Anmeldelse af Extremely Rotten Death Metal Vol. 24, d. 11.01.25 i Pumpehuset.

Således begyndte et nyt år i heavy metals tegn med tre gange smadret død.

Foto: Gabriel Rasmussen

Hvis man ikke tæller min egen øver om tirsdagen med, så blev dette den første larmende event skudt i gang denne kolde aften i indre by. Extremely Rotten Death Metal arrangementerne har det med at booke nogle temmelig solide bands, og igennem årene har jeg deltaget i mange af deres koncerter. Vol. 23 havde feks. budt på Broder, Cadaveric Incubator og Undergang. Så endnu en omgang slim fra undergrunden sagde jeg bestemt ikke nej til, så jeg tog min Enema Shower t-shirt på + fornuftigt overtøj og cyklede afsted fra Amager.

Sequestrum

Jeg mindes at have set Andreas Nordgreen (bas, vokal), Frederik Kabukiman Lauersen (trommer, vokal), David Torturdød (guitar, vokal) og Søren Willatzen (guitar, vokal) før, men jeg kan ikke helt placere hvor. Med alle de koncerter går der jo også unægteligt nogle tabt i hukommelsen.
Dannet i 2021 begyndte gruppen på udgivelsesfronten med demoen The Epitome of Putridity (2022) og derefter EP’en Pickled Preservation (2023). I 2024 var de med på en Split med Snêt og på Tetralogy of Death – Vol 2 sammen med Ascendancy, Chaotian og Septage og nu stod den lille sal i Pumpehuset for skud.

Jeg tager plads i højre side af salen i midten. Jeg skal jo lige varme kroppen og ørerne op. Med 3 sangere der alle rammer det ultradybe gutterale register er jeg absolut solgt på vokaldelen. Musikalsk har vi at gøre med death i den grindede ende. Korte bombastiske numre, der flere gange sætter moshpitten i sving under showet i strobelysets skær. Det er grynet og beskidt som bare pokker og råddenskaben buldrer klart igennem i led brutalitet. 

Desværre har Sequestrum denne aften flere små tekniske problemer med kabler og andet. Men gode råd er de fulde af f.eks. bliver vi mindet om “husk at betale jeres husleje” inden endnu mere sonisk vold bliver kylet imod os. Soloerne er rådne som de skal være i denne gren af ekstrem metal genren, men jeg oplever dog ikke at bandet i aften helt har flowet med sig selv om de bestemt får publikum til at bevæge sig flere gange. Dog har de en hyggelig humor, hvor hver eneste titel på sangene skal gurgles uforståeligt ud, som hør og bør sig. 

Jeg er tilfreds med Sequestrum og de åbner kisten til nattens lig med stil selvom det for mig ikke helt kom op at ringe, men min nakke og min arm var heller ikke helt ude af sin julekoma endnu. Jeg har heller ikke været til metal siden Neckbreakker i december. Men efter en smøg, så var jeg fast besluttet på at hive mig selv lidt mere op.

Repuked

Fra den anden side af sundet kommer Rob the Slop (bas, vokal), Nick Piss (guitar, vokal), Richard Rimjob (leadguitar, vokal) og Mad Masx (trommer). Ja, med den slags navne så er stilen i hvert fald lagt. Bandet startede i 2007 og har udgivet 4 albums hvoraf sidste års Club Squirting Blood er den nyeste. 

Jeg har ikke hørt om svenskerne før, men er da lidt solgt på bandnavnet alene. Jeg har givet pokker i mine små 33 år og min utrænede headbangerform, for nu skal jeg op foran. Det er den mere klassiske death metal, der bliver præsenteret for os, jeg aner endda lidt elementer fra thrash. Det er fart over feltet, men det klæder faktisk næsten Repuked mere, når de skruer lidt ned for tempoet og groover en smule. Vi befinder os i perversitetens land med sange som “Stiff Dick”, “Club Squirting” og den afsluttende “Shitfister”. Det er bevidst tumpet og hvad der tilføjer mere galskab til dette er den lidt fulde forsanger der igennem det meste af koncerten insistere på at snakke svensker dansk til os og sige så meget idiotisk som muligt. Ak ja, vort broderfolk er nu også engang gode til at kigge dybt i øldåsen.  

Der er masser af guitarlir og jeg får smidt trøjen og øvet mine moves foran scenen. Jeg morer mig bestemt til Repuked, men mere interessant blev det heller ikke musikalsk i længden og ej heller var der meget gang i gæsterne. Når det så er sagt, så tager jeg gerne en tur ned i den slimede BDSM death metal klub med dem en anden gang med en sixpack under armen.

Schirenc Plays Pungent Stench

Dannet i 1988 har østrigske Pungent Stench en flot karriere bag sig, som et af de klassiske death metal bands og anses af mange som ikoniske  Da de eksisterede blev det til 6 udgivelser, hvor Smut Kingdom (2018) blev den sidste udgivelse. Oprindeligt blev pladen indspillet mellem 2006 og 2007, de/det samme år gruppen gik i opløsning.
Men Martin “El Cochino” Schirenc genoplivede gruppen fra 2013-2014 under navnet The Church of Pungent Stench og sidenhen har han optrådt med bandets fordærvede og morbide sange under navnet Schirenc Plays Pungent Stench. Så det er lidt af en ære at få besøg af sangeren, da han ikke har været i Danmark og spille i en små 30 år! 

Udover coveret til EP’en Dirty Rhymes & Psychotronic Beats (1993) så har bandet gået min næse ret meget forbi, men med en historie fyldt med grov humor og vild musik så er jeg da glad for at få muligheden for at stifte bekendtskab med noget så råt fra fortiden. 

Det er en trio der skal flå os og med en brølende vokal der ikke virker til at have mistet noget af sin kraft, så leder Schirenc angrebet. Der grooves som bare pokker og selv om jeg har fyret det meste af min energi af allerede så står jeg foran i venstre side til de første 4 numre. og ryster mit sorte hår Den old school lyd får parykkerne til at flyve i lokalet, og sangeren har da også god karisma, da han stiller sig helt ud til kanten af scenen og shredder for sine fans. Med hvinende soloer holdes stilen ren som et slagte bord og der chugges til helt ned i de dødes rige. 

En kærlighedssang skal vi da også forkæles med, i form af “Dead Body Love” fra Praise the Names of Musical Assassins (1997). Flere tager chancen og crowdsurfer på trods af at der ikke er fyldt denne lørdag. Pitten har også kronede dage, men jeg må trække bagud til mine venner, hvor vi kan grine lidt af at vi er ved at blive de halvgamle drenge der står bagude med korslagte arme og let nikkende hoveder. I forlængelse af denne samtale bemærker Schirenc hvor mange unge mennesker der er i aften, og at dette er en smule usædvanligt til deres koncerter. Det er jo skønt, at den yngre demografi står klar til at tage over og samtidig omfavner de gamle bands. 

Bassen er fremtrædende flere steder og det klæder musikken, lige så når Schirencs stemme får plads til at skinne. Her skal det bemærkes de hurtige fraseringer, han stadig kan lire af med sit brøl, sådan skal det gøres. “Happy Re-Birth Day” fra Been Caught Buttering (1991) bliver med glæde dedikeret til en, der vist ikke havde fødselsdag alligevel. Jeg må dog indrømme, at musikken begynder at miste min interesse lidt. Bevares det spiller sgu som det skal, men der opstår en smule ensformighed og som koncerten lakker mod enden så tømmes Pumpehuset da også mere og mere. Det er støj som fandens oldemor lavede det, men jeg tror at min smag måske ligger i noget mere moderne? Eller også så har alderen måske alligevel indhentet materialet på sin vis? Det virker ikke til, at musikken kan holde dampen oppe hele vejen igennem. 

Men den dedikerede fanbase bliver stående og lapper deformiteterne i sig til det sidste for at nyde den lidt hurtigere “Embalmed In Sulphuric Acid” fra debutskiven For God Your Soul… For Me Your Flesh(1990) i rødt og blåt lys. 

Jeg kan helt sikkert sætte det her på som baggrundsmusik til min fødselsdagsfest i år, men jeg tror jeg finder min favoritdød andre steder. Det skal dog siges at jeg har den største respekt for Schirenc og hans iver efter at holde Pungent Stench-arven i live fra gravens mulm og mørke, også selvom jeg ikke nødvendigvis går hjem og lytter til andet end deres morsomt smukke “Blood Pus & Gastric Juice (Tekno House Remix)”.