Stirrer mod fremtiden

Der er de metalliske puritanere, der mener, at amerikanske Deafheaven med deres episke lange sange har udtværet og ødelagt black metal-lyden ved at kombinere den med noget så *GYS* poppet som gode melodier, der mest af alt minder om noget, der er taget fra afdæmpet indie-rock.

Bandet har fortsat stilen med at blande lige dele hårde elementer med soniske landskaber, der kalder mere på solbeskinnede californiske strande end mørke skove i Norge, lige siden de udgav debuten, Roads to Judah, i 2011 til den seneste skive, Ordinary Corrupt Human Love, fra i år. Både det dystre og melodiske har fået nøk opad på hver plade, hvis man spørger mig.

Stilen bliver kaldt blackgaze og vinder mere og mere indpas i musikmiljøet, hvor vi herhjemme især oplever stilen videreført i danske MØL.

Denne torsdag aften skulle de unge drenge i bandet spille for et udsolgt Lille VEGA i København. Blev det godt eller skidt?

Opvarmningen var i hvert fald for mit vedkommende henad det sidste…

Inter Arma
Beskrevet på nettet som både sludge, lidt doom, en anelse død, noget prog, og ellers bare for mange ingredienser til, at det nogensinde smagte godt, da alle komponenterne smattede sammen til én ugenkendelig masse.

Det var en indadvendt forestilling fra bandet, som man kender det fra noget black metal og specielt doom metal, men det virkede som om, at disse landsfæller (der oprinder samme sted, som Lamb of God er fra) med Deafheaven ikke kunne blive enige med som selv om, hvorvidt vi andre skulle headbange hastigt eller zone ind i os selv. Det er dæleme svært at gøre begge dele på samme tid.

Qua den indadvendte forestilling var der relativ lidt indfangning af publikum, hvilket ville passe dertil, hvis man netop gik efter den dronende aktion, men man vidste som beskuer aldrig, hvilken indstilling man skulle forholde sig til, og når bandet endelig forsøgte at excellere udi en undergenre i metallens verden, var det så prototypisk af standard-elementer, at man følte, at man havde hørt det hele før.

Bevares, lyden var relativt god, og størstedelen af publikum var da allerede mødt op, og nogle kendere var meget tilfredse at dømme efter jubelbrølene. De udeblev dog herfra.

Et band, der nok er bedre at høre på plade, end de er live.

Deafheaven
Jeg tror aldrig, jeg har hørt så skarp en lyd i Lille VEGA før.
Det er SÅ vigtigt at slå fast med det samme. Lyden var så perfekt, at jeg på det kraftigste overvejede at gå ned og takke lydmanden, hvis det ikke havde ødelagt min tranceoplevelse.

Det var nemlig hovedsageligt årsag til, at min oplevelse med Deafheaven, med den karismatiske og lettere flamboyante George Clarke i front, tryllebandt mig fra start til slut med deres otte numre lange sæt (hvoraf tre af numrene var ekstranumre).

Jeg blev revet væk i en næsten meditativ tilstand i Deafheavens performance, og jeg forestiller mig, at de netop fik kanaliseret den stemning frem i os, hvis man var modtagelig for den slags, for, hvordan deres musik skal opleves live.

Fra den nærværende “Canary Yellow” til lukkeren “Dream House” var jeg optaget af musikken og indlevelsen i nuet, hvor vokalen fremstod som et instrument i sig. For de, de klandrer metalmusik for at være uforstående ren lyrisk fremført: Hør Deafheaven og forstå vokalens funktion.

Kun den næsten uudholdelige varme og nogle publikummers manglende forståelse for at klappe kaje under de stillestående passager holdt mig fra at få en decideret ud af kroppen-oplevelse, men det ændrer ikke ved, at det måske har været den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet i Lille VEGA!

Fuldt fortjent og fuldt hus herfra til Deafheaven!

Fotograf Mathilde Maria Rønshof tog følgende skud, som vi anbefaler, du tjekker ud, mens du lytter til Deafheavens musik: