Anmeldelse af Alcest + support: Doodseskader + Svalbard, Store Vega, København d. 01/12-2024.

Alcest levede op til forventningerne, da de lagde vejen forbi Store Vega i København med deres ligeledes fremragende supportbands.

Foto: Arkivfoto af Akemy Aoyama.

Doodseskader

Jeg ankommer da aftenens første band er godt i gang med at varme det fremmødte publikum op. Doodseskader er et enormt energisk tomands-projekt fra Belgien, der gør sig rigtigt fint i post hardcore; måske tilsat en anelse inspiration fra både industrial og nu-metal genrerne.

Musikalsk virker gruppen egentlig ganske interessant, med deres insisterende beats, lækre basriffs og dejligt funky trommer. Der er ikke altid musikalsk knald på, men gruppens optræden er meget energisk og i øjenhøjde. Duoen gør hvad de kan for at fange Vega.

Desværre er lyden ikke rigtigt med belgierne, hvor bassen til tider har en tendens til at være lige tilbagestående nok i mixet, således at man ind imellem ikke rigtigt kan høre de ellers umiddelbart interessante basgange. Utroligt nok sker dette oftest, når bassen får lidt knald på. De mere afdæmpede post-stykker spiller så absolut for gruppen. Vokalerne ligger meget ovre i det mere skregne hardcore, og dette vil måske ikke lige være alles smag i den øvrige musikalske sammensætning. For denne anmelders vedkomne fungerer det egentlig fint, når man lige kommer ind i musikken.

Doodseskader rammer måske ikke publikum lige så hårdt, som man kunne håbe her til aften, med deres lidt aparte musikalske blanding og energiske show. De høster dog fine bifald, og leverer stadig en glimrende dansk debut på Vega denne søndag aften.

Svalbard

Til trods for at man ud fra navnet kunne være fristet til at tro at aftenens andet navn kommer fra Norge, ja, så er de faktisk fra Bristol i England. Svalbard spiller en melodisk depressiv form for post metal, der dog helt bestemt også har sine eksplosioner af energi og vrede. Et faktisk utroligt vel passende opvarmnings band til aftenens hovednavn, da de ligger lidt i samme boldgade som Alcest, bare med mere fokus på det lidt mere smadrede og tunge.

Svalbard kommer fra start godt ud over scenekanten, med både god energi og nærvær, begge ikke altid det som genren ellers er kendt for. Englænderne har et godt og blandet udtryk, hvor især de hårdere dele slår ganske godt her til aften. Svalbard benytter sig af to vokalister, hvor begge samtidig spiller guitar. Den mandlige vokalist, Liam Phelan, sørger for de mere hardcore inspirerede vokal linjer, imens sangerinde og guitarist, Serena Cherry, står for growls og ren vokal. Den rene vokal ligger ind imellem lige lidt for skævt i forhold til musikken, men dette får bandet alligevel til at fungere på ganske charmerende vis.

Lyden er desværre heller ikke helt med britterne, hvor særligt flere dele af guitarerne og vokalerne desværre ryger lige langt nok bagud i lydbilledet, hvilket især skyldes at trommerne har en tendens til at dominere lidt for meget. Dette resulterer desværre i at flere umiddelbart spændende riffs og lækre melodier går lidt tabt her til aften.

Svalbard formår dog at fange publikum godt, hvor der på de forreste rækker kan ses en del headbanging, ligesom jublen imellem numrene er til at tage og føle på. Stemningen er glimrende til gruppens koncert, der skal vise sig som værende tæt på den perfekte form for opvarmning til aftenens franske hovednavn.

Alcest

Aftenens sidste og afgørende band har til dato ikke formået at skuffe denne anmelder. Fra første gang jeg oplevede dem i Pumpehuset, til sidste års formidable koncert på Lille Vega har franskmændene ikke haft andet end medvind i sejlene. Her til aften er de opgraderet fra Lille Vega til Store Vega, og ud fra gruppens nye sceneopsætning virker dette som en god idé. Der er kommet lidt mere pynt til scenen, og med hvedestrå og statuer af fugle på scenen, passer æstetikken utroligt godt til gruppens seneste plade, Les Chants De l’Aurore der udkom i sommer.

Dette album bliver naturligvis også omdrejningspunktet for aftenens sætliste, og det spiller absolut for de sørgmodige og melodiske franskmænd her til aften. Den lidt kedelige lyd fra tidligere på aftenen er forsvundet og gruppens musik lander rigtigt godt ude hos det fremmødte publikum. Melodierne står skarpt, bassen overdøver ikke, men formår at lægge sig fint imellem guitarer og de ellers dejligt legende men stramme trommer. Detaljerne går igennem, og særligt guitarerne lyder dejligt her til aften.

Alcest har i den grad styr på melodierne, og jeg forbløffes gang på gang, over hvor meget de får ud af så lidt. Musikken er ikke teknisk svær, men den er utroligt velkomponeret og eminent sammensat. Særligt de mange rene stykker med guitar er melodierne i og for sig utroligt simple, men bæres på plads af gruppens flair for effekter og indbyrdes sammenspil. Det sidder selvsagt lige i skabet; post-metal skabet that is.

Alcest er ikke verdens mest udadvendte og super energiske band. Der har været mere knald på Svalbard end på aftenens hovednavn, men det lidt mere tilbagelænede og indadvendte udtryk som Alcest fremviser passer som fod i hose til musikken ditto indadvendte udtryk, og de tunge følelser som musikken forsøger (og for denne anmelder også lykkes med) at formidle. Det dystre og det smukke flettes sammen i et virvar med noget decideret håbefuldt som fremstår fyldt af længsel. Alcest formår at skrive følelser ud som musik, og dette fremviser de meget professionelt på Vega her til aften.

Alcest leverer deres største danske show til dato med bravur. Det musikalske sammenspil i gruppen er unægtelig skarpt og levende, imens bandets fremtoning passer formidabelt til musikken. Den større sceneopsætning gavner ligeledes bandet og dets udtryk, ligesom den eksemplarisk gode lyd under gruppens koncert har fået musikken til at stå ekstra skarpt og lækkert her til aften. Alcest viser at de i sandhed er i blandt den absolutte top indenfor deres felt.