Anmeldelse af: Attila m.fl. Pumpehuset. Kbh. D. 14.03.24.

Ordet er ‘core’ denne torsdag med for mit vedkommende et line-up af ret ukendte bands.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Dog er det altid spændende at kaste sig ud i nye musikalske eventyr. The Angels and Villains Tour har ramt Danmark, og vi befinder os i Pumpehusets lille sal. 

Jeg havde forestillet mig, at vi skulle ovenpå, men der er nu engang noget ekstra fedt, når vi er tæt på musikerne, så lad festen begynde.

Crown Magnetar

Aftenens første indslag blev dannet i 2016 og er signet på det amerikanske label Unique Leader Records. De har udgivet to EP’er, The Prophet of Disgust (2018) og Alone In Death (2022) + to fuldlængde albums, The Codex of Flesh (2021) og Everything Bleeds (2023). 

Deres pladeselskab gør sig generelt i den meget brutale ende af metalgenren. Så vi har det potentielt hårdeste indslag foran os.

For satan, hvor det eksploderer med det samme i tung og ond deathcore, da bandet går på. Dan Tucker (vokal) spiller ikke ét sekund, men får pitten i gang så hurtigt som muligt.

Hans stemme ligger i den meget dybe ende af growl-skalaen, men skrig og piq squels skal vi også forkæles med. Sangdelen er mere end godkendt.

Det er deres første gang i Danmark og sikke en debut, det skal vise sig at være. Sammen med det festparate, unge publikum hamrer Crown Magnetar os voldsomt igennem. 

Ciclepits og intensiv headbanging akkompagnerer amerikanernes musik. “Are you mother fuckers warmed up yet?” råber Tucker. Det må man sige. Kun to sange inde er gulvet allerede en tornado af kroppe.

Det er teknisk og hurtig deathcore fyldt med blastbeats. Den korte tid, Crown Magnetar får lov til at underholde os i, bruger de lige så effektivt som deres knusende breakdowns. 

Der bliver crowdsurfet, og publikum tager i den grad godt imod første band. “God Is My Enemy” akkompagneres af endnu en circle pit. 

Jeg er usikker på, om det kunne have holdt musikalsk til en længere koncert, da det brutale aspekt nogle gange kunne blive altoverskyggende. 

Hvad jeg dog oplevede, var et meget tændt band, der selvsikkert åbnede torsdag aften bedre, end nogen vist havde forestillet sig. Jublen fra gæsterne var ikke til at tage fejl af. Crown Magnetar er meget velkommen en anden gang.

Aviana

Lidt research viser mig, at jeg faktisk har set dette metalcore band to gange før: Som opvarmning for Ghost Iris i 2018 og som opvarmning for The Word Alive i 2019. De har tilsyneladende ikke efterladt det store indtryk hos mig.

Dannet i 2016 har det svenske band blandt andet udgivet tre albums, Polarize (2017), Epicenter (2019) og Corporation (2022). Efter i aften har jeg åbenbart set alle Avianas koncerter på dansk grund og kan derefter vist med god samvittighed fælde dom over gruppen. 

Der er skruet godt op for lysshowet, da svenskerne går på. Til at starte med henligger salen i mørke, men da musikken brager ud i hovedet på os, er de blinkende grønne lys og strobe-effekterne med til at krydre koncerten flot visuelt.

For pokker, hvor spiller de også højt. Faktisk er det lige på grænsen, vil jeg mene, men det giver også en aura af uundgåelig vrede. 

Joel Holmqvist (vokal) veksler godt imellem sin rene sang og de voldsommere dele af sit stemmeregister. Når han skal brøle og skrige, så imponerer hans stemme mig, den er langt mere vild, end jeg havde forestillet mig og samtidig hele tiden under kontrol.

Vi har at gøre med metalcore, hvor djent er med til gildet. Det kommer totalt bag på mig efter et par sange, hvor godt det faktisk er i forhold til, hvad jeg havde frygtet. 

Pitten skal lige i gang, da Aviana er en lidt anden størrelse, hvor flere elementer skal falde på plads, før kroppen ved, hvilke rytmer til den skal bevæge sig til.

Den lille sal er perfekt i aften, og da publikum har vænnet sig til Aviana, er responsen tydelig og intens nede på gulvet. Der løbes rundt i cirkler, og da vi alle skal sætte os ned og hoppe op, har jeg for længst smidt min Lordi-t-shirt. 

Medlemmerne på guitar og bas er iført masker. Det kan nogle gange føles lidt som en overflødig effekt, men her gik det godt i spænd med mørket, oplyst af skarpe blink. 

Et nummer som “Anomaly” består mest af ren sang og kommer som et friskt emotionelt pust. Det kan godt være, at Aviana spiller på trends, der for længst udøves af utallige bands, men jeg må indrømme, at jeg alligevel var imponeret over deres optræden.

I modsætning til mine to tidligere oplevelser med svenskerne så glemmer jeg dem ikke denne gang. Atter viste publikum, at de kunne holde det høje energiniveau, og flere crowdsurfere var i luften, og en stor wall of death blev det også til. Er det en uudtømmelig kilde til pit, jeg ser i aften? 

Der har været lidt udskiftning i line-uppen hos Aviana, kan jeg læse mig til. Måske var det, hvad der skulle til? Jeg fik hoppet løs nede på gulvet, det bedste jeg kunne, imens gruppen tog pusten fra flere af os på den bedste måde. Tredje gang er lykkens gang.

Born of Osiris

Progressive metalcore kan jeg læse mig til, at aftenens næste indslag vil servere for os. Skabt i 2004 består line-uppen disse dage af Cameron Losch (trommer), Ronnie Canizaro (vokal), Lee McKinney (leadguitar) og Nick Rossi (bas). 

Kort før denne tour forlod keyboardspiller og anden vokalist, Joe Buras, Born of Osiris. Hvordan det vil påvirke deres koncert, får vi at se. Med seks albums i ryggen, hvor Angel Or Alien (2021) er det nyeste, er der rigeligt materiale at lufte i aften. 

Der er en rebbarriere i midten af rummet, inden showet starter, da der skal bæres gear over gulvet. Der er ikke udsolgt, men min oplevelse er, at der alligevel er gode proppet. 

Da Born of Osiris indtager scenen, er det til et publikum, der blot venter på at blive sat i gang. Jeg er ved at blive lidt øm i kroppen, men jeg skal da op foran alligevel. 

Bandet mødes af et højt bifald og kaster sig ud i en interessant variation, hvor groovy melodisk core understøttes af lidt djent. Særligt de mange atmosfæriske og flotte soloer er værd at lægge mærke til. Luftguitaren må frem flere gange.   

Synthesizer og keyboarddelen er af gode grunde på backing track i aften, men når det er med på sange som “Poster Child”, så giver det en spændende elektrisk, syret vibe.

Men sporer jeg lidt backingtrack på vokalen i starten af koncerten? Vores hænder er i vejret, og Born of Osiris vibrerer med os på en bølge af intensitet. Hele bandet er tændte, og selvom vi mangler Buras stemme, så klarer Born of Osiris sig uden. Jeg kunne dog godt tænke mig at opleve et show, hvor denne del får lov til at fylde mere. 

Der køres en fin balance, hvor der snakkes en smule til publikum, men hvor fokus er på at spille så meget musik som muligt. Det er et bombardement, hvis næsten konstante fokus på detaljer og fart kun sjældent ikke virker. Der, hvor jeg kan falde af på den, er nok i de numre, hvor der går for meget djent i den. Den stil har lidt en tendens til at blive repetitiv hurtigt i mine øre.

Deres proggede guitarstykker giver noget flot atmosfære over Canizaros hæse skrig. Det er helt klart det aspekt af deres lyd, jeg er størst fan af. Sveden og mængden af folk på gulvet når et højdepunkt. Det her er headlineren for mange i aften. De implementerer mange skæve ideer og stemninger i musikken, imens der også holdes et fokus på, at det også skal være catchy uden at være leflende. 

Aftenen startede med et højt niveau, og det er som om, at hvert band har overgået det næste. Da bandet forlader scenen, er der et taknemmeligt publikum tilbage. Det her overgik alle de andre. Nu kunne det vel ikke blive bedre?

Attila

Mit kendskab til det amerikanske metalcoreband er, at de mest af alt er lidt af et jokeband, hvor plat lyrik og deres over the top grove forsanger, Christopher Joseph Fronzak aka. Fronzilla, er deres varemærker.

Siden bandets fødsel i 2005 har Attila udgivet ni albums, hvor Closure (2021) er det seneste. Fronzilla er eneste originale medlem, og ellers består ensemblet af Chris Linck (leadguitar), Kalan “Kal” Blehm (bas), Walter Adams (rytmeguitar) og Tyler Krukcmeyer (trommer). Mit spørgsmål er i aften, om Attilas succes også skyldes deres musik og liveshows og ikke kun deres sangers Only Fans-profil, tøjmærke, podcasts og diverse overdrevne udtalelser.

Efter at have stået foran og mærket efter må jeg indse, at jeg har opbrugt min energi, og jeg trækker ud i siden for at observere de andres fest. Det er også nemmere at tage noter, når man ikke skal headbange og hoppe i pitten samtidig. Der bliver råbt bandets navn. Der er vist flere, der har mere krudt i sig end mig. 

Med giga breakdowns kommer Fronzilla og co. ind og tager deres fans i hånden til en sidste runde mosh. “This ain’t over yet motherfuckers” driller sangeren, der med brøl, rap og flabet attitude faktisk er en ganske habil frontmand. Jo, man får også fornøjelsen af sexistiske replikker som “you can get out your titties” og barnlige kommentarer som “I’m gonna fuck your mother”. Så på det punkt lever Fronzilla da lidt op til sit ry, men der er også øjeblikke, hvor han virker oprigtig glad for at stå her og viser dedikation til sine fans. Så noget af douchebag-rutinen er nok facade, tror jeg. 

Musikken er relativ simpel, testosteronpumpet breakdown-core. Men selvom det er basalt, så er det faktisk skrevet med sans for hitpotentiale. Det er lette omkvæd at synge med på, og gæsterne råber ordene tilbage i kor til Fronzilla. 

“Open that pit bitch!” råber sangeren. Det har folk vist, at de kan finde ud af. Iført solbriller og kasket kommanderer frontmanden løjerne, og det begynder godt med stagedivere og alt, der hører til, imens elektroniske lyde akkompagnerer de rappende skrig.

“Metalcore Manson” kræver opmærksomhed, men da “Timebomb” lander i midten af koncerten, er det tydeligt, at jeg ikke er den eneste, der er flad. Gulvet er mere tomt, og kun de forreste rækker holder dampen oppe. Til headliner-showet bliver der snakket en del imellem sangene på scenen. Det giver folk tid til at trække vejret, hvilket der er brug for efter tre opvarmningsbands, og når musikken så brager igen, gør Fronzilla sit bedste for at give alle en god oplevelse.

Det falder blot lidt til jorden på trods af en stærk indsats fra Attila. Havde de været næstsidst, havde responsen helt sikkert været større, for i koncertens første halvdel holdt Attila momentet med deres bøvcore. 

Lidt pludselig er det dog slut. Måske var der alligevel for meget vrøvl om, at Fronzilla kender alle vores instagram-konti, og om han skulle lyve eller fortælle sandheden om, hvor mange ekstranumre de havde tilbage.

Når det er sagt, forstår jeg alligevel lidt bedre den massive succes, bandet har opnået, tumpet eller ej.