I september 2017 så jeg Myrkur live i pladebutikken BEAT på Vesterbro. Hendes optræden sagde mig ikke så meget ligesom det meste af hendes tidligere musik (fordi jeg ikke er så glad for black metal), men “Två Konungabarn” og “Onde Børn” fra Mareridt (2017) gør mig altid nostalgisk at høre, fordi de var lydsiden til Copenhells aftermovie 2017.
Amalie Bruun, der er (front)figuren bag, komponist, sangskriver med mere, bryder sig ikke om genredefinitioner, hvilket godt kan høres på Spine. Der er både folk- og black-elementer som på de foregående albums, men i optimal balance. En forskel er dog også, at de er blandet godt sammen, men ikke til “rablende ringe ruskomsnusk”. Det er tydeligt, at Bruun er blevet mor, når man læser teksterne, hvilket er meget naturligt, og jeg kan godt lide det, men jeg er ikke sikker på, om andre ville synes, det er for privat, men det må være deres sag. Lydbilledet er mere elektronisk end det forrige album, Folkesange, (fra 2020) og mere folkede end debuten, M (2015), og Mareridt (2017), og det kan jeg faktisk meget godt lide. Det komplementerer hende bedre end på de andre udgivelser.
Spine-pladen åbnes af instrumentalnummeret, “Balfaerd” (Bålfærd), der sætter en intens og inderlig stemning, som skiftevis præger albummet.
På singlen “Like Human” lyder teksten: “I am a ghost / I am the most familiar nowhere / Will you stay with me / Talk to me like humans do”. Man kan høre Amalie Bruuns frustration over en manglende kommunikation, selvom hun overhovedet ikke virker vred uden en growlende/skrigende vokal. Meget subtilt. I titelnummeret, “Spine”, og hooket: “You made me human / Stay with me” viser Bruuns også sin mytiske og mystiske sangstemme, og begge sange fortæller, hvad hele albummet handler om, tilsat flotte harmonier.
