Anmeldelse af: Lamb of God. Helvití, Copenhell. 21. juni 2019.
Trods enkelte udfald og mærkelige indslag, var det en markeret sejr for Richmond, Virginia i form af Lamb of God.
Foto: Mark Stoumann
Denne koncert var anderledes trods min tidligere påstand om, at det virkede symptomatisk for, at lyden var dårlig i starten og forbedret mod slutningen: Her var den god i begyndelsen, mens vokalen bare blev alt for mudret til slut.
Desuden lader det til, at bandet lige mangler at få spillet deres tour-trommeslager ind (eller hvad han er, indtil status med Chris Adler er afgjort.), hvorfor numrene ikke lige sad så godt tight, som man ellers kunne have ønsket sig.
Men det kan ikke ødelægge fokus fra, at Lamb of God stadigvæk er i en liga for sig langt over mange andre “jævnaldrende”, hvorfor vi starter med bagatellerne og slutter af med, at hvis man er bange for, hvem der skal arvetage, når de gamle travere lader sig (endeligt) pensionere, så kan Guds lam sagtens sidde lidt på tronen endnu.
Og den begejstring lod publikum til at dele, hvorfor de gik amok, omend ikke så meget, som de gjorde i 2012, men den var godt nok tæt på.
Specielt “As the Palaces Burn” og “512” fik stedet til at eksplodere i ren eufori.
De er – ifølge mig – glædeligt velkommen en gang senere.
Mark Stoumann leverer galleri fra koncerten:
