Sløv sludge-etape

(Foto: Arkiv, Mark Stoumann)

Slowjoint skulle levere dagens første koncert for mit vedkommende, da jeg desværre missede Chiro, der spillede tidligere på aftenen. Den stod altså med andre ord i stonerens og sludgens tegn! Slowjoint kan på mange måde kaldes for sludgens svar på Red Warszawa, hvor alt skal tages med et lille glimt i øjet. Det er da også ganske morsomt i hvert fald mellem numrene, hvor der lystigt bliver nævnt, hvad sangene handler om med blandt andet hashkogere-referencer osv. Desværre går det ikke rigtigt igen i musikken, da der bliver brølet sådan, så man ikke reelt set kan høre, hvordan tekstuniverset udfolder sig, hvilket er en skam med musik, der ikke tager sig selv for højtideligt. Jokes er nu engang sjovest, når de kan høres.

Lyden var heller ikke med de sønderjyske svende, hvor de forskellige instrumenter kæmpede en brav kamp om det samme frekvensområde. Det var kort sagt en kende mudret dog stadig med en form for definition og gav stadig et godt slag i brystet. Sådan som sludge skal serveres!

Musikalsk er det en smøre, der er hørt før. Det er også hørt bedre før. Der er ikke rigtigt noget, der skiller sig rigtigt ud fra den ellers virkelig store skare af sludge-bands, der findes både i Danmark men især også i USA. Det musikalske minder mest af alt om morfar-stoner, der aldrig rigtigt formår at få sit eget unikke udtryk med nogle langsomme, til tider fede, men ofte halvsløje riffs. Det er ikke fordi, det er decideret dårlige riffs, det er bare hørt bedre mange gange før. Slowjoint vælger så at tilsætte brølevokal, en ting, som jeg tidligere har tænkt, virkede ret Eyehategod-agtigt – hvilket bestemt vil være en positiv sammenligning. Der er bare ikke rigtigt den desperation og maniske tilgang til fraseringer og udtryk, som man finder hos et band som f.eks. Eyehategod. Det virker en kende anonymt. Vi er stadig ude i, at det bestemt fungerer, men det er ikke noget, der er synderligt mindeværdigt.

Bandet spillede glimrende, med det løse feel, de gennemtæskede trommer og den knasende guitar, som kendetegner genren. Det er stoner/sludge 101, men det virker, og bandet udfører det godt. Selve deres optræden live var egentlig også glimrende, og mindede på sin vis om et band i et øvelokale. Bassist og sanger, Dennis Petersen, brugte meget af koncerten med ryggen eller siden til publikum, hvor han groovede med trommeslager Tor Mammen. Der var dømt godt med headbanging igennem Slowjoints sæt, hvilket også smittede af på publikum, der igennem koncerten blev varmet mere og mere op for bandet og dets musik. Det lykkedes derfor glimrende for Slowjoint at få publikum lidt op i gear og endda få en god flok tæt op til scenen, en opgave, som jeg af erfaring ved er svær med det esbjergensiske publikum. Godt lavet Slowjoint!

Slowjoint leverede en koncert, der egentlig var velspillet, men alligevel på grænsen til at være uinteressant. Musikalsk virkede det trivielt, og humoren gik lidt tabt i skråleriet. Koncerten blev til gengæld leveret ganske glimrende på relativt traditionel vis. Desværre passer navnet glimrende, og det var en halvsløv joint, som Esbjerg fik serveret.