Alice Cooper

Naturskønne, noble Nightwish

Anmeldelse af Nightwish – Human. :||: Nature. Udgives d. 10. April 2020 via Nuclear Blast Records

Forventninger kan både være en fortryllelse og forbandelse for bands såvel som for fans. Heldigvis hæver Nightwish “forbandelsen” på deres 9. studiealbum.

 

Det er sjældent, at Nightwish laver et decideret dårligt album. Dark Passion Play (2007) var meget poppet i forhold til deres andre, men der var alligevel nogle nye mesterværker af sange: “The Islander”, “The Poet And The Pendulum”, “Master Passion Greed” og “For The Heart I Once Had”. Ifølge mig er Nightwishs bedste album til dato Once (2005) med numrene “Ghost Love Score”, “Planet Hell”, “Romanticide”, “Creek Mary’s Blood” og næsten resten af albummet. 

Nightwishs forrige album, Endless Formless Most Beautiful (2015), var også fremragende og handlede om biologi, evolution og dyr. Human Nature er en fortsættelse med endnu mere fokus på natur og mennesker. Siden Endless Forms… har næsten samtlige bandmedlemmer lavet andre projekter; Auri, Northward og Pyre Of The Black Heart. Det er heldigvis ikke gået ud over kvaliteten af deres fælles, musikalske barn.

Human Nature indledes af nummeret “Music” med en intro på over 3 minutter. Der er allerede både sækkepiber, panfløjter, “hulemandsgrowl”, elektroniske lydeffekter og et over-ordentligt orgel. Man får allerede her ikke kun en smagsprøve på, hvad det er, Nightwish kan, men en hel buffet. Forsanger, Floor Jansen, starter nænsomt ud, men jo længere tid, der går, jo mere bliver der skruet op for hendes power. 

Førstesinglen, “Noise”, handler om menneskenes forbrug af sociale medier, smartphones, computere og overforbrug. Der refereres til Netflix-serien “Black Mirror”, som inspirerede Tuomas Holopainen – det viser både musikvideoen og sangteksten: “You have become, Tool of a tool, Digital ghouls, Telling you to, Shut up and dance” og “Feed your eyes on the black mirror”. Afsluttende messes “Beyond the human horizon, Something terrifying sleeps”. Aldrig før har Nightwish været så dystopisk og politisk, men, nøj, hvor det klæder dem!

“How’s The Heart” er spørgsmålet, vi glemmer at spørge og besvare vores medmennesker i en stresset hverdag og specielt i denne tid. Der er callbacks til “Élan”, hvor teksten lød: “Meet me where the cliff greets the sea”. I “How’s The Heart” synger Jansen: “We met where the cliff greets the sea”. Jeg er vild med sådanne “eater eggs”. Guitarist Emppu Vuorinen brillerer også gang på gang, så man kun kan bukke sig i støvet over hans talent.

De bedste numre på pladen er “Tribal” og “Endlessness”, der også er de tungeste skæringer. På sidstnævnte synger Hietala endelig, hvilket jeg har savnet. Det er skønt at høre hans dybe, langsommelige krybende stemme igen, som man også hørte på hans nye soloalbum, Pyre of the Black Heart – læs anmeldelsen HER. Trommeslager, Kai Hahto, og bassist, Hietala, kæler for deres instrumenter både på den kærlige og lettere voldelige måde. Som “sadomasochistisk-musikelsker”, er det en våd teenage-drøm.

Det tiende nummer hedder “All The Works Of Nature Which Adorn The World” og minder på mange måder om “Alpenglow” og “The Greatest Show On Earth”. Den er 31 minutter lang og er opdelt i 8 numre; “Vista”, “The Blue”, “The Green”, “Moors”, “Aurorae”, “Quiet As The Snow”, “Anthropocene” og “Ad Astra”. Førstnævnte og sidstnævnte har en speak ind over det instrumentale, hvilket bringer nye dimensioner ind i universet. De bliver indtalt af skuespillerinden Geraldine James (Downton Abbey) og sunget af sangerinde i Auri (og Holopainens kone) Johanna Kurkela. De gennemgående instrumenter er bl.a. cello, sækkepibe og harpe, som bliver bakket op af et symfoniorkester. Denne symfoni af vellyd kan bedst beskrives som en kombination af Howard Shore (Lord Of The Rings), Hans Zimmer (Interstellar) og John Williams (Harry Potter). 

Dizzy Mizz Lizzys nye album Alter Echo indeholder “Amelia”, der også er ét langt nummer, dog “kun” på 23 minutter. Den og “All The Works…” minder i episk-heden om hinanden. Normalt er der ikke mange der kan hamle op med Holopainens sangskriveri, men Tim Christensen giver ham kamp til stregen.  

Kunne Nightwish have forbedret albummet f.eks. ved, at det ikke “bare” var samme koncept som forrige udspil? Måske, men det er jo svært at udtale sig om noget, der ikke eksisterer. Jeg kan godt lide, at de fortsætter ned ad samme vej, nu hvor det fungerede så godt sidst. Det stod heller ikke skrevet i stjernerne, at det var skulle blive en fortsættelse, for da Endless Forms… -turnéen var slut, og Holopainen ville skrive nye sange, fik han en skriveblokade. Så i stedet skrev han sange til Auri-projektet sammen med Troy Donockley. Det var først bagefter dét, at inspirationen kom tilbage, og han skrev “Procession” og alle de andre. 

Skiven inviterer til fordybelse og eftertænksomhed. Jeg bliver berørt af næsten hver strofe og melodi. Det er uden tvivl det bedste udenlandske albums, der blevet udgivet i år (indtil videre). Det store spørgsmål er nu, om dette også er Nightwishs bedste udgivelse til dato.
Er den bedre end Once, Endless Forms Most Beautiful og Century Child? Det vil live-koncerterne vise, men umiddelbart placerer Human Nature sig meget lunt i svinget til en ny personlig yndling. Jeg glæder mig til at høre sangene live og få det aspekt med.

Jo flere gange man hører Human Nature, jo mere bliver der udfoldet for lytteren. De mange røde tråde både til Nightwishs bagkatalog og menneskets forhistorie, den skyhøje musikalske kvalitet, diversitet og uforudsigelighed (“All The Works…”) indbringer Nightwish og Human Nature 6,66 stjerner. 

 

Tracklist:
Disc 1

  1. Music                                
  2. Noise                                                  
  3. Shoemaker                                            
  4. Harvest                                                
  5. Pan                                                    
  6. How’s The Heart?                            
  7. Procession                                      
  8. Tribal                                                  
  9. Endlessness      

Disc 2:
All The Works Of Nature Which Adorn The World

  1. Vista
  2. The Blue
  3. The Green
  4. Moors
  5. Aurorae
  6. Quiet As The Snow
  7. Anthropocene (incl. “Hurrian Hymn To Nikkal”)
  8. Ad Astra
Nightwish - Human. :||: Nature.

Discover

Latest

Tilbage til virkeligheden (sådan da)

Anmeldelse af: De Grimmeste Aftener. I'll Be Damned + Deadnate. Grimhøjgaard, Brabrand. 03. juli 2020. Ill Be Damned og Deadnate leverede en glimrende tilbagevenden til...

Copenhell ’21: Syv skarpe skud!

Ligesom sidste band-annoncering fra Copenhell (11. juni '20) har Copenhell også denne gang genbestilt navne fra 2020-programmet og et enkelt ny.   Arkivfoto: Mark Stoumann Der er...

Carach Angren – Franckensteina Strataemontanus – anmeldelse

Anmeldelse af: Carach Angren - "Franckensteina Strataemontanus". 26. juni 2020 via Season of Mist. Det brutale hjørne giver dig en anmeldelse af en dyster satan! Vi...

Groove Metal med politik til dessert

Anmeldelse af: Lamb of God - "Lamb of God". 19. juni 2020. Nuclear Blast. Med deres selvbetitlede plade leverer amerikanske Lamb of God en festlig...

Velkommen til Junkyard Drive-in

Anmeldelse af: Junkyard Drive. Dyrskuepladsen, Roskilde. 13. juni 2020. Så skulle konceptet med en drive-in-koncert afprøves, og hvem bedre at gøre det sammen med end...