Anmeldelse af Steel Panther på Hades, Copenhell. D. 19/06/24.

Som Shu-bi-dua sang: “Vi finder os ikke i sexchikane” – eller gør vi, når det bare er for sjov?

Foto: Anders Groos Mikkelsen.

Fra hygge-onklen Corey Taylor til fulde-onklen, men med et glimt i øjets og smil på læben-typen, Steel Panther. 

Michael Starr og resten af bandet var også sjove, men mest når de var selvironiske, fremfor sexfikserede, specielt overfor kvinder. Det var næsten lige så cringy-akavet, som Mötley Crüe sidste år. Jeg ville gerne grine af deres sexjokes, men pga. MeToo-debatten om Harvey Weinstein i 2017 (og i Danmark med Sofie Linde i 2019) fik opmærksomhed og dokumentaren ‘sexisme i musikbranchen’ i sidste uge på DR, er fornøjelsen ikke den samme, som da Steel Panther spillede på Refshaleøen sidst, i 2018. Det grine-dilemma vil jeg slet ikke tænke over som publikum – jeg vil bare have en god aften, og her udfordrer Steel Panther mig altså. Også som når en kvinde med asiatisk udseende kommer op på scenen til nummeret “Asian Hooker” og danser rundt. Er det sjovt eller ej?

Jeg ved godt at det bare er humor, spas, gak og løjer, men det understøtter alligevel en kultur, miljø og normer om objektificering, kvinder og sex, som primært handler om mandens nydelser, frem for også kvindens. Lidt ligesom jeg ikke lytter til Rammstein særlig meget mere efter sagen/sagerne om Till Lindemann – også selvom at han ikke er blevet dømt, så lader jeg tvivlen komme ofrene til gode på det punkt. “Ich Tu Dir Weh”, “Bück Dich” og “O.K.” f.eks. har mistet deres uskyld.

Men publikum var med Steel Panther – de sang, grinede og festede med bandet – det skal alle parter have point for. Hvis koncerten var kortere, 30-45 minutter i stedet for 75 minutter, ville jeg måske være mere positiv. Men det kan også godt være mig, der var bornert, kedelig og ædru.

Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen under.