Anmeldelse af: Situationsfornærmelse m.fl. PåTaget, Odense. 24. januar 2020.
Foto: Esben Mølgaard
Small Town Kicks
Aftenens første band er Small Town Kicks, der spiller udmærket, men lidt repetitivt garagerock foran cirka 2/3 af publikum, resten gemmer sig væk i den dybe ende af lokalet, hvor baren, og en almindelig hyggestemning regerer. Lyden er ikke for god, men publikum ser ud til at hygge sig fint ikke desto mindre. Bandet er en venligt-udseende kvartet af midaldrende med hatte og union Jack i baggrunden, men vreden mod systemet skal man sgu lede længe efter. Forsangeren forsøger et par gange at engagere publikum, men der er ikke rigtigt liv i odenseanerne her til det første opvarmningsband.
Måske er det bare mig, men når man synger klar sang, skal man ikke gentage sig selv igen og igen. Den memo har Small Town Kicks i hvert fald ikke fået, så jeg kan ikke rigtigt blive glad for deres tekster. Det sagt, så rammer det klassiske garage rock meget fint uden at bidrage med noget nyt til genren.
Musikalsk begynder de at vise lidt mere variation, som aftenen skrider frem. Jeg er stadig ikke vild med vokalen, men noget af det er givetvis lydmandens skyld: Det hele er lidt skingert og skrattende, og ikke kun, fordi det er pånk. Bassen er ret fed, men guitaren bliver bare væk i skrattende distortion.
PSD
Da de lokale darlings i PSD (udtales Pissed, men de er for vrede til at skrive alle bogstaverne) går på, er der kommet mere styr på lyden, og forsanger, Ninas, vokal er klar og står i smuk kontrast til den mere udtalte arbejderklassepunk, der nu bliver lagt for dagen. Til gengæld går det tilpas hurtigt til, at man nok skal kende teksterne ret godt på forhånd for at få det hele med. Både guitar og bas går også klarere igennem, og uden at spilde et sekund på bandets op til 2 minutter lange numre bliver der både plads til lidt legen med publikum mellem numre og soloer midt i det hele.
PSD er et band med sociale og politiske emner tæt på deres hjerter, hvad vi ser i numre som “Life on the Dole” og “Burka Avenger.” Senere starter de det let klingende kampråb “Piss off, nazi fuck!” op og får publikum til gladeligt at synge med på det gamle slogan ACAB: All Cops Are… Beautiful.
Der er ikke kommet specielt meget mere gang i publikum som helhed, men det ses klart, at PSD har været snedige nok til at medbringe et par entusiastiske fans, der er klar på at skabe en stemning. Bandet leverer hurtig og kontant punk, når det er bedst, og som man kan ikke rigtigt lade være med at blive i godt humør af. Musikalsk sker der bare supermeget, og vi får lov at se og navnligt høre alt, hvad hjertet kan begære af underklassepunk. Vokalen kører med 180 i timen og sløver kun ned for at udveksle et par ord med publikum mellem numrene.
Situationsfornærmelse
Allerede inden aftenens hovednavn går på, er det klart, at det er dem, mange af de tilstedeværende er kommet for at se. Fem minutter før de begynder at spille, er der flere, der står op end til nogle af opvarmningskoncerterne. Situationsfornærmelses lyd er dejligt glad og ligefrem både på scenen og på deres EP, som vi anmeldte sidste år. De er lidt mere aggressive live, og det er sgu charmerende i et punkband. Også dette band er glade for tilråb, omend det er det lidt mindre traditionelle “al magt til varme dåser!” de lægger ud med.
Forsanger, Andreas, vokal er ikke helt så klar, som man kunne ønske sig, men teksterne er over en bred kam fængende ørehængere, og publikum er mere end villige til at assistere ved entusiastiske fællessang om blowjobs, narko og nederen mandetyper. Der er også god plads til guitarsoloer og baslir for alle pengene. Numrene er ikke skåret helt så langt indtil benet, som PSDs, men de spilder ikke tiden, og de spiller pissegodt. Der er lidt tekniske problemer, men kemien mellem band og publikum er så god, at der ikke er nogen, der bekymrer sig over sådan en detalje.
Situationsfornærmelse har taget et par nye numre med i bagagen, og det er en skam, at vi ikke helt havde lejlighed til at fange alle nuancer teksten til den (utvivlsomt enormt politisk korrekte) “Krænk Mig,” men punklyden er dejlig, og man har ikke tid til at blive rigtigt ked af det.
