Partymonsteret Siamese var der ikke for debutromantikken

Mirza Radonjica udtalte i et interview med os i september, at Siamese ikke er her for albumromantikken… De er her og var i VEGA, for festen!

MØL

Post-black metallerne i MØL med Kim Song Sternkopf i front gik fra Prime Collectives upcomingshåb og undergrundsband til Nuclear Blast Records’ nye generation af headlinere sammen med CABAL og senest Nakkeknaekker/Neckbreakker. Jeg har hverken set eller hørt dem før, kun hørt Sternkopf gæste andre artister og læst meget godt om dem, så jeg var spændt på opleve dem live. 

Med benene plantet i den mørke, aarhusianske muld og armene i vejret i den kolde december aften indtog MØL Vega. Deres indadvendte shoegaze-blackgaze-metal var meget veludført, som kun blev forstærket af publikums positive respons på næsten samtlige numre, men alligevel var jeg ikke helt solgt til stanglakrids. Det skyldtes muligvis, at Sternkopfs vokal var ret utydelig i lydmixet i forhold til de andre instrumenter. 

Debutalbummet, Jord, blev spillet fra ende til anden. “Bruma” skilte sig ud som et højdepunkt, men vores fotograf, Joachim, var vild med det hele, og han var vist ikke den eneste.

Det er ikke til diskussion, om Sternkopf har talent hverken som forsanger og frontfigur, men dér, hvor jeg virkelig blev betaget og imponeret, var i de atmosfæriske, instrumentale numre og mellemspil. Dér blev det næsten lidt stargazer-agtigt dog uden at blive for episk og symfonisk. Møl dyrkede tydeligvis debutnostalgien, og tak for det!

Til sidst konkluderede Sternkopf, at publikum vist var blevet varmet og klar til Siamese. Publikum var enige i begge udsagn. 

Siamese 

Efter en fænomenal koncert på Copenhell i 2022 og også i 2024 og et lettere skuffende albumudspil i august i år var det med blandede forventninger, at jeg tog til Siameses headlinerkoncert på Vesterbro.

Når man tager til mange koncerter enten med den samme artist eller forskellige, er det svært ikke at sammenligne dem, selvom de er forskellige pga. de unikke kontekster, og derfor uretfærdigt er det altså umuligt at undlade. But here it goes…

This is not a song, it’s a motherfucking moshpit!

Siamese startede sikkert ud med oden til København, “Home”, men jeg savnede en gæst på Drew Yorks linjer. Hvor var f.eks. Benjamin fra Daze of June, der også var med på Copenhell i sommer? Eller Kim Steen Songkopf fra MØL? 

“Souls and Chemicals” og “B.A.N.A.N.A.S” blev tilegnet deres O.G., eller rettere “semi-original gangsters” for de sidste 10 år. I sommer på Copenhell spillede de heller ikke sange, der var ældre end syv år. Dengang var det okay, fordi det var en festivalkoncert, så publikum er ofte ikke lige så dedikerede som egne clubshows. Derfor er jeg også lidt skuffet over ikke at have fået noget endnu ældre fra f.eks. We Are The Sound (2011) eller Breath:See:Move (2013).

Senere tog Andreas Krüger mikronen og rettede opmærksomheden mod sine forældre, der havde 37-årsbryllupsdag netop denne dag, og “Cities” (fra Shameless, 2017) blev dedikeret til dem. Som Krüger konstaterede, er de fleste af deres sange break-up-sange, så denne var mere passende. Men under dette nummer opfordrede Mirza publikum til at sætte sig ned og hoppe op (også kendt som Slipknot-tricket), og det var kun en delvis succes. En ærgerlig afslutning på en ellers fantastisk sang. Men “Sloboda” var en ubetinget sejr!  

“Rather Be Lonely” tog tempoet ned for en kort bemærkning, da Mirza og Andreas gik ud til lydpulten, og de kørte lidt mere low key pace ude blandt publikum. Det fungerede overraskende godt, så de måtte gerne have blevet der lidt endnu.

Ligesom på Elements-albummet, var højdepunkter denne aften også “Predator”, “The Shape Of Water” og “This Is Not A Song”, men de nåede aldrig samme højde som på Copenhell. Siamese var så stolte over at have udsolgt VEGA, men kunne de leve op til hypen? Kun delvist, for forløsningen var mange gange tæt på, men kogte aldrig over som på Copenhell.

Siamese en del af 2010’ernes ‘metalrevolution’ sammen med bl.a. BAEST, Bersærk og Defecto, og beviste at de er +14 års hårdt arbejde værd, men det stadig kan blive endnu større. Det bliver det muligvis også allerede d. 6. december næste år, når de optræder i Poolen på Refshaleøen. Men så kræver jeg også, at der er endnu ældre sange med f.eks. “Vilo Mojo”, “Gods On TV” og “Chronicles Of Lovers”, og så vil Siamese være Poolen værdig, er min vurdering. 

Se hele galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder: