Anmeldelse af: Like A Storm. Pandæmonium, Copenhell 2019. 19. juni.
Den annoncerede storm blev kun en bette kuling uden intensitet.
Foto: Hasan Jensen
Jeg havde ellers glædet mig til Like A Storm og udbredte eksistensen om det band, da jeg selv bemærkede det i sin tid.
For pokker, hard rock og kvart-metal med didgeridoo lyder ikke kun godt på papiret, men da jeg så hørte deres “Love the Way You Hate Me” i sin tid, var jeg så solgt. At deres efterfølgende udgivne musik så faldt lidt til jorden skulle jeg så ikke holde op imod dem.
Men det burde jeg måske.
Selvom de skulle være første navne på Copenhell 2019, så virkede gruppen uoplagt, lod til at have jetlag og egentlig hellere ville være et andet sted.
Mest vagt var det egentlig, at selvom de medbragte didgeridoos så flotte ud, så var de ikke til at høre særligt meget.
Og det er en skam, når det er det, der adskiller bandet så meget fra så mange andre i samme genre, men mest af alt beviste bandet, at de lever på den hype, for da de skulle lave et cover af “Crawling” fra Linkin Park, så faldt den helt til jorden.
Så der gentages: den storm kunne dårligt nok ruske nogen op end dem i publikum, der selv insisterede på at holde festen – for det var ikke bandets skyld.
