Alice Cooper

Hold Fokus

Anmeldelse af: Focus. Train, Aarhus. 19. september 2019.

Focus spillede til UG, da de Besøgte Train i Aarhus. Særligt bandets sammenspil og musikalske evner imponerede, hvorimod at nogle ting fik liv til at trække lidt for meget ud.

 

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

I dag skal blive en spændende dag. Det er nemlig første gang, at jeg skal opleve det kultlegendariske hollandske band Focus, i og med at de skal spille på Train i Aarhus. Bandet har jeg hørt en del som purung knejt, thi det er blevet hørt hjemme hos familien. På pladerne har bandet altid være ualmindeligt skrappe, men min viden er mest af alt begrænset til gammelt materiale, og nu er bandet jo i høj grad oppe i årene. Kan de mon stadig leve op til fordums tid?

Bandet går på utroligt skarpt, 20.00 præcist, og fra første strofe formår bandet at imponere med et enormt imponerende sammenspil. Hvad end det er, forsanger og frontmand, Thijs van Leer – der varierer imellem spøjse vokaler af både episk karakter og interessante scat-agtige-melodier samt hammondorgel og fløjte – eller den imponerende stramme og velspillende guitar, eller den groovede bas, helt over til de ekstremt komplicerede og progressiv trommer, så står man som beskuer måbende over dette bands evner. Lyden er dog i starten ikke særligt god, hvor guitaren drukner, og den episke vokal ligeledes virker alt for perifer. Det bliver dog fikset i løbet af sættet.

Det virker faktisk på sammenspillet, slet ikke som om at bandet er så gammelt, som det er, og det er sgu da imponerende. Til gengæld viser deres optræden på scenen i høj grad deres alder, særligt Thijs van Leer er blevet gammel og slidt og kommer kun ved meget besvær og langsomme bevægelser rundt på scenen. Generelt er der ikke meget bevægelse på scenen, og ej heller egentligt show over koncerten. Vi får serveret musik og ikke så meget andet.

Jovist, der kommer da nogle fine kommentarer imellem numrene og sjove anekdoter fra van Leer, som i høj grad skaber en forbindelse imellem publikummet og bandet. Man får en vis form for forståelse for bandet og deres ideer, og de kommer hurtigt til at fremstå enormt sympatiske. Særligt godt rammer historien om en kirke i Strassburg, hvor den gæve forsanger var mere interesseret i klokkernes klang, end i at det var en lang katedral.

På trods af at sammenspillet er enormt imponerende, virker det til tider også til at gå lidt for meget i selvsving. Særligt imod slutningen af bandets sætliste, hvor samtlige medlemmer lige skal have lov til at fyre en lang solo af hver, begynder det at blive svært at holde fokus. Under bandets absolut største hit, som forventeligt smækkes af som det ordinære sæts afslutning, “Hocus Pocus”, får vi serveret en trommesolo på lige godt 15 minutter.
Bevares, Pierre van der Linden spiller ekstremt godt, og trommesoloen er da også spændende og varierende langt henad vejen, men 15 minutter bliver for meget af det gode, uanset hvilken tøndebasker der sidder bar gryderne. En trommesolo bør slet ikke være så lang, og det virker umiddelbart også til, at det resterende band er overraskede over, at van der Linden bare fortsætter og fortsætter.

Det er den rene onani, og bedst som man tror, at det aldrig stopper, ja, så varer det lige lidt længere. Bandet får dog sluttet nummeret sammen og bukket for det jublende publikum. Det virker heller ikke planlagt, da van Leer siger til de andre i bandet med løftet pegefinger, at de da lige skal tage en til. Det bliver til, at “Focus 3” får lov til at afslutte en fremragende aften i selskab med nogle ældre herrer, der i høj grad stadig kan deres kram, omend ikke med samme optræden og energi som tidligere.

At bandet stadig spiller, er i sig selv imponerende, men at de stadig spiller så vanvittigt godt, burde nærmest være umuligt. Stemmen er lidt slidt, og energien er ikke, hvad den har været, men hvad kan man ellers forvente? Bandet gør, hvad de kan, og det har de gjort fremragende her til aften.

Det er blevet til en glimrende aften i hyggeligt selskab med et band, der virkelig formår at spille imponerende. Sættet er blevet delt ud i to omgange, hvor at første del har været 50 minutter, og anden del lige over en time. Da jeg forhørte mig hos en fra crewet inden koncerten, fik jeg at vide, at planen var 2×45 min med 20-30 min pause imellem. Dette har Focus tydeligvis været lidt ligeglade med og valgte i stedet at spille præcis, som de vil. Et klart tegn på, at bandet har følt, at i aften var en god aften.

At et band i denne alder kan spille så stram og så teknisk i over to timer er intet mindre end imponerende. Det ville mange meget yngre bands slet ikke kunne klare. Til tider har det været lidt svært at holde fokus, men alligevel formår Focus at imponere uden for meget Hocus Pocus.

 

Tidligere samme uge spillede Focus i Amager Bio. Den anmeldelse kan du læse HER.

Bastian har lige et par billeder mere til jer her fra koncerten på Train:

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

REVIEW OVERVIEW

Focus

Discover

Latest

Eksplosioner sprænger euro-metal til atomer

Anmeldelse af: Amaranthe - "Manifest". Udgivet 02. oktober 2020 via Nuclear Blast.   Da Corona-virussen overtog vores verden i marts, måtte befolkningen lægges ned bag lukkede...

Devin Townsends empati smitter 

Anmeldelse af: Devin Townsend - Order Of Magnitude: Empath Live Volume 1. udgivet den 23. oktober 2020 via InsideOutMusic. Jeg kender ikke alt til Townsends...

Bersærk rammer solar plexus

Anmeldelse af: Bersærk - SOL. Udgives 23. oktober 2020 via Nordenvind Musikproduktion. Atomkraft? Nej tak. Bersærk? Ja tak! På albumcoveret på SOL står der med småt: “De...

Defecto driller deres lyttere

Anmeldelse af: Defecto - Duality. Udgivet 23. oktober 2020 via Black Lodge Records.  Fra “ekskluderet fjende” til “inkluderende dobbeltspil” Defectos første album, Excluded fra 2016, var...

Gammelt vand på nye flasker

Anmeldelse af: Behemoth - "And the Forests Dreams Eternally" genudgivelse. 18. september 2020. Via Metal Blade Records.   Nyt fra Behemoth? Nej, egentlig ikke. I denne...