Anmeldelse af Nita Strauss – The Call of the Void, udgivet d. 07/07-23 via. Sumerian Records.

Super-guitaristen Nita Strauss er ude med sit andet soloalbum, der dog desværre mest af alt lugter af middelmådighed og uinspirerende musik. 

Hvad har Alice Cooper, The Iron Maidens og Demi Lovato tilfælles?
Svaret er naturligvis den afsindigt dygtige guitarist, der går under kaldenavnet Nita Strauss. Strauss er som nævnt en afsindigt dygtig guitarist, hvilket klart også afspejler sig, når man har set hende live med Alice Cooper.
Her har hun om ikke andet virket nærmest virtuos indenfor sit felt med stor energi og en nogle bundsolide soli samt et overskud, der siger spar to.

Nu er hun så klar med sit andet soloalbum, og der er tilsyneladende blevet fundet den fine gæsteliste frem. Således tæller albummet bl.a. gæsteoptrædener fra Alissa White-Gluz (Arch Enemy, Ex The Agonist), David Draiman (Disturbed), Lzzy Hale (Halestorm), Chris Motionless (Motionless In White), Dorothy, Lilith Czar og naturligvis også den gæve boss: Alice Cooper.

Det lover jo meget godt på papiret, men i praksis spiller det bare ikke helt så fedt, som det måske burde. Desværre kører det ikke rigtigt på The Call of the Void, hvor Strauss umiddelbart falder i fælden bestående af, hvor forsøget går på at skrive numre specifikt til disse gæstevokalister i stedet for at skrive musikken, og de efter hive de rette sangere ind og få dem på plads i numrene.

Den røde tråd går hurtigt tabt på albummet, hvor numrene ofte ikke rigtigt føles sammenhængende, ligesom de individuelle sange ofte ikke formår at ryste synderlig variation af sig. Musikalsk bliver det ofte lidt for generisk og formelagtigt især på de numre, hvor man har hentet vokalister ind.
De fleste numre lyder delvist eller meget som noget fra de forskellige sangerens respektive projekter. Måske lige med undtagelse af “Winner Takes All”, der til trods for at have Strauss’ chef Alice Cooper på vokal, på ingen måde lyder som noget, Alice Cooper selv kunne have udgivet. Et moderne nummer med den teatralske sanger, og det spiller faktisk okay.

Bevares, der er da fede ting at spore på de traditionelle numre. Samtlige sangere gør det, de gør, godt og formår at få numrene til at virke, som var de deres egne. Det kræver også en slags evner, og i det mindste er håndværket hele vejen igennem i orden både i forhold til musikken, men også i den grad vokalerne.

Musikalsk er numrene egentlig fint skrevet og endnu bedre fremført. Til trods for dette formår albummet aldrig rigtigt at sætte sig i karakter. Numrene bliver ofte for forudsigelige, hvor vi ofte har nogle lidt tungere stykker til vers og melodiske omkvæd, som ofte ikke rigtigt spiller så fedt – i hvert fald ikke originalt. Albummet virker på mange måder som en god gang autopilot. Der bliver forsøgt rigtigt hårdt på at gøre flere af numrene så catchy som muligt, og det lider riffsne og melodistykkerne ind imellem under. Det bliver en kende for poppet. Det er helt perfekt til MyROCK-segmentet.

Albummets produktion er flot, men også delvist blottet for sjæl. Dynamik er der ikke meget af, hvor samtlige instrumenter ofte er skruet op på ti, hvilket bidrager, at musikken til tider kan virke en anelse mere rodet, end hvad man forestiller sig, intentionen er. Det lyder rigtigt godt, når der skal knald på, men det bliver også trættende for ørene, at der ikke er mere variation i løbet af pladen. Derudover lyder særligt trommerne meget som programmerede computertrommer og er nærmest totalt blottet for nuancer i sit spil.

Generelt set er The Call of the Void en noget middelmådig omgang, men momentvist formår Strauss nu alligevel at sætte lidt fut i løjerne, som det f.eks. høres i “Momentum”, der med sine solide, aggressive riffs og finurlige og lækre soli formår at løfte albummet lidt op af middelmådighedens mødding.

Ligeledes er et af albummets stærkeste øjeblikke det instrumentale bonus track, “Surfacing”; et fremragende nummer og et peg i den rette retning for Strauss. Her er der nemlig i stedet for en gæstevokalist hevet en gæsteguitarist ind, og når den gæst er Marty Friedman, så er kvaliteten som regel også derefter. Denne retning ville det være fedt, hvis Nita Strauss kørte mere imod, da det er i de instrumentale numre, at den energiske og dygtige guitarists egen stemme virkelig skinner mest igennem.

Nita Strauss leverer med The Call of the Void en plade, der til trods for sin umiddelbare middelmådighed stadig har sine momentvise sejre, som var den en alkoholiker, der pludselig i et øjeblik opnår et klarsyn for derefter at falde tilbage i flasken.

Det bliver alt for ofte for forudsigeligt og ufarligt at lytte til pladen, hvor det er ganske tydeligt, at evnerne nok rækker lidt længere end fantasien.