Alice Cooper
Forside Anmeldelser Saint Matthews Day

Saint Matthews Day

Author

Date

Category


Anmeldelse af: Dave Matthews Band. Royal Arena, Kbh. 17. marts 2019.

 

Dave Matthews Band leverede en top professionel koncert, hvor fokus virkelig var på et godt sammenspil og hygge indbyrdes i bandet.

 

Denne Saint Patricks Day står Dave Matthews Band for aftenens underholdning, og det skal da blive spændende, om bandet kan holde det høje niveau, som de udviser på pladerne, i en livesammenhæng. Der er her til aften ingen opvarmning på, og Dave Matthews Band går på små 10 minutter forsinket klokken 19.40.

Koncerten lægger dog godt fra land med et enormt velspillende band. Dave Matthews og bandet kan i særdeleshed finde ud af at spille, ja, faktisk er der ikke noget som helst at sætte på sammenspillet. Det er næsten for perfekt, selv når bandet bevæger sig ud i store jam sessions med masser af individuel lir og soli. På intet tidspunkt er der noget som helst, der falder fra, og man står måbende tilbage med en kæbe, der næsten kan samles op fra gulvet.

Desværre virker bandet også mere som om, at det handler om deres egen fest, end det egentlig handler om at dele festen med publikum. Bandet er rigtigt gode til at henvende sig til hinanden.
I stedet for at spille soli for publikum virker det som om, at det forskellige soli spilles mere for de andre medlemmer i bandet end for at egentlig forbedre publikumsoplevelsen. Dave Matthews selv får dog sagt tak til publikum adskillige gange og får da også fortalt, at han elsker den danske mad. Han har eftersigende spist sig enormt mæt i lækker mad dagen før og virker oprigtigt glad for Danmark.

Lydkvaliteten er utroligt svingende inde i Royal Arena her til aften.
Det ene nummer står alt klart, hvorimod saxofonen og trompeten bliver skinger og fjern i næste nummer. Der er lidt for meget svinger i valsen, når det kommer til lyden, og enkelte numre mister man simpelthen lidt for mange detaljer. Heldigvis er lyden dog ganske pæn igennem langt størstedelen af koncerten, hvor særligt vokalen og trommerne går klokkeklart igennem.

Nu hvor trommerne er nævnt, skal der ligeledes lyde et kæmpe bifald til tønderbaskeren, Carter Beauford, der meget muligt er en af de mest spændende og dygtige trommeslagere, jeg har hørt igennem hele mit liv.
Hold kæft, hvor kan den mand altså bare levere nogle interessante og funky trommer. Alt sidder så godt, som det overhovedet kan, og mere til. Personligt kan jeg godt forstå, hvorfor han har været fast medlem af ensemblet siden den spæde start i 1991. Hans stil er intet mindre end imponerende og bør være misundelsesværdigt for nærmest samtlige trommeslagere i verden.

Matthews vokal er ufattelig sprød her til aften, og nærmest samtlige toner rammes lige så blødt og pænt, som de skal, når der kaldes på det, og lige så skarpt og hårdt, når dette er behovet.
Man kan næsten ikke undgå at være imponeret over mandens vokal, der er utrolig flot og ikke mindst enormt varierende. Sætlisten består ikke just af mange numre, som jeg kender, men i det mindste gør resten af publikum det, der i høj grad bifalder nærmest hver eneste nummer fra første tone slås an.

Jeg får desværre ikke serveret mine to top numre, “Shake Me Like A Monkey” og “The Last Stop”, men der er da også lidt til lille mig i de formidable numre “Funny the Way it Is” og “You & Me”, begge fra det formidable album Big Whiskey And The GrooGrux King.
Der serveres ligeledes nogle glimrende coverversioner af bands som Steve Miller Band, The Zombies, af Dave Matthews solo-musik og sidst men absolut også koncertens ultimative klimaks: Bob Dylans “All Along the Watchtower”. Sidstnævnte sang er sidste ekstranummer, og her giver bandet den altså virkelig los.
Der bliver ikke holdt tilbage på nogen måde, og man sidder med en overflod af velvære i sit indre af at opleve dette ske foran sine egne øjne og ører. Versionen er god i sig selv, helt klart både Dylan og den endnu bedre Hendrix-version værdige, men alligevel er Dave Matthews Band versionen her til aften flabet provokerende på den bedst tænkelige måde. Solostykket byder nemlig på et skift, hvor der i stedet spilles en variation af den glimrende klassiske Led Zeppelin solo fra “Stairway To Heaven”, og her eskalerer nummeret op til et klimaks, der virkelig får sat et godt fedt endegyldigt punktum for denne koncert.

Der er ingen tvivl om, at dette er slutningen på koncerten. Man venter ikke på mere. Man har fået forløsning, og et klimaks er opnået.
Dave Matthews Band har leget med vores følelser i intet mindre end 2 timer og 40 minutter, og tiden er fløjet afsted. Bandet har mildest talt spillet forrygende, imens Matthews vokal har været formidabel. Det meste af koncerten har virket lidt som musikalsk onani, der mere har været tiltænkt musikanterne på scenen end det egentlige publikum. Alligevel føler man, at denne koncert var noget specielt. Havde man kunne få nogle flere numre, i stedet for at samtlige musikere skal spille en solo i hvert nummer, havde koncerten måske givet lige det ekstra. Forløsningen kom dog særligt til sidst, hvor bandet gav den hele armen.

Her hersker der ingen tvivl: Dave Matthews Band er formidable, og muligvis et af de bedst spillende livebands på den store scene. Denne Saint Patricks Day har nærmere været en Saint Matthews Day, og jeg skal helt klart fange dette band live igen.

Dave Matthews Band

Recent posts

The Brutal Corner – Devourment “Obscene Majesty”

Anmeldelse af: Devourment - Obscene Majesty. 16. august 2019. Vores nye tiltag, The Brutal Corner, tager Devourments kommende udgivelse under kærlig og ondskabsfuld behandling. Lige rundt...

Højeksplosiv hardcore for de få

Anmeldelse af: Converge. Avalon, Roskilde Festival. 06. juli 2019. Converge leverede en koncert med enorm energi for et halvfyldt Avalon på sidste dagen af årets...

Nostalgi, der tilhører alle

Anmeldelse af:Phil Anselmo & The Illegals. Avalon, Roskilde Festival. den 06. juli 2019. Der var i sandhed lagt i kakkelovnen til en ond omgang fællesskråleri,...

Kongen leverede, men mere var ønsket

Anmeldelse af: King Diamond. KB Hallen, Kbh. 10. august 2019. Så kom tiden endelig til at turen skulle gå fra Bornholm til Frederiksberg og KB...

Fransk hardcore-punk med tyngde

Anmeldelse af: Barque - "Pyre Builders". 14. januar 2019. Dette Franske band fra Lille, et stykke nord for Paris, kommer her med en hårdtslående, tung...