Alice Cooper

På frivillig udebane i støjen

-

Anmeldelse af: OvO + Body Void. BETA, Kbh. 12. april 2023.

Med en koncert aflysning sidste søndag manglede jeg noget larm. Og ikke alene er det et stykke tid siden, jeg har besøgt BETA, men en god ven havde også anbefalet aftenens to bands, OvO fra Italien og Body Void fra USA. Ingen af disse gruppers musik har jeg hørt før, så jeg går atter ind med bind for øjnene for at opleve ny musik.

 

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

 

OvO har en karriere, der strækker sig helt tilbage til år 2000, da de blev dannet, og har en stor bunke udgivelser, split-albums og mere i bagagen. Så det er ret spændende at have dem på dansk jord her i aften. Selv om størstedelen af publikum ude på pladsen er på vej ind i Amager Bio for at se The Tallets Man On Earth.
Aldrig har jeg set på mange cykler på pladsen ude foran.

Men en lille anderledes, dedikeret, nysgerrig gruppe musikelskere har valgt en anden ret. Og, nej, vi er ikke mange i aften; jeg hører snak om, at der er solgt lidt over otte billetter.

 

OvO

Lidt forsinket kommer OvO ind på scenen igennem salen bag publikum. En fin nede på jorden-entre. Det første nummer er langsomt med rolige trommer og ambient støj samt sangerindens messende hæse vokal. Meget stemningsfyldt, selv om jeg semi frygter, at det her bliver en lidt for lang eksperimenterende omgang, jeg har kastet mig ud i denne onsdag.

Men lige den her cocktail af lyde formår faktisk at fange mig med sine langsomme opbygninger, før tempoet skrues op til en form for noisemusik, krydret med flere vilde skrig.

Stefania Pedretti ligner med sine utrolig lange dreadlocks, knoglesmykker og tribal-ansigtsmaling en cool voodoo-præstinde. Og da hun tager en tur ud blandt publikum uden guitar under tredje nummer, så er man ekstra fanget af hendes optræden, og atmosfæren i rummet ejes nu af OvO.

Den her slags noiserock, eller hvad man vil kalde det, er ikke noget, jeg ville lytte til derhjemme, men live med OvO er jeg grebet både af aggressiviteten såvel som de mere slæbende dele. Bruno Dorella levere også et solidt beat på trommer og sin synthpad. Og tiden går faktisk ret hurtigt. Bandet takker med et smil og går af scenen. Det her var et sats, der gav pote, i en genre, jeg ikke beskæftiger mig meget med; det er måske min egen fejl?

Som en hyggelig bonus bliver der debatteret udenfor hvilket kæmpeplekter, der mon blev brugt i aften. Alt fra issyl til et tilfældigt stykke plastik bliver smidt ind i gættebunken. Det er også en slags indtryk at give.

 

Body Void

Next up indtager Body Void scenen med deres doom metal. Vokalen er skrigende, og selvom den er teknisk flot, savner jeg lidt variation. Bandet kører i et fast groovy tempo, der er nemt at headbange til + lukke øjnene til og glide væk på.

Men efter OvO så fremstår Body Void en smule tam. Hvad de vil med deres musik, skinner tydeligt igennem på scenen, men jeg oplever det desværre også efter et par numre som lidt ensformigt. En fælde, som doom metal jo lidt kan falde ned i med de tendenser, genren repræsenterer.

Det er helt klart OvO, der løber med den musikalske sejr denne aften. Men det har været fedt at tage på opdagelse i ny musik, og jeg er langt fra skræmt væk fra at tjekke ukendte koncerter ud i fremtiden.

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

REVIEW OVERVIEW

OvO
Body Void

Share this article

Recent posts

Popular categories

Anmeldelse af: OvO + Body Void. BETA, Kbh. 12. april 2023. Med en koncert aflysning sidste søndag manglede jeg noget larm. Og ikke alene er det et stykke tid siden, jeg har besøgt BETA, men en god ven havde også anbefalet aftenens to bands, OvO...På frivillig udebane i støjen