Anmeldelse af Auri – III: Candles & Beginnings. Udgivelse d. 15. august 2025 via Nuclear Blast Records
Dette er tredje udspil fra den finske trio, hvor de to første var mere eller mindre middelmådige, men måske er tredje gang lykkens gang?
Auri trækker på finsk folkemusiks traditioner med Johanna Kurkelas vokal og med musikken af Tuomas Holopainen og Troy Donockley. I efteråret drager de på tourné i Europa, hvor de rammer Amager Bio d. 7. oktober. Tidligere har de aldrig turneret, men nu hvor Nightwish ikke turnerer med deres seneste album, Yesterwynde, har de tid til selv at spille koncerter.
Som nævnt i min anmeldelse af Nightwishs seneste udspil, var jeg også ret skuffet over deres symfoniske middelmådighed i forhold til tidligere, så jeg var spændt på om Auri kunne løfte arven.
Singlerne “Museum of Childhood” og “Shieldmaiden” minder til forveksling om sangene fra det foregående album, hvilket er en kedelig tendens, fordi der var ingen højdepunkter, hverken kompositorisk eller følelsesmæssigt.
“I Will Have Language” har en alt for lang intro, så man mister tålmodigheden undervejs, og så er det ovenikøbet ikke pladens åbningsnummer. På andre sange er også Donockleys instrumentale passager bedre, som når han spiller sækkepiber og diverse britiske fløjter på bl.a. “Blakey Ridge”.
“Oh, Lovely Oddities” er alt for ordinær, og alt andet end mærkværdige. Jeg har svært ved at vurdere Kurkelas vokal, fordi på den ene side er den meget yndig, men på den anden side også meget intetsigende, fordi hun har næsten det samme toneleje hele vejen igennem, hvilket gør det meget monotont. Når alting er pænt og fint, er der intet der i virkeligheden er det, fordi modpolen mangler, som kan give kontrast, yderligere styrke eller (mod)lys.
Jeg kan godt høre hvor, det er Auri vil hen, men jeg kan simpelthen ikke følge dem hele vejen. Jeg står af undervejs, fordi der mangler en tydeligere vision og højdepunkter. Holopainens talenter er langt bedre end dette, men jeg tror at han er begyndt at hvile på laurbærrene. Det er til gengæld lidt for tydeligt at dette “bare” et in between-Nightwish-hobbyprojekt, eller lidt som om det var Angels Fall First fra 1997. Tredje gang var, i denne omgang, ikke lykkens gang. Jeg tror desværre, at jeg ikke behøver at se dem live.
Candles & Beginnings trackliste
- The Invisible Gossamer Bridge
- The Apparition Speaks
- I Will Have Language
- Oh, Lovely Oddities
- Libraries Of Love
- Blakey Ridge
- Helios
- Museum Of Childhood
- Shieldmaiden
- A Boy Travelling With His Mother