Anmeldelse af Neckbreakker + support: Rot Away + Swartzheim, d. 14.12.24 Pumpehuset

Vader havde aflyst deres koncert på Gimle, så jeg vendte snuden imod Pumpehuset i stedet for imod min egen erfaring at give 3 bands en sidste chance.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Dette er et noget anderledes princip at gå i byen på. Hvorfor ville man gå ind i et sådant projekt, hvor man før er blevet skuffet på forskellige måder? Særligt efter arbejdsdage til kl. 19:00 på Strøget, hvor julehandlen og alle dens trængsler for alvor er begyndt.

Nr. 1 grund er at jeg har så pokkers svært ved at stå stille og smagen af øl, lyden af growl og horn i vejret er min favoritbeskæftigelse og jeg skulle have min dosis sociale heavy metal. Selv efter at have været overfaldet af kunder hele dagen. Måske er det en grad af ADHD?

Nr. 2 grund er nok, at jeg personligt har været en kritiker i større og mindre grad af alle 3 bands i aften, og jeg har brug for ikke alene af bekræfte mine holdninger, men også for at udfordre dem. Jeg har ikke lyst til at blive et konservativt, gammelt metalhoved i en alder af 33 år, og det kan jo være at jeg bliver overbevist om det ene eller andet, og hvis ikke så kan jeg endeligt cementere at det ikke er alt pigtrådsrock jeg kan lide, på trods af mine meget brede smag.

Nr. 3 grund er at jeg kan overraske mit livs kærlighed, der ikke var klar over at jeg besøger Pumpehuset i aften. Særligt pga. mine ytringer om arrangementet. Men hvad gør man ikke for at få en sød kvinde til at smile. Min fotografkollega bemærker kækt i vores chat, at jeg jo nok smider trøjen alligevel, når musikken koger derudaf. Well, Mr. Shirtless vil lade dette komme an på en prøve!

Swartzheim

Aarhusianerne formåede ikke at overbevise mig på Copenhell Metal Cruise i år, men måske ville de brillere mere foran en komplet udsolgt sal.

Efter et par øl på Luke’s kommer jeg ind midt i første nummer. Vokalen har en flabet, fed energi, men musikken har ikke rykket sig og jeg mærker umiddelbart ikke den store forandring. Dog slår det mig, at jeg hele baggerst i salen måske ikke har det bedste indtryk og jeg beslutter mig for at rykke tættere på.

Således ender jeg oppe foran i højre side. Det groover fint, selvom musikken er temmelig forudsigelig. Dog kan man ikke klandre Swatzheim for at være dovne på scenen. Energiniveauet fejler intet og soloer kan de helt sikkert skrive. Desværre er lyden ikke med bandet, og særligt vokalen forsvinder helt i store portioner af koncerten. Bandet opfordrer til bevægelse, men få adlyder, udover et lille circle pit så falder drengene lidt igennem her til aften. Men de kunne faktisk godt bære en større scene. Så lidt bedre var det, men ikke meget.

Rot Away

Vi dribler videre til en ny genre. Vi skal nemlig beskæftige os med hardcore. Før Rot Away var jeg stor fan af den ene plade To the Nines (2009) med Hatesphere, som sangeren Jonathan “Joller” Albrechtsen nåede at medvirke på. Jeg fulgte med over i hans andet projekt Scarred By Beauty og særligt Sutra (2011) fik et par afspilninger. Jeg har ikke hørt Rot Aways Nothing Good (2021) men på Stengade i 2019 med DTHRNR og Cabal og med Lifesick og End på samme spillested i 2022 har jeg set gruppen live. Og så var der vist også et eller andet show på Templet i Lyngby.

Jeg synes faktisk at musikken er ret god, hvad jeg dog har svært ved at snuppe er, hvor matcho-pumpet det hele skal være. Hele den der, alle skal bløde og tæske hinanden, bliver for meget og desværre er der flere der tager disse opfordringer fra bandet seriøst og insistere på at lave pitten om til deres eget private karateøvelokale. I Templet sparkede en idiot f.eks. ud efter alt og alle, træls type og jeg frygter lignende episoder i aften. Så kan man naturligvis beskylde mig for bare ikke at forstå hardcore æstetikken og kulturen, men jeg holder fast og at det hedder en moshpit og ikke en slåspit. Lad os se hvor vi ender?

Til lyden af “Born On the Bayou” af Creedence Clearwater Revival indtager gruppen scenen, hvor Albrechtsen til at starte med har julemands kostume på med tilhørende skæg.

Og så begynder musikken. Med en fuldstændig uforlignelig attitude og rå uforudsigelighed angriber Rot Away os, og på få minutter er gulvet forvandlet til en rasende moshpit. “Tættere på, tættere på!” bliver der råbt af os og jeg kan ikke andet end at adlyde. For pokker hvor det her lyder godt og det er ikke kun øllene der taler her. Der bliver hurtigt stagedivet i stride strømme, og med manglen på et hegn i aften er det op til publikum at passe på hinanden. Og her skal lyde særlig ros til gæsterne i Pumpehuset. Jeg væltede rundt i pitten og jeg sprang selv fra scenen og under hele denne vanvidsseance passer alle på hinanden.

Med respekt og ansvarlighed har hver eneste person en kæmpe fest i et kontrolleret kaos. En gigantisk wall of death bliver eksekveret uden problemer og smilene er utallige. Og ingen i aften havde brug for at lave kampsport på gulvet, heldigvis. Jeg er imponeret over symbiosen mellem bandet og folk, det ramte præcis ned i den ultimative oplevelse hvor Rot Away var på slap line og vi alle havde en fælles forståelse af musikken og hinanden. På frontmandens opfordring skal vi op og synge i mikroovnen. Jeg vil da gerne imponere en særlig person i mængden, så under sidste nummer får jeg growlet og screamet efter bedste evne på scenen.

Masser af ros for mit halve minuts fame fulgte bagefter, og man bliver jo helt rørt. Rot Away tog fusen på mig musikalsk og mine fellow metalheads passede på mig i pitten. En gylden kombination jeg ikke kan sætte en finger på. Goddammit en legendarisk fest!

Neckbreakker

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Nakkeknækker (som de hed dengang) var det i Amager Bio i 2022 sammen med Dawn of Demise og Baest. De slog mig som den nye version af deres storebrorband fra Aarhus, og dette var bestemt ikke en dårlig ting dengang, tværtimod. Men fascinationen for bandet dalede hurtigt for mit vedkommende. På Viborg Metal Festival 2023 skinnede det igennem, at materialet bare ikke var særligt spændende. Det var og er groove death metal, som vi har hørt 666 gange før. Både værre, men sandelig også bedre fra andre artister i vores kongerige. Vokalen havde også sine mangler i kraft og teknik flere steder.

Hvad der dog har undret mig gevaldigt er hvor meget 1000-vis af mennesker i miljøet har dyrket bandet som det største og bedste der er sket for scenen i årevis. Argumenterne er ofte de samme, at det er imponerende hvor unge de er og at de er et fantastisk liveband. Jo, de er da nogle dygtige, unge herre, det skal jeg da ikke benægte, men at falde så meget i svime over at man kan spille middelmådig feee-død, det må jeg stille for uforstående overfor, uanset alder. Jeg skal herunder slet ikke påstå at jeg kan gøre det samme bedre.

Har de energi på en scene, jamen det har de da og alligevel efterlod deres Copenhell koncert i år mig stadig undrende overfor den massive support når jeg ikke oplevede noget specielt foran Pandæmonium, men det fadøls hungrende publikum mødte talstærkt op alligevel. Det blev også et fast inventar i deres shows som årene gik, at de stolt skulle understrege at de endnu ikke havde udgivet noget som helst. En væsentlig detaljer der føjede ekstra glans til den begyndende Nakkeknækker legende. Det skal dog siges fra denne skribent at de absolut er et hårdtarbejdende band, der er sulten på succes og som skider på janteloven og at dette naturligvis også har været en søjle i deres ry og eventuelle imponerende kontrakt med selveste Nuclear Blast Records.

Men dette er bare ikke lige så unikt som det har været før i den danske metal scene. Bands som VOLA, Eyes, Ghost Iris, Feather Mountain, MØL, Siamese og mange andre har et tårnhøjt ambitionsniveau og er hver især i gang med, eller har, slået hul på den udenlandske scene. Så hvorfor er Neckbreakkers lunke death metal så, så vildt i manges øjne og ører?

Da debutpladen endelig kom, var flere medier inklusiv vores eget, heller ikke sene til at pointere at bandet ikke kunne leve op til den massive hype. Måske var det også for meget forlangt og et for stort pres og måske er der af branchefolk og af den kollektive metalkultur givet en for stor hestesko til bandet? Spekulationer er der nok af fra min side, som situationen står lige nu.

Man kan være uenig i alt dette (det vil de fleste nok være) men uagtet mine holdninger, er det ikke mig der headliner et udsolgt Pumpehuset så hvad betyder min mening? Neckbreakkers succes kommer ikke til at aftage på min bekostning og jeg står med min mobilnotesblok for at være vidne til deres erobring af metal Danmark. Let’s do this!

Det tager ikke lang tid for moshpittten koger igen og de svedende masser kaster sig frygtløse ind i hinanden. Og er der alkoholen og det vidunderlige selskab, eller lyder det hele bare bedre i aften?

Jeg må ind i bar overkrop og finde ud af det. Selv med kort hår formår deres sanger and piske en stemning op og atter er der rigeligt med crowd surfere. Dog ikke så mange som til Rot Away. Det kan ikke benægtes at Neckbreakker har gæsterne i sin hule hånd og til “lålålå” råb så er der en skøn stemning i salen. Er jeg ramt af masse psykosen? For jeg headbanger selv som en gal og jeg får da igennem mit drivvåde hår øjnene lidt mere op for hvad det er folk ser i dette orkester.

For jovist er det ikke den mest prangende vokal og jovist kan musikken have sine trivialiteter, men for pokker hvor skaber det alligevel en fest. Og denne godmodige og insisterende tilgang smitter af på mig, det kan jeg ganske simpelt ikke benægte. Øllen flyver igennem luften og ung som ung-voksen hopper rundt imens massive klapsalver imødekommer Neckbreakker. Circle pitten snurrer og herrerne på scenen lapper det hele i sig og kvitterer tilbage med en vild intensitet.

Det er svært at forblive sur i en sådan sammenhæng. Kommer jeg til at lytte til gruppen derhjemme. Nej, men jeg kan ikke udelukke, at jeg nu i hvert fald fatter, hvad det er for et live fænomen vi har med at gøre her. For denne form for let tilgængelige death metal-revolutionen har en særlig eksistensberettigelse som gateway ind i den bredere ekstrem metal. Og så er det jo alligevel meget veludført.

Pokker tage det hele! I kindda get the hype! Det var et stort anlagt metal-bal og ingen gik skuffede hjem, jeg blev selv overrasket over, at jeg måske endeligt på sin vis er blevet fan. Det krævede nok det rette scenarie, de rette venner og den vidunderlige datingveninde og ja….det rette band.

Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder