Anmeldelse af: Wardruna. DR Koncerthuset, Kbh. 29. november 2019.
Wardruna skabte i fantastiske rammer en exceptionelt gennemført koncert, da de spillede i DR’s koncerthus. En koncert, der kun blev ødelagt af et usædvanligt ringe dansk publikum.
Foto: Mark Stoumann
Efter mange år er det endelig blevet min tur til at opleve fænomenet, som Wardruna nu engang er. En enkelt gang har jeg oplevet forsanger og hovedmand bag projektet, Einar Selvik. Dette var dog solo og i meget mere intime rammer i en lade på en gård midt på Fyn. Dengang blev jeg blæst bagover, og det er stadig en af de bedste koncertoplevelser, jeg har haft i mit liv.
I dag ser det anderledes enormt og storslået ud. Der er faktisk en scene denne gang, et helt band og ikke mindst visuals, der omend ikke er enorme og egentlig prangende, men er helt vanvittigt velfungerende og gennemtænkte. Hold kæft, hvor virker gruppens visuals bare fra første sekund af koncerten, hvor skyggerne fra de forskellige medlemmer bliver blæst op af spot lys på det enorme bagtæppe i et virvar af ekspressioner. Samtidig kører der forskellige lys på bagtæppe, og man mærker tydeligt, hvor gennemtænkt dette egentlig er. At få så meget ud af noget så simpelt.
Skyggerne danser henover bagtæppe, så det er en sand fryd for øjnene. Det er enormt veludført, og det passer ufatteligt godt sammen med netop denne type musik. Man formår at leve sig ind i musikken på en helt særlig måde, og Wardruna er i den grad musik, der forventer indlevelse. Man føler sig henkastet til et dystert skyggeland, og det klæder musikken enormt godt.
Lyden er lidt mudret fra starten, hvor enkelte instrumenter har en tendens til at ryge lidt for langt tilbage i lydbilledet, således at der desværre ikke kommer den fulde fokus på helheden i musikken. Det rettes der dog op på, og koncertsalen viser sig fra sin bedste side. Det er nu altså en genial sal til koncerter og særligt til netop denne specielle undergenre af folk. Ikke blot er lyden god, men selve salens æstetik omfavner udtrykket enormt godt, og man kan næsten kun sidde målløs tilbage over helheden. Vel og mærke næsten, for det kan store dele af aftenens publikum da bestemt ikke finde ud af.
Dansk publikum, og særligt det københavnske, er generelt set ikke specielt gode at være til koncert med, og da især ikke i så formelle omstændigheder som her til aften. Det er som om, at det danske publikum slet ikke formår at have den pli og det abstraktionsniveau, som der altså bør forventes til en koncert som denne og i disse rammer. Det er faktisk pinligt, hvor ringe publikum viser sig at være. Flere gange hiver publikum ikke blot telefoner, men sågar også iPads frem for at tage billeder.. MED BLITZ!
At folk ikke kan finde ud af at opleve en koncert med øjnene, er en gåde til historiebøgerne. At de så også bruger blitz, der i høj grad forstyrrer ikke blot andet publikum, men i endnu højere grad bandet, viser blot en del af, hvad der går galt her til aften.
Ligeledes kan folk ikke finde ud af at være stille, imens musikken spiller. Der lader til at være en tendens til, at folk skal kæfte op hele vejen igennem koncerten i stedet for at opleve, hvad der udfolder sig for øjnene af en. Her skuer mine øjne endda en med papir og pen, der sidder og skriver noter. Ah, en anmelder, så er der da nok en, der må notere de samme oplevelser. Jeg opdager dog hurtigt at dette nok ikke er tilfældet. Denne anmelder, som jeg anskuer til at sidde sådan cirka på række 6, på balkon 2, sæde cirka 30 vælger odinhjælpeme at æde chips! Og så under et nummer, hvor Selvik står alene på scenen og laver et nummer solo. Magen til uforskammethed, og så fra hvad der umiddelbart må antages er en anmelder. Typisk dansk, og enormt dårlig stil af en anmelder. Hav dog noget koncentrationsevne, menneske!
Netop som det beskrives i denne anmeldelse kommer disse trin som en naturlig afbrydelse af aftenen. Således er de også beskrevet, som en afbrydelse af en anmeldelse af et band, der på trods af alle disse handikappende faktorer, stadig formår at spille ekstremt godt og med en enorm indlevelse. Netop derfor har disse afbrydelser været ekstra problematiske og irriterende. At miste sit fokus over en koncert af denne kaliber til et udannet publikum er ufatteligt frustrerende og i høj grad en skam.
Variationen imellem den kvindelige og den mandlige vokal fungerer helt genialt og burde kunne tryllebinde enhver med bare nogenlunde musikalsk smag. Her til aften er man i sandhed vidne til en magisk oplevelse, som ikke er noget, man vil komme til at opleve hver dag. Alt sidder bare generelt i skabet, og sætlisten er enormt gennemført og fungerer hele vejen igennem. Sætlisten er ligeledes rigtigt godt sat sammen, og man føler, at man bliver taget i hånden og kommer med ud på et dystert, episk og smukt eventyr.
Da koncerten slutter, viser publikum sig dog for langt de flestes tilfælde fra deres bedste side. Wardruna får stående ovation, der nærmest ingen ende vil tage. Der bliver sågar givet buket til den kvindelige sanger, Linda Fey Hella, og bandet virker enormt berørte, da de begiver sig ud i deres ekstranummer. Da dette nummer slutter, opstår det samme enorme bifald, og man mærker tydeligt, hvordan hverken band eller Selvik ved, hvordan dette skal takles.
Da denne ovation starter, smutter min kollega fra række 6 i øvrigt hurtigt. En skam at smutte, før giraffen har forladt manegen, for Selvik beslutter sig for at lade bandet gå ud, hvorefter han tager sig endnu et solo nummer til det resterende publikums store jubel. Jublen fortsætter efter det smukke nummer, og Selvik går tydeligvis meget berørt af scenen og lover, at Wardruna vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at vende tilbage igen.
Det er tydeligt. Publikum har talt, omend de har været noget gebrokne og igennem hele koncerten. Det er det med det lave abstraktionsniveau, den er galt med. Bandet har spillet fænomenalt, og denne koncert vil for evigt være mejslet ind i min hjerne som en slags drejebog, for hvordan denne slags musik kan og bør udføres optimalt.
Hvis nu bare dansk publikum kunne finde ud af at opføre sig ordentligt under koncerter, så havde det muligvis været en af de absolut bedste koncerter, jeg har oplevet i mit liv.
Man kan da håbe, at publikum vil lære noget, men kære læser: Jeg tror det ikke!
Galleri fra koncerten af Mark Stoumann her:
