Nordic Noise 2017 – dag 2

Anmeldelse af: Nordic Noise 2017, dag 2. Remisen København

Det var ikke den store genremæssige rutsjebanetur, vi skulle igennem på lørdagens program til Nordic Noise 2017.

De ni bands, som i løbet af denne aften skulle indtage Mighty Musics famøse scene i Remisen, kunne bryste sig af en masse hard rock, lidt heavy metal og en lille bid grunge. Dog blev det alligevel en dag med en masse nye indtryk, god stemning og fede bands.

Alt åndede fred og idyl, da jeg endelig kom frem til Remisen på Østerbro. Solen skinnede ned gennem det tynde lag af skyer og varmede det fremmødte folk. De nyvaskede metal-t-shirts kunne derfor frit pryde det københavnske bybillede i solens varme stråler, som hurtigt fik tørsten frem. Det var dog en anelse for tidligt til sort mosevand, så jeg søgte stålfast mod baren efter en kold fadøl, inden det første band skulle på scenen.

Black Swamp Water
Bandets intro satte igang over PR-anlægget og en nedtælling begyndte. Herefter kunne lyden af en sirenes bekymrede hyl høres hele vejen gennem Remisen. Bandet fra Silkeborg startede handlekraftigt deres sætliste, imens de energisk bredte sig ud på scenen. Der hersker ikke nogen tvivl om, at bandet var absolut tændte og klar til at tage pladsen som det første band, der skulle træde på scenen og åbne ballet denne lørdag. Forsanger Bjørn Nyholm fik hurtigt proklameret, at bandet var her for at starte en fest og det formåede bandet også – til dels. Det kunne tydeligt ses, da bandet spillede den MyRock-kendte “Into the Fire”, som fik de fleste af de i alt 50 fremmødte til at kaste horn og sætte nakken i bevægelse.

Om ikke andet, så havde Black Swamp Water en fest på scenen med numre som ”Harmless” og den Black Sabbath-riffede ”Black Swamp Water”. Men festen på scenen nåede aldrig at brede sig ned til gulvet.

Black Income
Med en intro på over den gode side af et minut havde bandet god tid til at trække vejret godt ned i maven, inden det første anslag skulle sætte koncerten i gang. Trioen fra Fredericia spiller en solid hard rock med en tilhørende grunget vokal fra forsanger Henrik Thrane. Bandets lyd kunne minde om noget af det nyere Alice in Chains med en snert af Josh Hommes vokal (Queens of The Stoneage).

Bandet leverer selvsikkert deres optræden med en tilbagelænet energi, og det kunne skabe en god atmosfære for publikum. Men undervejs opstod der alligevel lidt små-problemer med introen fra tidligere. For af en eller anden grund blev introen afspillet igen over PR-anlægget midt under bandets andet nummer. De små forstyrrelser klarer bandet dog professionelt og finder gejsten frem igen på det tunge nummer ”My Favorite Gasoline”.

Dog skabte de små forstyrrelser kontroverser med det lydbillede, som Black Income gerne ville skabe. Et lydbillede, som med ellers mange fremragende elementer blev for monotont og langvarig under en ellers nøje udført koncert.

Black Oak County
Black Oak county er ikke live-band. De er et fucking LIVE-BAND! Ja, du så rigtig. Caps lock er taget i brug, og jeg bandede en smule for at fremhæve vigtigheden af den følelse, jeg havde efter koncerten med dette band på Nordic Noise 2017. En følelse af at være høj på musik indtaget via ørerne og perfektion indtaget via øjnene. Black Oak County havde mig i et greb om halsen lige fra start, hvor bandet allerede havde intens interaktion med publikum og lige til slut, hvor fascinationen af disse drenges attitude og fantastiske levering stadig er mere end intakt på nethinden.

Tænk at et band med ”kun” fem år på bagen kan indeholde så meget karisma, personlighed og overvældende udstråling. Jeg niver mig selv i armen i ren benægtelse, men den er sgu god nok.

Hvis ikke du har gjort det, så oplev Black Oak County. Hvis du har, for fanden, så se dem igen.

Anytime, anywhere.

Franklin Zoo
Med deres Københavnske hardcore-attitude leverede Franklin Zoo et angstpåvirkende show. Bandet kunne med en lydmur af tunge down-tempo riffs krydret med lækre melodiøse licks give Remisen en velkomst til et Soundgarden-inspireret univers. Rasmus Revsbechs udstråling kommer godt ud over scenekanten. Hans hårde og nærmest ligeglade attitude bragte ham til at skubbe lidt til sine band-kammarater, mikrofonstativet endte med at ligge halvt inde mellem trommesættet, og den tamburin, han brugte under sidste nummer, ”Red Skies”, måtte lide en smertefuld død, da han efter brug smed den så hårdt i gulvet af den splintrede i små dele.

Franklin zoo havde godt tag i publikum, og til sidst fik Rasmus samlet de fleste folk op foran scenen, så han rigtig kunne tjekke temperaturen på folket ved at lade sig crowdsurfe ud over gulvet.

Syron Vanes
Vi skal tilbage til 1980 for at finde tidspunktet for Syron Vanes dannelse. Musikken udspringer også herfra, da Syron Vanes spiller klassisk 80’er heavy metal. De kunne med hurtige riffs og en hidsig dobbeltpedal blæse publikums lange hår helt om i nakken. De svenske gloser mellem numrene var dog ikke altid lige til at fange og forstå, og forsanger Rimbert Vahlstroem høje vokal ramte ikke altid helt rent. Koncerten nåede aldrig at peake på noget tidspunkt og bandet fik holdt en middelmådig linje hele vejen gennem sættet, og bandet fik aldrig udløst en form for spænding, som kunne vende min karakter.

SEA
Et band, som jeg har hørt meget om det sidste års tid, men som jeg ikke har haft muligheden for at opleve – Før nu. SEA havde noget af en fest at fejre, da de samtidig med koncerten havde release på deres nye plade, The Grip of Time. Bandet havde en fantastisk og vedvarende energi hele vejen gennem koncerten. De fyldte scenen godt ud og brugte alt den plads, de havde til rådighed. Under koncerten var Remisen fyldt godt op. Ja, jeg tør næsten vove påstå, at der på dette tidspunkt var flest mennesker samlet i salen samtidig.

Det kunne også mærkes i lokalet, da varmen begyndte at vise tænder, og det var lige før, det blev uudholdeligt.  Men det stoppede ikke publikum fra at sende alt deres energi tilbage mod scenen.

Men det skulle heldigvis ikke kun være vildt og voldsomt det hele. SEA er nemlig begyndt at synge balleder, og derfor fik vi ”No Dawn” fra den nye plade; et nummer, som er stærkt båret af Anders Brinks stærkt forvrængede vokal, der løfter nummeret op på et højere niveau.

Inden slutningen af koncerten dedikerede SEA et par cover-numre til aftenens næste band Tygers of Pan Tang og spillede derfor en lille UK-medley bestående af Black Sabbath ”Symptom of the Universe” og Led Zeppelins ”Rock and Roll”. Lækre krydderier, som i den grad spicede en fremragende koncert yderligere op.

Tygers of Pan Tang
De engelske tigere fra Tygers of Pan Tang stammer (ligesom Syron Vanes) også helt tilbage fra 80’erne. Alligevel (utroligt nok) har bandet aldrig givet koncert i Danmark. Men det har de nu, og sikke en succes. Bandet starter koncerten med ”Only the Brave” fra den seneste plade, Tygers of Pan Tang. Et fantastisk comebackalbum, som både bandet og Mighty Music kan være stolte af. Det er et lækkert nummer med hurtige riffs og lette strofer, som kan synges med på. Når disse fem tigere bliver lukket ud af deres bur og op på scenen til offentligt skue, så bliver der ikke langt fingre imellem med noget som helst. De er sultne, og de er kommet for at fange det danske publikum. Bandets energi er i topform, nærmest ude af proportioner. Ikke en eneste ballade. Kun et enkelt melodisk feel-good nummer i form af ”Glad Rags”. Resten af setlisten består af numre som ”Hellbound” og ”The Devil You Know”, hurtige hard rock-numre med en masse energi, som publikum i den grad tog til sig.

Virkelig et band, som er en fornøjelse at opleve live.

Denner / Shermann
Michael Denner og Hank Shermann. Disse to guitarvirtuoser behøver efterhånden ingen introduktion i dansk metal. Sådan er det, når man er tidligere originale medlemmer af det danske 80’er metal-band Mercyful Fate, som stadig den dag i dag er kæmpe inspirationskilder for andre metal bands rundt om i verden. Denner / Shermann havde i år fået æren af at lukke og slukke som det sidste band på Nordic Noise 2017, og det gjorde de ganske fortræffeligt.

Bandet starter med et par numre fra Denner / Shermann-projektet ”Satans Tomb” og ”Angels Blood”, som skulle vise sig at blive appetitvækkere til, hvad der senere var gemt på setlisten.

Sanger Sean Pecks dygtige vokal rammer pænt både de dybe og høje toner, imens han trasker rundt på scenen i sit Rob Halford-look med lang læderfrakke og solbriller.

Da klokken for længst har passeret midnat, siger Sean Peck selvsikkert: ”It’s time to get fucking evil”, og hvis man har oplevet Denner / Shermann live før, så ved man godt, hvad det betyder. Det var nemlig blevet tid til Mercyful Fate-klassikere som musikalske perler på en snor.

”Evil”, ”Curse of the Pharaohs”, ”Into the Coven” og ”Black Funeral” alle sammen fra kult-albummet Melissa fra 1983.

Publikum går absolut amok til denne mørke okkulte sceance, og det er ikke svært at se, at det er den del af showet, publikum har ventet på.

Michael Denner er fuld af energi, og hans smil udstråler en tilfredshed, imens fingrene bevæger sig langs halsen på hans guitar. Hank Shermann har hen mod slutningen nogle få lydproblemer med guitaren, men får det midlertidigt fixet, så resten af koncerten kan færdiggøres.

Der er en hvis tiltrækningskraft ved dette band, når man bevidner dem udføre deres musikalske evner. Derfor kunne disse legender med deres interessante historie slutte Nordic Noise 2017 af på ondeste og absolut fortjent vis.

Hvis du vil se fornemme og flotte billeder, anbefaler vi at tjekke linket HER fra vores udsendte fotograf Guillaume Blanjean Matthiesen.

Du kan endvidere opleve to flotte reportage videoer fra festivalen HER og HER. Find dit yndlingsband – og måske dig selv, hvis du var der?