Anmeldelse af Gorgoroth + support, d. 16.10.25 på Gimle

Truende skygger sænkede sig over Gimle denne torsdag.

Det var en aften i black metallens navn, da nordmændenes 33 Year Anniversary Tour Part II skulle indtage Sjælland. Carved Memories måtte desværre aflyse, men så er man jo for mit vedkommende også tidligere hjemme i Hedehusene. Jeg har set meget frem til at tilbringe natten i dystert selskab, og som kulden sniger sig ind er temperaturen næsten symbolsk.

Shemhamforash

Dannet i 2012 kommer Humberto López (trommer), Alen Rodriguez (vokal, guitar), David Fajardo (guitar) og Neto (bas) hele vejen fra Mexico. Derovre i Central- og Sydamerika plejer de at have nogle temmelig vilde bands, når jeg tænker på Goat Semen og The Rise of Mictlan. Shemhamforash har 2 albums bag sig Aether (2015) og Entrophy (2020) og dette bliver deres danske debutshow.

Vi begynder med noget orkester ud af højtalerne, og da bandet går på, præsenteres vi for en skrattende lyd. Jeg ved ikke helt om det er meningen, men det giver da en følelse af noget lidt uforudsigeligt. Musikken er dog lidt mere lige ud af landevejen af melodisk black med death-elementer kastet ned i den sorte gryde. Det lyder fint, men det er nok ikke lige noget jeg køber en t-shirt med.

Derfor passer soloerne dog stadig som hånd i pigget stålhandske til den dystre dommedags-vibe. Neto står for den mere skrigende stemme, imens Rodriguez veksler sine hæse hyl over til growl. Der forsøges at få gang i lidt “HEY”-råb og et par stykker er med. Guitaren leverer nogle flotte, clean stykker når den tungere del tager sig en pause, og det mere atmosfæriske aspekt får lov til at ånde. Gruppen er klædt i semi-lasede jakker med sort makeup omkring øjnene. De ser seje ud, men ikke nødvendigvis farlige. De kommer til at fremstå lidt nervøse nu og da, men det kan også bare være på grund af deres begrænsede engelsk. Når der spilles, headbanges der til gengæld flittigt.

Der er god tyngde og “Proclaiming the Throne of Enlil” og “Heir of Emptiness” glider godt ned. Den nyeste single “Apophis” viser at leder du efter solid okkult mytologi og kosmiske filosofi, tilsat et buldrende sørgeligt soundtrack, så er Shemhamforash lige noget for dig.

Bliss Of Flesh

Nu til Frankrig. Siden 2000 har J. Poizon (bas), Fleshstigma (trommer) og Sikkardinal (guitar) skrevet om satanisme og diverse lede perversioner. Senere har Necurat (vokal) og Victus (guitar) tilsluttet sig line-uppet og de har indtil videre udgivet 5 albums, hvoraf Metempsychocis (2025) er det seneste. Med navne som disse forventer man noget særligt vildt og det bliver sandelig leveret.

Necurat har en gennemtrængende vokal, der skærer igennem marv og ben. Næverne er i luften og også tøjet på musikerne får et nøk opad med dette band. Hvid makeup og også pigarmbånd og patronbælte gør sit indtog. Der er mere klassisk black metal over Bliss Of Flesh, men de har også deres egen lyd og tilgang til genren. Som Necurat råber og påkalder alskens pinsler og forbandelser over os, så tilføjer denne rædselsprædiken noget større til materialet.

Gæsterne tager også imod sangene med mere og mere larm. Det er koldt og fjendsk, men også fængende hvor flere guitarriffs og melodier sætter sig fast med overraskende hast for et ekstrem metalband. Der grooves vildt og trommerne signalerer et marcherende, frontalt angreb, imens Necurat kommer godt rundt på scenen med store armbevægelser.

Bliss Of Flesh er mere udadvendte end de fleste black metalbands, men ikke på en alt for overdreven måde og ej heller bliver det for leflende. Når forsangeren har pentagramhalskæden på sin nu bare overkrop og tager en pigtrådstornekrone på for at håne Jesus, så bliver det teatralske aldrig for meget en parodi. Det understøtter numrene uden at fjerne fokus.

For nøj, hvor er det godt skrevet og de mange temposkift er eksekveret perfekt. “If Only” er en peststorm, der truer med at rive væggene ned omkring os med grum latter. Flere af os var målløse over denne præstation og jeg tror jeg har fundet mit nye favorit black metalband. Kom snart igen og tag jeres dødninge salmer med jer!

Gorgoroth

Hvis noget band lever op til myterne om norsk black metal, er det Gorgoroth. Siden dannelsen i 1992 har bandet været synonym med adskillige kontroversielle handlinger. Fra deres liveshows med litervis af fåreblod og fårehoveder + nøgne mande- og kvindemodeller på kors til deres medlemmers kriminelle handlinger.

Her bliver historien en del mere alvorlig. Deres tidligere vokalist Gaahl har flere domme for grov vold og band stifter Infernus (guitar) er dømt i en sag om seksuelt overgreb. Tunge temaer der har forfulgt bandet samtidig med at de altid har gjort en pointe ud af at understrege at de er alvorlige omkring deres sataniske ideologi samt støtte til kirkeafbrændinger. Det er ikke bare et image for Gorgoroth.

De var et af de første black metalbands jeg begyndte at lytte til og dengang var jeg meget fascineret af deres destruktive syn på alt i deres sange. Jeg har dog aldrig støttet deres handlinger imod andre mennesker og har som voksen haft det meget ambivalent med at lytte til dem.

Men Ad Majoram Sathanas Gloriam (2006) med Gaahl på vokal og Quantos Possunt Ad Satanitatem Trahunt (2009) med Pest som sanger står stadig som nogle af mine favorit skiver inden for black metal. Jeg så dem første gang på The Darkest Tour Filth Fest i 2008 med Septicflesh, Moonspell og Cradle of Filth i Store Vega og igen på Aalborg Metal Festival 2011.

Siden da har jeg mest holdt øje med tidligere medlemmers nye projekter og sprang da også let hen over sidste album Instinctus Bestialis (2015). Så hvor befinder Gorgoroth sig så anno 2025?

Udover Infernus har det været en svingdør af medlemmer, der er inde og ude af gruppen og det er ikke let at holde styr på line-uppet. Men på livevokal har de Hoest fra Taake, samt Phobos (trommer), Guh.Lu (bas) og Aindiachaí (guitar). I rødt lys og massive mængder af røg kommer bandet ind klædt på til kamp i corpsepaint, læder og i kæmpe pigge fra top til tå. Udover deres dedikation til den klassiske garderobe, så er der ikke meget sceneudsmykning udover et banner. Men at de har droppet de værste dyreofringer gør nu heller ikke noget.

Det er inhumant og isnende musik og Gorgoroth viger aldrig alt for langt fra deres second wave black metalrødder. Man kan mærke at på trods af at man tager det her som underholdning, så er man alligevel lidt intimiderende af djævleseancen i alt sin bestialske form. Særligt Hoest er en grum skikkelse, som han spankulerer rundt, og glor truende på os med blod på sit skaldede hoved. Af og til snupper han en god tår af en medbragt flaske på scenen.

Det er ikke den slags band, der gør meget ud af kontakten til publikum, men det forventer man som sådan heller ikke. Flere nyder også koncerten med korslagte arme og udtryksløse ansigter. “Revelation of Doom” fra Under the Sign of Hell (1997) og “Forces of Satan Storms” fra Twilight of the Idols (2003) er dog stærke beviser på at nordmændene har skrevet nogle solide hyldester til den gamle drage nede i helvede. “Cleansing Fire” er et højdepunkt for mig med sin skærende lead guitar og misantropiske toner.

Der er ikke fyldt op på Gimle og jeg har fornemmelsen af at folk siver lidt bort som koncerten skrider frem. De mest hårdføre råber til gengæld med på “Destroyer” fra Destroyer – Or About How To Philosophize With the Hammer (1998) og “Incipit Satan” fra Incipit Satan (2000) og det er ofte en dominerende aura, der omgiver musikerne.

Men Gorgoroth formår ikke 666% at fastholde publikums interesse. Sangene er spillet uden nogen fejl, men der mangler alligevel noget nærvær bag det massive røgtæppe, der fylder hele rummet på dette tidspunkt. Det bliver lidt lunkent, men jeg tror ikke at bandet ønsker at gøre hverken mere eller mindre ud af deres optræden og det må man acceptere til en Gorgoroth-koncert. Det er en lidt lukket klub for dem der er dedikerede for der er ikke nogen udstrakt hånd til at være med i gruppens tomhed og depression overfor menneskeracen.

Og det er nok stadig noget af den tiltrækkende oldgamle kraft ved satanisterne. Det er kompromisløst og decideret uempatisk musik og det tror jeg som sådan heller ikke de skal ændre på. “Unchain My Heart!!!” sender mig ud med blandede følelser. Men når man er usikker på hvor man står, så har Gorgoroth på en måde også haft en påvirkning som jeg tror de vil være tilfredse med.

Se galleriet af Magnus Karms Blichfeldt herunder