth
Five Finger Death Punch

Discover

Latest

Canadiere på fri fod

Anmeldelse af: Saga. Train, Aarhus. 19. februar 2020. Saga leverede en intet mindre end imponerende koncert, da de svingede forbi Aarhus med deres 70'er og...

Energifyldt fransk blackgaze

Anmeldelse af: Alcest. Pumpehuset, Kbh. 15. februar 2020. Franske Alcest leverede en sprød og energifyldt Blackgaze-koncert, da de spillede for et udsolgt Pumpehuset i København.   Foto:...

Den gordiske knude er blevet løs

Anmeldelse af: Slipknot + Behemoth, Royal Arena - Kbh. D. 20. februar 2020   På Roskilde Festival 2009 så jeg Slipknot for første gang. Siden da...

Velkendt bøf tilsat nye ingredienser

Anmeldelse af: Kvelertak "Splid". Udgivet 14. februar via Rise Records. Norske Kvelertak tager chancer med ingredienserne i forhold til deres vante opskrift på saftig bøf....

Amerikanere fanget i teknologiens spind

Anmeldelse af: Starset + Ivy Crown - Pumpehuset, København. 19 februar 2020. Starset var onsdag vendt tilbage til Danmark. Det cinematiske hardrockband er på deres...