Anmeldelse af Nightwish – Yesterwynde. Udgivet d. 20. september 2024 via Nuclear Blast Records.

“Yesterday / All of Nightwish’s troubles seemed so far away / Now it looks as though they’re here to stay…”. 

Antiklimakset på Human Nature-æraen; ingen dansk koncert på tre år (delvist pga. Corona) trods deres gode udgivelse (fra 2020) og et skuffende Auri-album (2021) har også gjort mig mere skeptisk overfor ét af mine favoritbands. Oveni det kommer, at Marko Hietala (bassist) forlod Nightwish i 2021, gjorde det mig mere end almindelig spændt på at høre, om hypen om pladen kunne holde eller ej – om naturtemaet kunne bæres på tredje del af deres trilogi.

Albumåbneren, introen og titelnummeret starter ud med lydeffekter fra en gammel filmfremviser, som meget passende kommer igen efter sidste nummer, “Lanternlight”. Men ellers kommer man igennem både renæssancens/barokkens operaer, oplysningstidens opdagelser og industrialiseringens opfindelser, hvilket jo på papiret lyder spændende.

“The Day Of” minder om “Noise” i tematikken om dommedag, men er ellers ret atypisk Nightwish. “Perfume Of The Timeless” er mere klassisk som på “Endless Forms Most Beautiful” og “Procession” og er et højdepunkt. “The Children Of ‘Ata” er muligvis en fortsættelse af “The Eyes of Sharbat Gula” og delvist “Alpenglow” med orientalsk-klingende vokalintro og -mellemspil, og “We were there”-pendant til “We were here”. 

Der er tydelige Nightwish-elementer, som Erno “Emppu” Vuorinens virtuose guitarriffs, Tuomas Holopainens episke keyboardspil og Donockleys folkede guitar-, fløjte- og andre instrumenter. Trommeslager, Kai Hahto, og den nye bassist, Jukka Koskinen (også fra Wintersun og Crownshift), er meget anonyme i lydbilledet i forhold til tidligere, men Hahto stikker dog hovedet frem et par gange. Til tider lyder det hele som en film af Tim Burton med Danny Elfmans soundtrack – i stedet for Howard Shore og John Williams, som tidligere.

Yesterwynde er absolut ikke et dårligt album, det er bare mere klassisk Nightwish, og de vinder ved flere gennemlytninger. De opdager dog ingen nye lande, som på “The Greatest Show On Earth” og “All the Works of Nature Which Adorn the World part 1-8”. Samtidig har de nye numre ikke samme tyngde som tidligere.
Om det er fordi, Marco Hietala, der både sang, spillede bas og skrev nogle af melodierne, ikke er med i bandet længere, er svært at vide med sikkerhed, men sådan tolker jeg det. Yderligere mere savner jeg også Hietalas stemme som en kontrast til Troy Donockley og Floor Jansen. Hverken Donockley eller Jansen synger dårligt, men det kan godt blive for symfonisk-folket. 

Naturtemaet bliver for meget på dette tredje udspil. Måske skulle de/Holopainen have fundet et helt nyt tema at kaste sig over denne gang. Paradoksalt nok virker det til, at Nightwish er blevet “natteblinde”, til trods for at de er “natlige”, både hvad angår deres stemning og DNA. Albummet peger altså mere tilbage på deres tidligere værker end frem i tiden, og hvad de vil udvikle sig til. Det kan også være okay, som en markering af deres tiende studiealbum, men så skulle man gøre det lidt bedre. Jeg kan ikke sige hvordan, men i hvert fald ikke således.

I deres diskografi placerer Yesterwynde sig på en sjetteplads efter henholdsvis Endless Forms Most Beautiful (i toppen), Once, Imaginaerum, Human :||: Nature og Century Child. Den er dog derved både bedre end Dark Passion Play, Wishmaster, Angels Fall First og Oceanborn.

Nightwish har annonceret, at de ikke vil turnere med dette album, og det har jeg det faktisk okay med. Til gengæld håber jeg at se en “Living The Dream”-koncert med Tarja Turunen og Marko Hietala i Danmark. 

Westerwynde tracklist:

1. Yesterwynde
2. An Ocean Of Strange Islands
3. The Antikythera Mechanism
4. The Day Of…
5. Perfume Of The Timeless
6. Sway
7. The Children Of ‘Ata
8. Something Whispered Follow Me
9. Spider Silk
10. Hiraeth
11. The Weave
12. Lanternlight