Anmeldelser fra Copenhagen Metal Fest 2024 dag 1, d. 12.09.24, på ZeBu, Amager.

Festival nummer 7 skulle foregå et par meter væk fra mit værelse. Naturligvis var jeg tilstede til sommerens sidste store brag af en festival der skulle byde på stort og småt i forskellige spændende genrer. 

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Se alle billeder fra dag 1 her.

Efter rejser til blandt andet Viborg, Fredericia og Tyskland er det meget rart at være så tæt på larmen og det gode humør. At jeg kun er 3 minutter væk på cykel, er da bare krydderi på oplevelsen. Jeg har i den grad glædet mig til de næste par dage. Siden 2019 har Copenhagen Metal Fest (CMF) fundet sted ude på Amager og er kun vokset i sine ambitioner. 

I år er billetterne røget afsted og det virker som om at interessen aldrig har været større for dette arrangement. De kan også bryste sig af at være det eneste danske spillested i 2024 der har fået booket et gendannet Mnemic i originalt line-up! Mere om det på lørdag. 

CMF præsenterer et program der udelukkende fokuserer på bands fra vores eget kongerige, og oven i dette har de tilføjet en ekstra dag om torsdagen. Dette er en temadag, der kommer til at stå i black metallens tegn. 

Der har været begrænsede billetter til netop i dag og der er komplet udsolgt til netop denne eftertragtede ekstra fest. Desværre har det også skabt en del forvirring omkring hvilke partoutbilletter man skulle erhverve sig for at få adgang til alle dagene. Flere er blevet overrasket på den lidt ærgerlige måde over ikke at kunne komme ind. Dette lærer festivalen nok af til næste år. 

Kun Zebu-scene vil blive taget i brug i dag så det bliver nogle intime shows i løbet af aftenen. Oven i dette er der heller ikke nogen koncerter, der kommer til at overlappe hinanden. 

Der vil være fyldt med alle de mennesker jeg kender fra hovedstaden og omegnen. At jeg kommer til at hygge mig gevaldigt er vist givet på forhånd. Oven i dette har jeg taget en uge fri for at fordøje og nedskrive alle herlighederne. Op på cyklen, på med battle jakken og min Natjager t-shirt + lange bukser. Ja lidt koldt er det jo faktisk blevet. LET’S GO!

Slyngel: Zebu kl. 19:00

Tilbage i april stiftede jeg bekendtskab med dette lille orkester, da de spillede som support for Sunken. Allerede dengang var jeg draget af deres punkede black metal. Nu står Chris Rostoff (guitar), Mathias Selin (vokal), Jonas Hansen (bas) og Dusty (trommer) og skal åbne ballet.

Med en tørst efter at sparke os lige i ansigtet går Slyngel på scenen. Selin er en mere grotesk Dracula-version af Sid Vicious og med sine fagter, hurtige skrig og bevægelser er han en genial frontfigur. 

Musikken, blander black metallen med oldschool speed og thrash riffs og i det blå lys gør gruppen deres bedste for at give os en god start på dagen. Dog skal folk lige i gang og der er ikke den store aktivitet nede på gulvet på trods af de intense energi udladninger foran os. Dette påvirker dog ikke musikerne, der blot kværner videre i en gedigen groove. 

Lidt flere trækker op foran hen imod slutningen så selvom dette ikke blev en ubetinget succes for det unge band så er jeg ikke i tvivl om at de fik nye fans. Alt andet havde også været mærkeligt for de spiller som gjaldt det livet og der er noget dejligt lige til ved deres vrede toner som siger fest, øl og galskab.

Sjæleangst: Zebu kl. 20:15

Der kan nærmest ikke graves noget information op på de næste kunstnere. Men det nok også sådan de vil have det kan jeg forestille mig. I år kom debutalbummet Sjæleangst og man er vel spændt på hvad dette projekt kan live. Klædt i lasede kutter som zombie-fiskere i en horror film står Sjæleangst ildevarslende foran os.

Vi er ovre i den meget melodiske black, hvor fokus er på hvor stemningsfuldt hvert nummer kan være. Og jo, der er da mange steder man kan lukke øjnene og bare nyde dette mørke, tomme univers. Det slår mig dog ret hurtigt, at disse mennesker bestemt har hørt deres Uada. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, da det er svært hvis ikke umuligt at være 100% original. Men jeg står med følelsen af at det hele er sat flot op, men at jeg har hørt det så mange andre steder før. Derfor kan jeg ikke helt kan lade mig opsluge af Sjæleangst. 

Forsangeren løfter armene som en præst fra det hinsides og der er vist flere der nyder at så og være tænksomme inde på Zebu. Dette er bestemt også metal, der opfordrer til stille indadvendt drama i stedet for moshpit. 

Mellem hvert nummer skal et keyboard lave et lille intermezzo. Det giver god mening i den kontekst, Sjæleangst sætter sig selv i kunstnerisk . Men er det nødvendigt at gøre det efter hvert nummer? Det bliver en lille smule langtrukkent og forudsigeligt. Det lyder pænt, men tilføjer alligevel ikke meget når alt kommer til alt.

Der snakkes ikke til publikum, men det ville også bryde den mur af atmosfære vi befinder os i. Det skal også bemærkes at vi er flere i rummet end til Slyngel, skønt med supporten. Forsangeren hæver på et tidspunkt et sværd og peger på os. Skægt nok, men jeg ved ikke helt hvad det skal til for?

Sjæleangst er en ny spiller på scenen og kan absolut deres kram på deres instrumenter. Jeg var måske ikke helt solgt, men bagefter var mine veninder meget glade for oplevelsen og jeg skal da være ærlig, jeg ser det gerne igen, måske er jeg næste gang mere modtagelig.

Offernat: Zebu kl. 21:30

På dette års A Colossal Weekend kom jeg desværre sent ind til koncerten med William Frøland (vokal, bas, piano), Jonas Bangstrup (vokal, trommer) og Anders Kargaard Bork (vokal guitar). Det jeg oplevede var et spædende opkog af flere genre hvor doom, hardcore og black alle havde noget at skulle have sagt. Et par måneder senere fik jeg set dem sammen med Mouth Wound i Pumpehusets Byhave og de er uden tvivl det navn jeg har set mest frem til i aften.

Det er slæbende tungt og jeg kan med det samme mærke at det her bliver godt. På sin egen vrede facon er musikken faktisk også catchy, der er mange riffs og mellemstykker der har en god tendens til at være lige medrivende og brutale.

Antallet af gæster er dog faldet igen. Offernat er nok også det band, der viger mest fra den formular som temaet i dag handler om. Den ene sanger har en cool t-shirt hvor der står destroy white supremacy. Det kan man jo kun være enig i.

Der er noget faretruende ved showet, man får følelsen af at vi er på vej mod en afgrund og at det er skønt at falde. En ring af røde og blå lys bag trommerne ser flot ud og klæder koncerten.  Når vokalisterne kombinerer deres skrig, er det til stor effekt og de rammer uhyggeligt præcist og timet i forhold til toneleje og stil. 

Rytmerne er konsistente rå, desværre opstår der under settet noget guitar støj, der generer lidt. Der findes også mere stille stunder, så man har tid til at trække vejret. Det er bestemt også nødvendigt og det klæder helhedsindtrykket af koncerten.

Jeg har desværre på fornemmelsen, at Offernat har svært ved at hive gæsterne med på deres soniske kaos. Det er en skam for deres eksperimenterende musik har meget at byde på, men måske var det alligevel for ukonventionelt i dag? For mig var det dog lige det jeg havde håbet på. Alle gode gaver 3, glæder mig allerede til nummer 4. 

Lamentari: Zebu kl. 22:45

Hvis noget dansk black metal band har taget vores nation med storm må det være de herrer Thomas Mascagni (trommer) Emil Holst Partsch (leadguitar), Max Uldall Pedersen (keyboard), Daniel Lønberg (vokal), Jamie De la Sencerie (bas) og Michael Møller (rytmeguitar).

Siden deres EP Missa Pro Defunctis (2020) har de nydt stor succes og jeg kender meget få der ikke hylder dem. Det er da absolut også hårdt arbejdende musikere der er dedikerede til deres kunst, men jeg har aldrig forstået hypen. Det er ikke, at jeg ikke har forsøgt. Både til på Lille Vega, Næstved Metal Fest og til Den Hårde Tone har jeg givet det her en chance og jeg må indrømme at på trods af at jeg kan sætte pris på deres teatralske vision så ender deres symfoniske black metal med at være en ringere kopi af hvad udlandet har budt på, i bedre versioner, for år tilbage. Måske er det mig, den er gal med, men nu giver vi den en skalle til. 

Der er næsten kø til at komme ind i den lille sal. Det er tydeligt, at vi er nået til dagens hovednavn.

Med kor over højtalerne og elektriske lys på scenen går Lamentari ind i corpse paint og kutter. Fra første tone er det episk og storladent og jeg overraskes igen over Lønbergs vokal. Han har en fantastisk rækkevidde og helt ubesværet mestrer han sit voldsomme instrument. Havde helt glemt hvor dygtig en sanger han er.

Dette er også det band, hvor der er mest publikumskontakt. Det er en gruppe musikere, der med stor erfaring ved hvordan man underholder, og jeg tager mig selv i at undre mig over hvor meget jeg umiddelbart er revet med. Er det stemningen og alle mine venner og veninder, eller er det øllene? Eller kunne det være Lamantari? Den båndede operasang er en fin tilføjelse der anes svagt imellem distortion og brøl.

Der opstår en lille pit, og Lønberg har sine hænder udstrakt til fansene og kommer helt tæt på de forreste rækker. Som tiden går så må jeg dog stadig indrømme at det hele muligvis er udført til perfektion, men kan bare ikke holde min opmærksomhed fanget over en hel koncert. Det træder lidt vande musikalsk, hvor ondskaben og de forheksede ritualer virker for opsatte.

Der er dog flere elementer i helheden, der hiver oplevelsen op. Lysshowet er skruet helt i vejret og er dejlig varieret. Det går godt i spænd med de højtravende sange. Nogle habile soloer skal vi heller ikke snydes for, ej heller taktfaste og fokuserede trommer. I det hele taget stråler professionalismen ud af Lamentari.

De har opnået deres succes af en grund og selv om jeg ikke er med på bølgen så er jeg ikke blind for det talent de besidder.