Anmeldelse af: Defecto + Mosaik. Tapperiet, Køge. 24. september 2021.
Denne september aften skulle vise sig at blive præget af et clash mellem to verdener. Metalverdenen og det almene Danmark.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Mosaik
Mosaiks koncert startede, som alle koncerter med lokale bands starter:
Under intromusikken kom den umiskendelige kliché sætning: ”[INDSÆT NAVN HER], JEG VIL FØDE DINE BØRN!”. SÅ var stemningen ligesom sat.
Lad mig lige være transparent et øjeblik og sige, at på trods af at undertegnede kender samtlige medlemmer af bandet, så har jeg forsøgt at være så objektiv som muligt. Når det er sagt, så spiller Mosaik mega fucking tight! Rent sammenspilsmæssigt fungerer de altså bare strålende. Trods deres relativt unge aldre og de skæve taktarter så formår Mosaik at få en til at falde til ro i deres syrede sound og tekstunivers. Selv da bassisten Afshins ene straplås røg af i sidste nummer, spillede han ufortrødent videre, endda stadig med sin karakteristiske spilleglæde.
Men for at snakke om det lidt negative, så er denne samme spilleglæde lidt svær at spotte hos guitaristen Julian. Her er der ikke super meget publikumskontakt. Mest af alt kigger han på sin guitar. Givet, så er det Julian spiller ret teknisk, men det virker lidt malplaceret, når man har en forsanger, bassist og trommeslager endda, der giver den hele armen. Men i sidste ende, så gjorde Mosaik hvad de kunne for at varme Tapperiets lidt op og gjorde det ganske fint. Og, som da koncerten startede, skal vi da lige have ”Jeg vil føde dine børn!”-klichéen, inden bandet går af scenen.
Defecto
Efter en lille pause var det så tid til hovednavnet. Det storladne progressive metallica-core band Defecto. Stærkt lægger de ud med ”Nemesis”. Det sætter straks gang i nakkemusklerne. Fra starten af står bandet stærkt. De er tændte og spiller tight som ind i helvede. Dog har Nicklas Sonne lidt knas med vokalen i starten. Det krævende omkvæd i ”Nemesis” bliver en kende off-pitch nogle steder. Men når man har en karisma og selvsikkerhed som ham, så går den sgu stadig rimelig rent hjem. De næste par numre er stadig en smule præget af, hvad der virker som en lidt kold sangstemme. Men efter koncertens tredje nummer, deres seneste single ”Aftermath”, lyder det til, at Sonnes stemme er varmet op. Det er også herefter, at koncerten for alvor kom i gang i hvert fald foran scenen. Denne detalje vil jeg vende tilbage til.
Koncerten kører godt og ufortrødent videre. Men da Defecto spiller ”Endlessly Falling”, virker det til, at stemningen bliver løftet en smule mere. Det headbang-venlige omkvæd og breakdown får flere foran scenen og dermed også flere med til at deltage i festen. Mod enden af koncerten vælger Sonne at lægge guitaren fra sig på nummeret ”Tempest”. Her fik sceneshowet sig et ret mærkbart løft. Så meget, at Defecto måske næsten skulle overveje at finde et femte medlem til bandet? For selvom Sonne er super karismatisk og en meget dygtig guitarist, så var han en endnu større fornøjelse at se på, når han havde plads til at bevæge sig rundt på scenen, lave håndgestik og for alvor agere frontmand for bandet. Uanset hvad, så var det her et super klogt træk, for hvis nogle var blevet en smule trætte, så pustede det her lille trick lidt mere liv i koncerten.
Da de egentlige sæt var blevet spillet, så laver Defecto den forventelige kliché med at sige: ”Tak for i aften” for så at vente på, at publikum råber: ”Ekstranummer!” og komme tilbage for at spille et par sange mere. Dette er en kliché, jeg ærligt talt er ved at være træt af. Det er jo ikke fordi man får mere for pengene, for det er garanteret sange, de normalt spiller i slutningen af deres sæt.
Nå, men de kommer tilbage for at spille to sange, nemlig ”Savage” (også kendt som ‘den med Volbeat’) og ”Excluded”. Under ”Excluded” kan man mærke på dem, der er foran scenen, at nu skal den fandeme have det sidste, den kan trække. Det samme må Defecto have tænkt, for her kom, meget belejligt, aftenens absolutte højdepunkt. Dog opnåede denne koncert aldrig sit fulde potentiale.
Jeg vil afslutte denne anmeldelse med en generel note for aftenen, som er med til at trække en smule ned i min karaktergiven og forklarer selve overskriften. Først og fremmest så var guitarerne simpelthen for lave i mixet. Det er med til at trække lidt ned i helhedsbilledet. Men alt overskyggende så på trods af hvor fænomenalt disse to bands spillede, så var det tydeligt, at koncerten som helhed bar præg af, at det ikke nødvendigvis var alle, der var kommet for at svinge med håret og høre fed hegn.
Det virkede lidt, somom den ene halvdel var venner og familie af bandsene, mens resten var metalheads, der skulle til metalkoncert. Derfor nåede koncerten aldrig et rigtigt højdepunkt. Dette er både synd for det unge band Mosaik, men især for Defecto, nu hvor de spiller røven ud af bukserne og har et så stærkt bagkatalog af sange.
Der var sparsom headbanging og ingen moshing, men masser af opbakning, men dog mest ved klap.
Dette gjorde, at oplevelsen var mere den af en gymnasieforårskoncert end en metalkoncert. Det var en metalkoncert med hr og fru Danmark som publikum.
Se et galleri fra koncerten herunder af Anders Groos Mikkelsen:
