Anmeldelse af Slaughter To Prevail + support, d. 31.01.26 i K.B. Hallen
Ligger fremtiden for deathcore hos de russiske bjørne? Ja, men mest nej hvis du spørger denne anmelder.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Fire dage med heavy metalkoncerter har sat sit mærke på mig! Born of Osiris, Counterparts og så Cryptopsy, alle med supportbands! Jeg er øm i brystkassen af at headbange, men jeg ønskede at teste mig selv for at se om jeg kunne holde til denne live musikjunkieuge. Efter en stressende tur til Frederiksberg står jeg overfor et par gamle idoler efter 13 år.
Suicide Silence
Mitch Lucker (1984-2012) var den bedste deathcore-frontmand nogensinde og en af de bedste forsangere i verden og vi kommer aldrig til at se hans lige igen. Da genren der anno 2026 er en af de dominerende på den internationale metalscene oprandt i USA var Antagony, Despised Icon og The Red Chord nogle af de tidlige proto-bands, men med Suicide Silence, Carnifex, Whitechapel, Thy Art Is Murder og All Shall Perish fik denne nye bølge fart på og var intet mindre end det nye sort.
Da jeg hørte debut albummet fra bandet blev mine opfattelse af metal sprængt i stykker af The Cleansing (2007) og Lucker med sine sindssyge brøl, umenneskelige høje skrig samt signatur moves på scenen + sin overtatoverede krop blev et symbol på hele denne nye banebrydende bevægelse. Ikke kun for mig, men for millioner. No Time To Bleed (2009) står stadig som en milepæl, og jeg betragter det som det bedste album inden for rendyrket deathcore. Op til The Black Crown (2011) hvor gruppen dyppede tæerne i nu metal, købte jeg adskillige t-shirts med Suicide Silence og så alle (som i alle) interviews med bandet og havde flere udgaver af deres CD’er. Jeg dyrkede og elskede gruppen som kun en ung fan kan.
D. 01.11.12 døde Mitch Lucker i en motorcykelulykke og efterlod sig konen Jolie Carmadella og sin datter Kenadee Lucker. Jeg var intet mindre end hjerteknust, og selv om jeg har støttet bandet på afstand, blev det aldrig det samme for mig. Jeg nåede at se Suicide Silence med Lucker på Roskilde Festival 2012 (har stadig selisten derfra) og på Wacken Open Air samme år (har stadig den pap-kop jeg greb fra Mitch). Siden da har jeg ikke set bandet live og har kun lyttet sporadisk til dem hist og her.
Nu skal jeg mødes med Mark Heylmun (rytmeguitar), Dan Kenny (bas), Eddie Hermida (vokal) og Ernie Iniguez (trommer) og det er med blandede følelser som den min intro ligesom forklarer. Ian Wayne fra Sorection spiller i stedet for Chris Garza (leadguitar), der tager sig en pause fra bandet. Med stor energi åbnes der med den blasfemiske brutale “Unanswered” fra The Cleansing og lige som man siger at gammel kærlighed aldrig ruster så mister jeg besindelsen og smider min slidte Mitch Lucker memorial t-shirt og med det allersidste overskud jeg har mønstrer jeg alle mine dansetrin. “Wake Up” fra No Time To Bleed pisker pitten i gang og jeg må indrømme at det er befriende at høre disse ungdomsklassikere igen. Jeg bliver væltet og min albue og knæ er stadig ømme, imens jeg skriver disse ord.
Hermida har et sejt hult gutturalt growl og hans eget skrig har kraft og styrke, der naturligvis ikke lever op til hvad der var før. Men kun en tåbe ville ikke anerkende, at han er meget talentfuld og en frontmand, der er i god kontakt med sit publikum. “Fuck Everything” fra The Black Crown (2011) er fantastisk at råbe med på og de dage hvor det hele bare skal skride af helvede til har vi alle haft. “Love Me To Death” fra Become the Hunter (2020) er til gengæld ikke vildt spændende og slår fast at bandet er færdige med at skrive hits. Heldigvis viser “Disengage” at fortiden ikke lader sig fornægte, og Hermida kommanderer en stor wall of death i salen. Min hals er som sandpapir af motionen, men jeg bliver ved med at gå amok til “You Only Live Once” og “No Pity For A Coward”.
Hermida nævnte hvor glade de var for at være med og at de ikke normalt selv spiller arenaer som disse (der var brok på nettet over at de skulle åbne for Slaughter To Prevail). Og ja, tiden er nok på en måde løbet fra Suicide Silence ligesom at deathcoregenren har udviklet sig forbi dem. Men derfor kan de stadig mønstre en gedigen fest, og jeg var komplet udmattet og taknemmelig for at se særligt Heylmun og Kenny (kun de to fra gamle dage var med på scenen) igen. Så jeg kan ikke udelukke at jeg tropper op til næste DK-show. Det i sig selv er stort.
Dying Fetus
Et band hvor du altid er sikker på hvad du får. Siden 1991 har bandet spillet brutal death metal/technical death metal med stor succes og de er ikoner af en grund. Både Suicide Silence og Slaughter To Prevail har helt sikkert dyrket disse legender før de selv samlede guitaren og mikrofonen op for første gang. Sidst jeg så Dying Fetus var i Amager Bio i 2024 sammen med Vitriol, Chelsea Grin og Despised Icon. Kan de magte opgraderingen i aften? Et gigantisk banner med gruppens navn i hvide bogstaver på en sort baggrund pryder og indgyder allerede nu lidt ærefrygt.
Først danser vi til “YMCA” og lidt fællessang har jo aldrig skadet nogen. John Gallagher (vokal, guitar), Sean Beasly (vokal, bas) og Trey Williams (trommer) rammer hurtigt et punkt hvor de gale blastbeats og svimlende dybe growls fra Gallagher kan udslette alt på deres vej. Og med Beaslys mere mid range-growls og tørre skrig skaber “In the Trenches” fra Reign Supreme (2012), “Unbridled Fury” fra Make Them Beg For Death (2023) samt svendestykket “Wrong One To Fuck With” fra Wrong One To Fuck With (2017) så meget tumulet at jeg kan se det helt ude fra venstre side af hvor jeg er trukket hen for at lade min krop få noget tiltrængt hvile. Det hele er skruet sammen med barsk snilde og hver krævende solo og drastiske temposkift eksekveres med den største sans for hårdkogt death metal.
De 3 musikere fylder den store scene formidabelt godt ud med 2025 singlen “Into the Cesspool” og “Grotesque Impalement” der fra deres Grotesque Impalement (2000) EP. Det er fedt med en pendant mellem forskellige versioner af core og teenagere såvel som de unge voksne og de gamle kan være med når BDM er spillet så ondt. Det her er musik man uvægerligt må knække til så hårdt er det og jeg kan se flere crowdsurfe. “This is a love song, Kill Your Mother, Rape Your Dog”. Med en sådan intro kan de færreste festaber stå stille og vi andre der ikke deltager, griner og kaster anerkendende horn i massevis.
“Praise the Lord (Opium For the Masses)” fra Destroy the Opposition (2000) viser at denne form for grotesk og fandenivoldsk død aldrig går af mode. Slet ikke når den bliver opført af så kompromisløse musikere. Dying Fetus har altid holdt meget fast i deres identitet og har ikke ændret sig synderligt. Men de perfektionerer stadig deres lyd, og så længe de fortsætter med den tilgang, så er der få, der kommer i nærheden af dem.
Slaughter To Prevail
Sammen med Lorna Shore er russerne 100% det største deathcore band i verden anno 2026 og der har da også været snak fra Alex Terrible (vokal) om at hvis de to skulle på tour sammen, jamen hvem skulle så være topnavn? Svaret ville nok være en co-headliner, Alex. Og nu vi snakker om den altoverskyggende frontmand. Sammen med hans store tilstedeværelse på sociale medier hvor han wrestler med bjørne og gør sig i andet opsigtsvækkende adfærd, ejer han også firmaet der producerer de dæmonmasker som bandet tager på live og som man efterhånden kan se til metalshows alle steder. En sådan en kan forresten blive din for lidt over 1000 kr. Så forretnings mand er han bestemt også.
Men det tatoverede, skallede muskelbundt af en frontmand har også en fortid med ekstreme højreorienterede holdninger og homofobiske udtalelser. Når der er blevet stillet spørgsmålstegn ved disse aspekter af sangeren, har han svaret lidt undvigende med at hans tatovering (en Black Sun) nu er dækket til eller at lige den der kommentar bare var for sjov. Han har anerkendt, at han måske rendte med de forkerte typer i sin ungdom i en episode af Downbeat podcasten, men ellers afviser han beskyldningerne. Og han har en hær af loyale fans der dyrker Slaughter To Prevail religiøst og ikke stiller spørgsmålstegn ved hvad han måske har gjort og sagt før i tiden. Uanset hvad virker det til at han til en vis grad har lagt de værste kontroverser på hylden disse dage, men flere jeg kender i miljøet vil ikke støtte Terrible og der skiller manden vandene om han vil det eller ej.
I Stockholm, i Sverige, var der da også politikere, der udtrykte bekymring for bandets forbindelse til russisk propaganda på denne The Grizzly Winter Tour UK & Europe, og min ven blev spurgt på vej ind i K.B. Hallen af pressen, hvordan han havde det med at salget af merchandise gik til styret i Rusland. Han svarede forresten at i aften handler det om musikken og det er jo ofte den tilgang man kan tage til polariserende kunstnere.
Jeg befinder mig bagude i midten af gulvet for at finde ud af om Slaughter To Prevail kan leve op til deres hype. En mastodontisk oppustet bjørn med røde øjne tårner op på scenen og iført deres masker kommer Jack Simmons (leadguitar), Dmitry “Dima” Mamedov (rytmeguitar), Mikhail “Mike Petrov (bas) og Evgeny Novikov (trommer) ind sammen med Alex. Særligt Terrible lever godt op til sit ry i starten og sammen med sit band og hans voldsomme growl leder han publikum ud i dræbende manøvre. Lad os få noget på det rene med det samme. “Bone Breaker” fra Kostolom (2021) samt “Banditos”, “Russian Grizzly In America”, “Viking”, “Imdead” og “Babayka” fra GRIZZLY (2025) er underholdende sange. Særligt det nyere materiale hvor der bliver flirtet med nu metal. Men ingen af dem er store mesterværker og helt ærligt bliver det ofte svært at skelne numrene fra hinanden.
Det er sejt, når Terrible knurrer som en arrig bjørn på krigsstien efter bytte og bandet headbanger synkront. Men det hele virker også alt for indstuderet og selv om det hele er pumpet op med lys og stor sceneproduktion så rammer “Bratva”, “Baba Yaga” og “Koschei” ikke noget i mig. Det er maskulint og overgearet som en fitnessfreak på Monster Energy Drink, men efter de bastante breakdowns har lagt sig, er det hurtigt glemt igen. Hvor er sjælen i det her værk? I kedlen af skrig og brølende guitar er det svært at finde. Terrible selv er ej heller særligt snakkesalig. Jo, han er taknemmelig for at være på tour med bands han har set op til, men ellers vandrer han egentlig bare rundt, spænder sine muskler og synger som han skal.
Og her kommer vi over i et andet kritikpunkt. For der er visse ritualer vi skal igennem til en Slaughter To Prevail koncert. Alex skal growle uden mikrofon og salen skal splittes ned i en enorm wall of death. Dette burde være momenter som bygges ordentligt op og derefter henkaster os alle i benovelse. Men begge dele er faktisk ret hurtigt overstået og bliver gennemført med en næsten ligegyldig selvfølgelighed og nonchalant holdning, så det virker som om det bare skal overstås. Det er forventet af os, så vi gør det, men om vi egentlig gider, næ. Det er mentaliteten, jeg oplever fra headlineren, selv om mange med største glæde med liv og lemmer er med på legen.
Selv jeg, der ikke er fan, kender til formularen hos Slaughter To Prevail og den aura og autenticitet der før har omgivet gruppen er væk i aften. Det er arenametal uden blodomløb og mere en pengemaskine end en unik oplevelse. Jordens mest kedelige trommesolo fra Novikov og en generisk tale fra Alex om vi skal huske at tro på os selv osv. hjælper ikke på mit indtryk. Også disse er leveret med en begejstring der kan ligge på et meget lille sted. Alle er jo alligevel med på at gå grassat uanset hvad så hvorfor anstrenge sig med “Conflict”, “Kid of Darkness”, “Behelit” og “Demolisher”. Bevares, russerne er en sikker booking der altid vil højne salget af fadøl + shotsrør og skabe kø ved merchboden før og efter koncerten. Men deres musikalske bidrag er ikke noget at skrive hjem om, og nu ej heller deres liveoptræden. Deres egen fabel er på mange punkter blevet større end musikerne selv, der ikke kan eller vil leve op til deres egen krønike. Dette har resulteret i at de er cirka lige så farlige som gummibamsen de har med på scenen.
Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder
Suicide Silence
Dying Fetus
Slaughter To Prevail
