Anmeldelse af Nothing More – Carnal. Udgivelse d. 28. juni 2024 via Better Noise Music.
Hvis du trækker og holder vejret, mister du måske chancen for at opleve Nothing
Mores fantastiske talent
Med en kompliceret historie som Nothing More har i deres fortid, kan det for mange bands være svært at sætte et aftryk i branchen og skabe deres egen lyd. Dog med Nothing More, kan dette ikke siges! Med Jonny Hawkins som forsanger, Mark
Vollelunga på guitar, Daniel Oliver på bas og til sidst Ben Anderson på trommer skaber drengene fra San Antonio, Texas et brag af en musikalsk palette. Deres nye album, Carnal, med 15 unikke tracks og 3 gæstesangere, er der rigeligt af musik til enhver smag.
Albummet starter ud med et intro stykke der deler navnet med albummet som helhed. Man bliver introduceret til et af bandets inspirationer, med melodiske toner der føles, at de er blevet taget direkte ud af en rejse gennem det spirituelle nirvana.
Dette bliver kun forstærket af Jonny Hawkings bløde vokaler, der går direkte over i filosofi fra Alan Watts, der bare fremtoner at det der kommer efter, er en ny oplevelse lytteren ikke har været igennem før.
Nothing More starter hårdt ud med numre som betoner, hvad de som band gør bedst. Catchy melodier, fantastiske riffs samt overgange og lyrik som føles tæt på sjælden. Track 2, “House of Sand” med gæstesanger Eric V fra I Prevail, er det bedste eksempel på dette. Nummeret starter hårdt ud med tunge riffs fra bandet, der senere springer over i Jonny Hawkins fænomenale og unikke performance, lyd og teknik.
Selve albummet har mange af disse øjeblikke, hvor instrumenter og sang har en perfekt balance og sætter niveauet lige lidt højere end forventet. Dette ses igen med track 3 “If It Doesn’t Hurt” og track 4 “Angel Song”, men især “Angel Song”, hvor Disturbeds
forsanger, David Draiman, giver en performance, som var en gave, men ikke nødvendigvis nødvendigt da bandet i sig selv holder niveauet højt. I gennemlytningen af “Angel Song”, var der mere en længsel efter at høre Jonny Hawkins stemme mere over David Draiman, men stadigvæk en overraskelse at høre en legende inden for musikbranchen.
Det skal dog ikke siges at alle numre er ren 10’er, albummet har sine numre som er gode, men lægger sig i skyggen af kæmpere. Dog er det et godt pusterum mellem deres bedste materiale. F.eks. bruger bandet mange af de her filosofiske overgange til at sparke fødderne væk under lytteren, hvilket kan være en dyd, men også være en svaghed. Dette kan anskues i overgangen mellem track 13 “Sight” og track 14 “Stuck”, med gæstestjernen Sinizter, hvor overgangsnummeret i sig selv godt, men slutter brat på hvilket for nummeret “Stuck” som starter på fuld blæs får en akavet overgang for ørene.
Med udefrakommende musikere får Nothing More brugt en del i forhold til albummets størrelse, samt nogle ret så kendte navne inden for nyere metal bands.
Sangerne er brugt lidt i forhold til helheden af numrene de er i, hvilket også virker passende, da Nothing More er drivkraften i alt de laver, og reelt ikke behøver udefra sangere til at løfte eller give en edge i nummeret.
Nothing More med Carnal har ikke skabt et mesterværk, men skabt et album som kommer tæt på. Bandet med dette album giver den brede palette af sange der har samme effekt af fortidige hits, men også masser af nyt materiale, der skaber sin egen identitet. Dette munder ud i en performance og lyd som er en glæde for øret og nakken til massere af headbanging.
