Anmeldelse af DeathbyRomy. 02. februar 2026. Lille VEGA, Kbh.
Startskuddet på DeathbyRomys Europa-tourné blev en lunken affære.
Deadlines og andre praktiske årsager gjorde, at jeg måtte misse Jayden Hammer og kun nåede allersidste del af King Mala, men det virkede til, at folk havde en ok fest til mainsupporten. Jeg når lige en ultra hurtig smøg i vintervejret i min Between Oceans-t-shirt med mine venner inden hovednavnet.
DeathbyRomy
Romy Maxine Flores aka. DeathbyRomy besøgte Copenhell i 2024, hvor hun leverede en sej koncert med sine kumpaner på Hades-scenen. Jeg håbede sådan, at det ville gentage sig i Lille VEGA, da jeg er ret vild med hendes dark pop. En baggrundsskærm med sort hvide klip af hovedpersonen afspilles under koncerten, men der er et skarpt hak i backingtracket i introen, så det afbrydes ret brat. Et første signal på problemer? En lille instrumental bid spilles, inden hovedpersonen kommer ind med rødt bind for øjnene, klædt i hvidt lak og læder som en gothdronning fra en hvid, statisk drøm. Visuelt lever hun op til sit mørke introspektive lyriske univers. Med megafon i hånden på den bærende karakter kan oprøret begynde, tror jeg.
Til at starte med er der fint tryk på hendes miks af metal, alternative pop, rap, trap og R&B + rock, og gæsterne har tydeligvis glædet sig. Bevares, salen er lige knap under halvt fyldt, men det burde ikke stoppe DeathbyRomy i at levere en dyster technooplevelse. Der er noget både dragende, sensuelt og feministisk kraftfuldt over musikken, og der er rigeligt af frustrerede følelser og tungsindig atmosfære at blive inspireret af. Dog er sangerens vokal sovset ind i så mange effekter, at det bliver lidt svært at høre, hvor hendes stemme befinder sig over backingtracket. Det er en skam, for hun ejer nogle stærke, skrøbelige og også infernalske toner. Men vi får kun ét ægte skrig, resten er båndet, og det tilføjer til den begyndende fornemmelse af, at det her ikke kommer til at leve op til mine forventninger.
Nuvel, hvad med den generelle levering af materialet? Der hoppes i starten af fansene, og det hele føles cool, og Flores har en fin kontakt til gæsterne: “Feeling romantic here aren’t we?” siger hun og “this next one goes out to my 2 bitch ex-boyfriends”. Det er også den ulykkelige kærlighed og Valentinsdag, der ofte er emnerne, og når hun fortæller, at hun har knust sit eget hjerte for nylig, men at det er fordi, at hun fortjente bedre, så høster det bifald, for den slags historier er vigtige. Hvem her har ikke gået igennem en lignende tragedie? Hvor, problemerne opstår, er ved den meget flade levering af mange af numrene. Der rappes, synges og hviskes, og der er absolut flere catchy melodier at tage fat på. Men der arbejdes som sådan ikke på at få sangene ud over scenekanten.
Det er ikke nok at have en flot æstetik og et gennemført koncept som en blanding af Marilyn Manson (før han blev afsløret som voldtægtsmand) og Lady Gaga. Vi skal kunne mærke viljen til at leve igennem musikken, og her forfalder DeathbyRomy til at slentre frem og tilbage uden den store tilstedeværelse. Hvor er rebellen, det flabede, det gyselige? Ikke nogle steder er svaret. Ofte lander vi også i noget mid-tempo bagkatalog, der, blandet med den alt for anonyme tilstedeværelse, fremstår ligegyldigt. Til sidst starter et par publikummer selv to små hyggelige moshpits, og det er jo fedt, at det kan ske af sig selv, men det er langt inde i koncertens sidste halvdel, og kvinden i centrum har ikke gjort meget for at fortjene eller iværksætte nogen form for aktivitet. Ellers har folk stået stille som stenstøtter og lidt ligesom mig ventet på, at der skal ske noget, imens røgen glider dovent henad scenen.
Noget synkrondans og spark fra bandet, som vi lakker mod enden, kan ikke redde en koncert, der ikke har villet bide fra sig ligeså meget som sangteksterne og Flores på de sociale medier. Det står nærmest i skærende kontrast til hinanden. Der findes en ukuelighed hos DeathbyRomy, hvor de elektroniske elementer, hendes fremtoning og det moderne materiale særligt fra Hollywood Forever (2025) har potentiale til at skabe en fest som i en undergrundsklub, fyldt med tvivlsomme romantiske skikkelser, fortabt i farlig melankoli. Men denne mandag i Lille VEGA får vi mest af alt en tam stilforvirret popkoncert.
Jayden Hammer (guitar, backing vokal) synger med under et par numre, og hendes indlevelse overgår langt forsangerindens. Det er en skidt ting, hvis du skulle være i tvivl. Da vi skal sætte os på knæ og hoppe op under det næstsidste nummer, gider jeg slet og ret ikke. Gad vide, hvornår toget går? Da den sidste sang annonceres, smutter jeg. Måske skulle gruppen lige varme op i København? Men hvis dette er en indikator for niveauet på resten af The Manic Dream Tour, så ser det ikke godt ud.
Jeg håber, at DeathbyRomy tager sig sammen, for man kunne godt i glimt spotte hvorfor metal, rock og det generelle musikmiljø har taget hendes dynamiske genrekrydsning til sig. Men disse enkelte højdepunkter var ikke nok til at løfte en kunstner, der denne aften desværre ikke gad være til stede i sit eget univers.
Galleriet er taget af Joachim VIlholm VIlstrup:
‘ 
