Sting uden et godt stik

Som udgangspunkt vil jeg gerne til koncerter, hvor jeg kendere kunstnerne/kunstneren eller for at blive udfordret eller decideret opleve noget helt andet, end jeg er vant til. Men at tage til en kedelig koncert er der da næppe nogen, der gider. Jeg ville ønske, jeg kunne have kigget i spåkuglen i den her sammenhæng.

Bassisten og sangskriveren fra det hedengangne The Police har ellers skrevet nogle fænomenale sange med sit forhenværende band og som soloartist: “Every Breath You Take”, “Message in a Bottle”, “Englishman in New York”, “King of Pain”, “Russians”, og jeg kunne blive ved i det uendelige.

Som udgangspunkt må man da også som minimum forvente, at en liveoptræden udover at skrue op for volumen (naturligvis) også sørger for at give sangene en nærværende og levende (selvfølgelig) fornemmelse.

Jeg kunne vitterligt have fået mere galskab ud af et brugt kassettebånd med Sting i min smadrede ghettoblaster fra 90’erne.

Joe Sumner

Men før vi kom til hovednavnet, skulle vi lulles i sø— jeg mener, varmes op af singer/songwriteren Joe Sumner.

Hurtigt opdagede man, at der var tale om et af Stings afkom, og Joe skal da have, at han havde en ungdommelig finesse og en stærk stemme, der ville fungere perfekt i en lille klub.

Bare ikke i gigantiske Royal Arena, hvor det var ham alene med den sagesløse guitar, hvor sceneshowet bestod i… at slukke lyset.

Det var ikke dårligt, men det var heller ikke spændende eller mindeværdigt. Det var acceptabel baggrundsmuzak til, at folk kunne finde deres plads i arenaen, inden farmand gik på, hvor de billigste billetter denne aften var på den gode side af 500 DKK.

I mindre rammer kunne man måske have fået mere ud af den her oplevelse, men det blev her glemt lige så hurtigt, som det var slut.

Sting

Hvis jeg klandrede Joe for at være baggrundsmuzak, så var Sting pinlig halbalmusik.
Det eneste positive, jeg kan sige om den her optræden, er, at han da stadig er habil på en bass og holder sig godt i en alder af 71 år.

Men han blev reddet af sit backupband, der i sig selv var anonymt, for hans “performance” og stemmelevering var da kommet nogle postgange for sendt.

Joe påstod, at alle i bandet ville kunne skrive under på, at de elsker Danmark og København. Personligt tror jeg ikke Sting anede, om han var i Bergen, Cape Town eller København. Det hele kørte på autopilot, var kedeligt og dovent.

Eller, når de mere indadvendte og langsomme sange kom på bordet, så skubbede det sig da op på det jævne, men ellers tangerede det tåkrummende kedsommeligt.

Lyden var god, men den kom nærmest aldrig ned bagerst i salen. Livenerve var en by i det østlige Sibirien, og publikumstækken var vist trukket i en billig automat et sted.

Helt ærligt fandt jeg det skammeligt, at så stor en musiker umiddelbart blot trækker på sit navn og regner med at redde den hjem på, at han har nogle hits, som folk nok skal synge med på.

Flere gange tog jeg da også mig selv i at tænke: “Gud, har han også skrevet den?” Men leveringen var som sagt så søvndyssende, at jeg er sikker på, det havde været sjovere at høre det derhjemme på plade.