Anmeldelse af: Riverside – ID.Entity. Udgivet 20. januar 2023 via Inside Out Music.
De polske progrockere Riversides nye udspil, ID.Entity, favner bredt i sit soniske udtryk og imponerer i særdeleshed med sine kompositioner.
Endelig er det blevet tid til at få serveret et dugfrisk udspil fra polske Riverside, som netop er aktuelle med gruppens ottende album (tredje siden bandets grundlæggende guitarist, Piotr Grudziński, afgik ved døden i 2016), der har fået titlen ID.Entity.
Allerede fra første strofe åbenbarer det sig for lytteren, at synthesizeren har fået noget fokus, og at den har en meget 80erpræget lyd. Det spiller godt sammen med de lækre og fyldige basgange, som Mariusz Duda i vant stil fyrer ud af ærmerne. Bassen er stadig meget ledende for musikken og lægger tit sammen med trommerne den overordnede idé for numrene, hvor guitar, keys/synth og vokalen bygger henover fundamentet. Bassen fungerer ikke udelukkende som et rytmisk instrument, som man ofte er vant til det fra så mange andre bands, men formår på lige fod med, hvis ikke endda til tider i højere grad, guitaren at skabe og flette de lækre melodier og grooves sammen.
Synthen får også lov til at agere orgel flere gange igennem albummet, og det passer fremragende med resten af instrumenteringen. Dette både når orgelet lægger en bund, og når det på god gammel rock-manér spiller enten solo eller sammen med riffet. Guitaren er lækkert og stramt spillet og fletter sig generelt godt ind i numrene. Den formår både at være til stede hele tiden uden nogensinde at virke forudsigelig.
Har man allerede på forhånd stiftet bekendtskab med kvartetten, ved man allerede nogenlundem hvad man kan forvente musikalsk på ID.Entity. Her skuffer gruppen bestemt heller ikke, måske med undtagelse af den sporadiske 80erinspirerede synthesizer. Albummet lyder og lugter uden den mindste tvivl af Riverside.
Musikken flyder godt og dynamisk afsted, og netop dynamik er der utroligt meget af på dette album. De musikalske variationer er glimrende, hvor vi kan gå fra det reneste og smukke det ene øjeblik over til noget med en del mere smæk og groove. På dette punkt er Riverside stadig sammenlignelige med engelske Porcupine Tree. Kun yderst sjældent bliver Riverside decideret arrigt, hvilket egentlig er ganske fint, for da vreden melder sig, føles den som et frisk pust i forhold til resten af pladens mere eller mindre nedtrykte udtryk.
Riverside har altid haft godt styr på deres lyd og produktioner, og dette går også helt bestemt også igen på dette album. Lyden er crisp og er lækker behageligt at lytte til, imens førnævnte dynamik er dejligt meget i fokus. Man føler ikke, at nogle instrumenter bliver forfordelt, således at de ikke kan høres eller anes under de resterende instrumenter. Baslyden er vanligt særligt lækker på dette album. Riverside har nu engang et godt fokus på bassen som instrument og formår at få denne til at synge godt igennem. De forskellige instrumenter spiller pænt op ad hinanden og komplementerer hinanden på fremragende vis. Dette sammenspil komplementeres meget af den lækre lydproduktion, som albummet besidder.
For langt størstedelen af albummets længde er vi i et mere roligt territorie, end hvad man måske kunne have håbet som læser af dette medie. At kalde Riverside for et metalband er måske at strække den. Alligevel besidder bandet en del metalelementer, og albummet har generelt en rockbaseret tilgang til progressiv musik, også selvom der ofte bliver lænet tilbage til nogle mere stille og sørgmodige stykker. Det er netop i denne variation at bandets største styrker ligger. De formår at kreere nogle utroligt interessante og lækre sangopbygninger, som nærmest aldrig tillader tomgang i musikken, til dette sker der simpelthen for meget – i hvert fald for den opmærksomme lytter. Til trods for at albummet ikke indeholder et eneste skidt nummer, så er de bestemt heller ikke lige spændende. Måske flere lyt vil åbenbare en for mig hidtil skjult kvalitet, der vil løfte numrene højere, end først antaget.
Det spiller særligt godt, når Riverside giver den lidt los, måske især fordi det, som nævnt, netop er sporadisk vildskab. Det virker således forfriskende sammen med de ellers også storslåede, smukke og komplekse kompositioner. Der sker meget i de mere progressive stykker rent musikalsk, og netop derfor føles det rart med det afbræk, som de mere voldsomme stykker giver igennem albummet.
Riverside har med ID.Entity udgivet et smukt album med en god rød tråd, svedige basstykker, lækker dynamik og ikke mindst vanvittige musikalske kompositioner, som særligt åbenbarer sig ved genlyt. Er man til, at ens rock og metal skal have konstante pondus, så går man dog forkert her. Har man til gengæld tilbøjeligheder til en mere rocket og groovy tilgang til progressiv musik, så batter ID.Entity virkelig igennem med sine stærkt groove orienterede progressiviteter.
