Anmeldelse af: Dream Theater, d. 10. november 2024 i Poolen, Refshaleøen.
Denne regnfulde novemberaften befandt jeg mig i våde, men vante omgivelser ude ved Refshaleøen foran den gode gamle ulv, som år efter år har vogtet over pladsen, hvor der bliver holdt Danmarks fedeste festival – Copenhell. Men i aften handlede det kun om ét enkelt band på det forholdsvis nye spillested, Poolen: De progressive metallegender, Dream Theater.
Foto: Tommy Skøtt
Dream Theater har sparket deres 40-årsjubilæumsturné i gang, og i aften var det Danmarks tur. Jeg skyndte mig at bruge alt for mange penge i merchandise-boden, så jeg kunne blende ind med crowdet af musiknørder, for, ja, man må være lidt feinschmecker for at kunne nyde et næsten tre timer langt koncert med numre, der hver har en robust spilletid på cirka 10-30 minutter. Jeg var allerede skeptisk ved tanken, men jeg gik ind til oplevelsen med åbent sind, for selvom jeg ikke selv er inkarneret Dream Theater-fan, vidste jeg godt, at jeg skulle være vidne til en storslået koncertoplevelse.
Da musikken går i gang, og bagtæppet falder, går der et sus gennem salen. Min ene sidemand har tårer i øjnene, og min anden har spildt sin øl i ren begejstring. Jeg bemærker knap nok, at den kolde Royal Pilsner er søbet gennem min sko, for min opmærksomhed er fæstnet på den betagende sceneopsætning: Psykedeliske, farverige billeder på storskærmen, overdimensionerede instrumenter og et team af knivskarpe musikere, som er klar til at give alt, hvad de har i sig, på scenen.
Bandets originale trommeslager og medgrundlægger af Dream Theater, Mike Portnoy, er vendt tilbage til bandet efter flere års pause, og dette er hans første turné tilbage bag trommesættet. Det kunne af og til godt høres, at Portnoy var lidt ude af træning på enkelte numre, men det var bestemt ikke noget, der ødelagde forestillingen.
En jubilæumsturné som denne måtte forventeligt have en setliste, der levede op til hypen – og dette leverede Dream Theater uden tvivl. Første nummer på menuen er storfavoritten, “Metropolis pt. 1”, som går direkte over i “Metropolis 2, Overture” til “Strange Déjà Vu” – alle populære numre og old-school heavy-klassikere. Jeg er glad for, at vi får lov til at smage på nogle af de gode gamle hits, selvom det er stort set umuligt at komme igennem hele bagkataloget fra Dream Theaters lange karriere, der har kørt siden midten af 80’erne.
Hårde numre som “Panic Attack” står i kontrast til blødere sange som “Hollow Years”. Setlisten er meget pædagogisk bygget op, så vi får lidt af hvert med gode paletcleansere ind imellem.
Det står dog tydeligt, at frontmand, James LaBries, vokal er bandets akilleshæl. Naturligvis kan vi ikke forvente en performance som dem, han gav i 1993, men det er stadig hårdt at høre ham kæmpe sig igennem falsetter, hvor stemmen bare ikke længere har samme slagkraft.
Jeg forventede faktisk ikke at høre sange fra eks-trommeslager Mike Manginis år i bandet, men overraskende nok spillede bandet nummeret “Barstool Warrior”; en nyere sang fra 2019, som jeg personligt nød i fulde drag. Det gør måske ondt på de hardcore OG-Dream Theater-fans at høre, at denne sang var blandt mine favoritter. Jeg synes stadig, at den nyere musik fortjener noget kærlighed, selvom de fleste er mødt frem for at høre noget af “det gode gamle”.
Efter en af sangene griber LaBrie mikrofonen og spørger ud i salen: “Did anyone see a ring?”. Det viser sig, at hans fingerring i kampens hede er fløjet af og forsvundet i menneskehavet foran scenen. ”If you have my ring, I would appreciate getting it back.” Naturligvis leverer LaBries trofaste fans hans ring tilbage på rekordtid. Stjålet merchandise er ikke noget, ægte musikfans kan stå ved. Heldigvis lovede LaBrie en kold øl som tak for hjælpen. En retfærdig byttehandel, hvis du spørger mig.
Dream Theater sendte deres publikum på pause efter nummeret “As I Am”, og sådan afsluttedes første akt af forestillingen. Personligt er jeg ikke vant til koncerter, der varer over to timer, så jeg var en smule nervøs for, om min millennial-hjerne kunne holde fokus så længe.
Anden halvleg bød på et par langsommere og blødere numre fra albummet Train of Thought fra 2002: “Vacant” og “Stream of Consciousness” var kæmpe crowdpleasere. Især “Stream of Consciousness” viste, hvor dygtige musikalske performere Dream Theater egentlig er. Trods en snes år på bagen leverer de stadig usammenlignelig smuk og teknisk imponerende musik.
Det ville naturligvis ikke være en Dream Theater-koncert uden en af deres signatur +20 minutters numre. Jeg hev min telefon op fra lommen og startede min timer, mens keyboardet spillede introen til storhittet “Octavarium”. De næste minutter af mit liv fløj afsted, mens jeg nærmest blev suget ind i oplevelsen. Ordene ”Trapped inside this Octavarium,” fra LaBrie hang stadig i luften, da jeg tog min telefon frem og stoppede min timer på lige godt 24 minutter – og det kunne ikke have været gjort bedre på mindre tid!
Vi fik et kort pusterum, mens skærmene viste et videoklip fra “The Wizard of Oz”. Overgangen fra filmen førte ind i nummeret “Home” fra Metropolis 2, som for mange nok var et af aftenens højdepunkter. Men bandet var ikke færdigt med at ruske i os endnu. De rundede aftenen af med “The Spirit Carries On” og “Pull Me Under”, ubarmhjertigt uden nogen pauser imellem! De to numre var uden tvivl den perfekte måde at lukke festen på, og det virkede til, at alle fik lige det, de kom for – en glædelig reunion og håndplukkede megahits fra nogle af deres bedste æraer.
Dette var en absolut triumf af en aften for Dream Theater, og som førstegangs-spektator kan jeg roligt sige, at, ja, bandet lever op til deres hype. Havde der været behov for tre timer? Hvis du spørger mig, er det i overkanten, især når man befinder sig i et crowd, som ikke just kaster sig ud i pits. Men for de hardcore Dream Theater-fans kunne mindre ikke gøre det. Det var et musisk maratonløb gennem bandets 40-år lange karriere og en koncert, som jeg aldrig vil glemme.
Se hele galleriet af Tommy Skøtt herunder:
