Der er efterhånden gået en del år, siden en tidligere flamme viste mig henholdsvis Wardruna og i forlængelse deraf også Skuggsjá, der begge har Einar Selvik til fælles. Siden da har Selviks musik fascineret mig meget, ligesom hans udtryksform i forbindelse med et liveshow virker så naturlig og ærlig, at jeg tidligere ikke har kunne undgå at være imponeret, om det har været i DRs koncerthus, i Musikhuset i Aarhus, eller ved mit første møde med manden, solo på en gård et stykke udenfor Odense. Der er noget bund ærligt som man bemærker ikke bare ved manden, men i næsten højere grad hans kunstneriske udfoldelser. Der ligger noget naturligt primalt, urinstinktivt gemt i denne musik, og især i måden den bliver formidlet på. Her til aften føles måske lidt som en gentagelse af tidligere koncerter, især da sceneopsætningen minder meget om den vi oplevede i Aarhus for nogle år siden, men det er også en god reminder om, hvad fortolkninger af old-kultur egentlig kan, og at det kan ramme utroligt tæt på ens hjerte som henholdsvist beskuer og lytter.
Da gruppen går på scenen i et udsolgt Det Kongelige Teater, er det også til en enorm jubel. Wardruna er gået hen og er blevet ret populært her i lille Danmark, og ud fra tidligere oplevelser med gruppen er dette også fortjent. Måden gruppens musik fletter sig ind i beskuerens bevidsthed er fænomenal, og er i den grad tilstede her til aften. Publikum lytter og er, i hvert fald hvor denne anmelder er blevet placeret, meget opmærksomme på musikken, og det dertilhørende show. Sjældent har jeg oplevet et publikum der umiddelbart kunne være så tavse under en optræden, og det er mildest talt altid forfriskende når man oplever dette. Særligt godt er det, når det er til et så dynamisk musikalsk projekt som Wardruna, hvor variationer i lydstyrke, spiller en stor rolle i forhold til musikken.




