Alice Cooper

Som at overvære et dyrt halbalsorkester

-

Anmeldelse af: Focus. Amager Bio, Kbh. 18. september 2019.

Det er begrænset, hvor længe man kan køre videre på at være kult – og et enkelt viralt hit – og hollandske Focus har vist ramt den spærregrænse.

 

Foto: Mark Stoumann

Tilbage i slutningen af de glade 1960’ere opstod der et lille hollandsk orkester, der lød som en kombination af prototype prog-rock, LSD-trip og en jam-session på scenen.

Siden da er det blevet til brud, skiftende besætningsmedlemmer, gendannelser, nye skiver og en genfødsel via en enkelt sang, der så også gik hen og blev en sensation på nettet på samme måde, som det katapulterede karriererne for blandt andet komikeren Pablo Fransisco (det store stemme-“talent”) og bugtaleren Jeff Dunham (specielt med dukken Achmed, den døde terrorist).

Hvis du ikke lige ved, hvilken Focus-sang jeg taler om, så kan du da aktivere nedenstående live-udgave fra USA, få din “Nåååh, den!”-oplevelse og mødes med mig under videoen:

 

Jeg har intet belæg for at sige, at (gen)opdagelsen af den sang har gjort, at bandet har valgt at fortsætte, men at se på alderssegmentet denne onsdag aften i Amager Bio, så var det vist nok kendere af bandet, der var dukket op – dog ikke så mange – samt enkelte afstikkere.

Kan du lide Jethro Tull og Uriah Heep og altid har overvejet, hvordan de ville tage sig ud, hvis der slet ingen tøjler var på deres muligheder for at skrive sange samt udelukkende at bruge volapyk-vokal, så er svaret nok hollandske Focus.

Eneste vedvarende bandmedlem fra begyndelsen er volapyk-vokalist, fløjtenist og hammond-orgel elsker, Thijs van Leer.

Hvis videoen ovenover er dit udgangspunkt for deres performance, må jeg skuffe dig, for med 50 år på bagen som aktivt orkester var det også stort set næsten stillesiddende på bagen, at manden befandt sig samt at mumle lidt mellem numrene og overlade de høje toner til guitaristen, Menno Gootjes, i blandt andet nævnte sang “Hocus Pocus”.

Nogle bands HAR den bare stadig efter så mange år, men for Focus er gassen gået af ballonen, og af frygt for at fyre en nem far-joke af, så manglede bandet virkelig fokus denne aften i Amager Bio.

Godt nok fik vi et par verdenspremierer på nogle sange, men de markede sig ikke rigtigt. Dog lignede det, at der var nogle inkarnede fans, der elskede at opleve dette bedagede syretrip på scenen.

Koncerten var delt op i to akter uden opvarmning, hvor Focus spillede i tre kvarter, holdt 20 minutters pause og fortsatte i tre kvarter igen. Første halvdel var klart den bedste, for en halvleg gjorde ikke bandet noget godt.

Pludselig var det en usammenhængede guitar-solo i det hele, og bandet synes at kigge forvirrede på hinanden for at ramme de (nok utilsigtede) skæve taktarter. Vi glemte næsten til sidst, at vi var i deres nævnte kendte nummer, fordi trommeslageren besluttede at øve sig på trommerne midt i det hele (læs: en tam trommesolo), hvor selv bandboss, Thijs, efterhånden skævede mod armbåndsuret, mens bassisten, Udo Pannekeet, stod ved kanten af scenen og nød en øl.

Bassisten var for resten den eneste, der spillede bare nogenlunde godt og i takt hele koncerten igennem, så det blev – åbenbart – fremhævet ved at skrue ham alt for højt op i mixeren.

Slutteligt kan jeg derfor kun sige, at bandet ville passe til en høst-fest på en scene, hvor man da lige kan rette opmærksomheden mod dem, når man løber tør for ting at konversere med ens sidemakker om, eller rejesalaten er blevet lidt tam, og man venter på næste ret.

Focus spillede også den 19. september i Aarhus i samme uge. Den koncert kan du læse om HER.

 

Mark Stoumann tog flere billeder end blot det øverste til denne koncert: 

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

REVIEW OVERVIEW

Focus

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories