Anmeldelse af Saturnus, på Hotel Cecil, Kbh, d. 26.09.24.

An evening with Saturnus lover mange ting, med blandt andet en længere setlisten, så kan vi forhåbentlig se frem til flere deep cuts, samt klassiske skæringer fra vores danske helte.

Foto: Gabriel Rasmussen.

Regnen siler ned og har gjort det hele dagen. Det er den perfekte depressive effekt til torsdagens seance på Hotel Cecil. Jeg har personligt set frem til dette show lige siden det blev annonceret.

Saturnus

Gruppen blev dannet i 1991 (da denne anmelder blev født) under navnet Asesino, men ændrede det i 1993 til Saturnus. De er siden da blevet et band der har opnået kult status både herhjemme og i udlandet. Debutalbummet Paradise Belongs To You (1997) er en milepæl inden for doom metal-genren og har med god grund modtaget en fortjent hyldest i årtierne efter. 

Der gik lang tid imellem Saturn In Ascension (2012) til Saturnus vendte tilbage på udgivelse fronten med The Storm Within (2023). Netop dette album er sidenhen blevet en af mine favoritskiver inden for dansk metal sammen med blandt andre Mnemics Mechanical Spin Phenomena (2003), Mercenarys The Hours That Remain (2006) og Ranchys A Discord Electric (2010). Jeg har haft den store fornøjelse live af bandet på Copenhagen Metal Fest 2021, Metal Magic Festival 2023, samt på BETA og Richter samme år. 

De rammer en nerve af sårbarhed og melankoli som få andre kan mestrer og en hel aften i selskab med Brian Pomy Hansen (bas), Thomas Akim Grønbæk Jensen (vokal), Henrik Glass (trommer), Mika Filborne (keyboard), Indee Rehal-Sagoo (lead guitar) og Julio Fernandez (rytmeguitar) imens alting bliver mørkere udenfor, er det perfekte soundtrack til det kommende efterår. 

Der spilles Katatonia ud af højtalerne og det kan jeg jo bestemt ikke klage over. Saturnus kommer på scenen til en proppet sal i blåt lys og til de blide keyboard toner fra “The Storm Within”. Jamen, så er vi smukt og stemningsfuldt i gang. Dem med hår på hovedet i bandet headbanger i store bevægelser med hele ryggen. Jensen har med sin blide spoken word og dybe growl et tænksomt tag i os og allerede nu drømmer man sig væk i de smukke melodier. Filbornes keyboard henleder ens tanker på havets bølger og mågernes skrig ud over en klint langt borte.

“Jeg sveder allerede som et svin” griner Jensen efter første nummer. Vi bliver lovet næsten 2 1/5 times musik, “Pretend” fra Veronica Deserves To Die (2006) vidner med sine hjemsøgende toner og hurtige tempo om hvor diverst musikgruppen har skrevet gennem årene inden for samme genre. Jensens stemme er her mere ovre i en følsom råben, der giver en ekstra kant til hans vokal.

Sangen kulminerer i en overvældende guitar symfoni fra Sagoo og Fernandez. Vi får at vide at dette er den sidste koncert fra i år, og at vi kan forvente gamle sange såvel som gæsteoptrædener. “Closing the Circle” fra mit favorit album har noget blidt og kærligt over sig og bassen indtager en mere fremtrædende rolle og den kære Hansen forkæler os sandelig på sit instrument.

Med denne musik er det som at være i en tragedie som man alligevel ved ender godt til sidst. Det bliver bemærket af forsangeren, at mange har rejst langt for dette show.  Fans fra Grækenland, Tyrkiet, Polen og Tjekkiet har fundet vej til Hotel Cecil. Dette motiverer i høj grad gruppen, der ofte smiler bredt til hinanden og os. 

Der kommer en Lighthouse Sessions Part 2 afsløres der, det er kun Jensen selv der mangler at gøre sin del, siges der med en god gran selvironi fra sangeren. “Breathe New Life” er majestætisk eksploderende og vi bliver fortalt at i aften bliver optaget med kamera og lyd, at dokumentere et event som dette giver sandelig også mening. Klassikeren “Forest of Insomnia” er en kolos, der sørgeligt marcherer gennem salen og hiver os alle sammen ned i dybder vi ikke vidste fandtes.

Jensen snakker om hvordan sange man umiddelbart kan føle er de dårligste på en plade kan udvikle sig til favoritter hos en selv og vi får “Truth” fra den seneste skive. Herefter skal vi over i den akustiske del af i aften og ind på scenen kommer Anne Eltard på violin. Hun er den selvsamme der indspillede violinen på “For Your Demons” fra For the Loveless Lonely Nights EP’en (1998). 

Men før vi kan fortsætte, skal Eltard lige stemme sit instrument. Dette leder dog desværre til en halv lang proces efterfulgt at en slags solo-jam session fra violinisten. Det fungerer desværre ikke og larmer mere skingert end det burde. Da dette lidt kiksede indslag overstås, lander vi dog gudskelov ned i en meget bevægende del af showet.

Under førnævnte sang og “In Your Shining Eyes” og “All Alone” kommer den fulde effekt af Eltards inkludering i aften til sin fulde ret. I sammenspil med Jensens rolige stemme samt akustisk guitar og keyboard bliver med en ny ro i sindet mindet om alle de steder jeg har overladt mit hjerte til ruin. En elegant kombination af elementer. 

Da vi vender tilbage til metallen er det med “Inflame Thy Heart” fra Martyre (2000). Tidligere trommeslager Jesper Saltorft kommer med bag tønderne på et par numre, fin nostalgi. Under “Empty Handed” får jeg en fantastisk besked fra et vidunderligt menneske og jeg hopper af glæde og headbanger med det største smil med på læben.

Resten af setlisten er ren forkælelse og man løber jo helt tør for tillægsord. Hele 8 numre til får vi der alle, hver især har så mange bærende spektakulære elementer, at det næsten er for meget. Dette er introvert musik, men indeni bag de hårde tekster findes der alligevel en stor glæde ved livet og evnen til at betragte det i alle dens former og retninger. At dømme ud fra alle smilene er jeg ikke ene om denne oplevelse og fra “Rain Wash Me Away”, “Chasing Ghosts” og over til endnu en personlig favorit “The Calling” guider Saturnus os hele vejen med rolig og yderst professionel blødende hånd. 

“Christ Goodbye” lukker og slukker en mættet oplevelse, der vil stå ud noget helt særligt når koncertåret 2024 er overstået. Jeg cyklede videre ud i natten til et efterår og en vinter, der ser lysere og lysere ud hver eneste dag og nat.