Anmeldelse af: Scour – Black. Udgivet 27. november 2020 via Nuclear Blast.
Supergruppen Scour leverer en kort, højoktan og ekstremt intens oplevelse på deres seneste EP, ”Black”.
Scour består af en gruppe ganske garvede herrer udi den ekstreme metal. Ledet af Phil Anselmo (ex Pantera, Down og En Minor), bliver der i sandhed givet op til gas. Guitarerne, der rykker ens ører i totalt smadder, bliver på fornemste vis udført af Derek Engemann (ex-Cattle Decapitation, Cast The Stone og Philip H. Anselmo & The Illegals) og Mark Kloeppel (Cast The Stone og Misery Index). Rytmen leveres af henholdsvis Adam Jarvis (Misery Index og Pig Destroyer) på trommer og John Jarvis (Agoraphobic Nosebleed og ex-Pig Destroyer. Det er altså en rutineret skare af ekstremmetal kunstnere, der spiller i Scour.
EP’en skydes på klassisk vis i gang med en sirene, hvorefter der straks sættes gang i det kaos, som man bør forvente fra Scour. Der er rigeligt med dissonans, smadder og et miks mellem skrig, brøl og enormt voldsomt growl. Anselmo viser i høj grad sine ekstremmetal-skills af på denne EP, og man kan nærmest ikke undgå at føle sig lidt imponeret, særligt efter at senest have hørt det mere afdæmpede En Minor, hvor Anselmo viser en noget anden side af sig selv. Manden kan sgu passe ind i rigeligt sammenhænge, på trods af at han ikke just forventes at have den mest alsidige vokal længere.
Hele EP’en prydes heldigvis af vellyd, hvilket gør, at man har rig mulighed for rent faktisk at høre detaljerne, der er i sammenspillet hos Scour. Alt passer sammen i det enorme kaos lige fra de hurtige og smadrede trommer til de skarpe riffs og dystre melodier fra guitarerne til den rumlende bas. Produktionen er nærmest perfekt i forhold til genren, da den både formår at virke primitiv og alligevel vellydende og balanceret.
Numrene er enormt velskrevede og er spækkede med fede melodier, der er så kolde og bidende, at man føler sig henvist til en tur til det mørke Norge og hurtigt savner at ens næsebor kan ane lugten af savsmuld. De forskellige typer af vokal, der benyttes i løbet af skiven, fungerer enormt godt sammen. De steder, hvor vokalerne endda er doblet og kører oven i hinanden, lyder det særligt voldsomt. Det bliver desværre dog nok svært at gengive live, medmindre de andre medlemmer kan holde op til Anselmos standarder, men hold kæft, hvor virker det på pladen!
”Black” er ikke den type EP, hvor man skal forvente særligt store stilskift. Alt er enormt ensrettet, og derfor er det på sin vis også rart, at EP’en ikke er længere end det rundt regnede kvarter, det er. Man når altså ikke at blive kørt helt i smadder og formår stadig at ville have mere. Der er en meget klar rød tråd igennem pladens korte varighed. Lidt variation er der dog alligevel at finde på pladen; i nummeret ”Microbes” der er et dystert instrumental nummer, med strygere, klaver og des lignende. Dette nummer er enormt stemningsopbyggende og fungerer fremragende som intro til et smadret Black Metal-nummer. I hvert fald i teorien. Desværre er det dog som om, at skiftet imellem ”Microbes” og ”Subprime” ikke helt fungerer sådan, som det måske har været tiltænkt. Lydniveauet sænkes muligvis lidt for meget i forhold til klimakset i ”Microbes” til, at man egentlig føler, at man får det los i røven, som man ønsker sig.
Anselmo har en tendens, ja, vi kan kalde det for en vane at omgås med enormt dygtige musikere, og det er bestemt også tilfældet i Scour. Deres EP ”Black” er en skive med utroligt velskrevet og voldsom ekstrem Black Metal, som er svært at blive træt af. I hvert fald hvis man er til den meget smadrede del af den mørke metal.
Med sine 15 minutter lader EP’en stadig lytteren stå tilbage med lysten til mere fra den amerikanske gruppe.
