Anmeldelse af Rock & Rul København 2025, d. 04.10.25 på Copenhagen Distillery

Denne lørdag var der forfærdelig mange valgmuligheder i byen.

Foto: Martin Dedron

Strychnos spiller med Ædel Fetich og Slyngel på Richter, The Darkness i Poolen og HENRET havde gratis releaseshow på Basement. Så alle heavy hoveder er spredt ud over det hele imens at stormen Amy raser over kongeriget. I alt denne tumult har jeg dog valgt debutshowet for Rock & Rul i KBH.

Med foreningens egne ord er visionen at “inklusion og tilgængelighed bør være en del af et integreret velfærdssamfund”. Med disse ord har Sebastian Birke (der har cerebral parese) og Andreas Truelsen (vokal i Plaguemace) skabt et koncept der har til formål at omfavne folk med funktionsnedsættelse. Tours On Wheels i Aarhus har været medspillere i udviklingen og i 2024 blev den første 1-dags festival afholdt. Det var en succes, og nu er arrangementet ankommet til hovedstaden.

Med en mission, der er så vigtig og næstekærlig, var der ingen tvivl om at jeg måtte ind og være en del af noget så specielt. Jeg var lidt øm oven på Red Warszawa dagen før og det gælder om at vælge den rigtige bus fra hovedbanegården for at komme til Copenhagen Distillery, men det lykkes da for mig og kæresten.

Der er ikke mødt alt for mange op, men der sker jo en del her i weekenden. Indenfor er det hele arrangeret i en slags cirkel. Fra venstre og rundt begynder vi med merch-område nummer 1, så hovedscenen, merchbod 2, toiletter, trappen hvor der i forlængelse og på trinene er er bygget en mindre scene. Herefter kommer baren og så garderobe og tjek in. Bannere og skærme viser det cool logo af en kørestolsbruger med guitar, og naturligvis er der også handicaptoiletter ude i gården + et par bænke og parasoller. For regnen er on and off.

Knit: Kl. 14:00 Store Scene

Dannet i 2023 i Vejle har vi her at gøre med et ungt band i en mixet genrer af rock og metal. Deres kvindelige forsanger giver mig næsten et chok med sine rå skrig. Det er tryk på. Der er god punket energi fra gruppen og der bliver groovet godt imens bassen har en tydelig plads i lydbilledet. Guitaren har en skærende tone og der hoppes af medlemmerne og på trods af det sparsomme fremmøde så spiller Knit med god energi. Vokalisten har en uskøn ren sang, der klæder den mere skrattende tilgang til deres numre. “Break Out” sidder lige i skabet.

Jeg er stor fan af, som erfaren koncertgænger, at blive præsenteret for noget nyt. Jeg spår at vi bestemt ikke har set det sidste til Knit og jeg vil i hvert fald holde øje med hvor jeg kan se dem igen næste gang. Så fik man headbanget lidt fra starten af til tonerne af fremtiden.

Rogue Trader: Kl. 14:40 Trappe Scenen

En fejl i programmet gjorde at jeg troede at det var John D Band der gik på, men det er en ny supergruppe bestående af Stine Holme (vokal), Rune Rådden (bas), Kenneth Kadawer (trommer) og Søren Crawack (guitar). Med erfaring fra bands som Motorsav, Razorneck, Archangel, Kold Front, Moth, Rotten Leprechauns og Selvhenter bliver det spændende at se hvad vi nu skal underholdes af.

Holme er med det samme nede på gulvet foran os og Crawack er på med sin sædvanlige glade mine. Men mikrofonen er slukket eller virker ikke og det er hamrende ærgerligt for den beskidte larm der bliver spillet, inspireret af Warhammer 40.000 kan noget. Det er bare svært at høre, når lydmikset ej heller er med bandet. Det bliver en grød, der er lidt svær at skille ad, så de enkelte elementer kan undersøges. Humøret fejler dog ikke noget hos musikerne.

Der er fart over feltet og bandet har det sjovt på trods af deres situation. Crawack er henne og spille foran en kørestolbruger og det varmer at man allerede her mærker hvordan vi omfavner hinanden lidt ekstra her. Man kunne dog godt høre at det var debuten for bandet. Der blev spillet lidt skævt nu og da, men til Metal Magic Festival 2026 får de chancen igen for en revanche in the name of the emperor.

Afdød: Kl. 15:10 Store Scene

Det er længe siden, jeg har set de her dødsmetallere. Det var på Underwerket som opvarmning til ANCST og dengang var jeg ikke imponeret over Slagelse-bandet. Men det må være på sin plads at give Afdød en chance til. Anno 2025 består medlemmer af William Lethe Olsen (bas), Filip Dursun (trommer), Emil Mariendal Petersen Guitar) Daniel Dursun (guitar) og Anton Fløystrup (vokal).

Det første, der slår mig, er at det her har taget en gevaldig udvikling imod det bedre. Det er grum død, og soloerne er satme fede + Fløystrups vokal er klassisk ond og at den krydres med lidt pig squels gør slet ikke noget. Der er dukket lidt flere fans op, og imens der tight smadres derudad, begynder håret at flyve her og der og “HEY”-råbene at rejse sig.

“Damned To Suffer” fra deres Grotesque Preservation (2025) EP leverer Afdød med masser af bevægelse. Folk skal stadig lige lande, så den store massakre bliver det ikke til, men jeg er overbevist om at jeg skal genoverveje mit forhold til de herrer. Solidt og tungt som en hammer.

John D Band: Kl. 15:50 Trappe Scene

Nu er det tid til dansk rock. Til at starte med, så undrer det mig, hvad meningen med det her er. For i sit jam udgangspunkt minder det mig om noget kedeligt gymnasie-rabalder uden de store udsving.

Trekløveret hygger sig ellers og særligt deres forsanger er en fornøjelse at se på, som han udstråler ren glæde. Et instrumentalt stykke nærmer sig lidt mere noget jeg kunne danse til. Da nummeret “Kald Mig Bare En Idiot Men Fortæl Mig Hvorfor” er jeg pludselig meget mere solgt. Der er stænk af grunge samt Jimi Hendrix-spade. Det vokser på mig med sin friske og frejdige tilgang.

Den old school lyd skaber sin egen lille fest på trods af at de helt klart er det band der skiller sig mest ud på line-uppen ved at være fjernest fra metallen. Der var en nede på jorden-stemning, som i den grad smittede af på mig og jeg kunne ikke tørre mit smil af fjæset bagefter.

SPLIT: Kl. 16:20 Store Scene

Jeg har fået tudet ørerne fulde af hvor fede de her dudes er. De er på hjemmebane i aften og med deres nye EP 2300 (2025), som hylder Amager ser jeg frem til endelig at opleve dette meget omtalte orkester.

Fra første node er der gang i hardcore-maskinen. Med stor entusiasme og et løfte om bøllebank vækker SPLIT-publikum og nu kommer der sgu skub i gulvet. Der moshes, two-steppes og danses med næverne. Jeg smider min My Dying Bride-longsleeve for nu skal jeg der sgu svedes. Aldrig bliver kampen på gulvet utryg, vi passer på hinanden og der er plads til det hele. Forreste række rykker frem og tilbage i store bevægelser og med den vedvarende opildning fra frontmanden Benjamin så kan jeg kun fortryde at jeg ikke har stiftet bekendtskab med dem her før.

Deres hardcore skifter dejligt varierende og har et fast fokus af vrede og attitude der får den første stagediver frem fra gæsterne. Anno 2025 netop denne her genre hæderkronede dage og Amager-bandet fortjener absolut sin plads i forreste række. At de skal optræde på Copenhell 2026 er hermed en must see koncert. Forpustet og omringet af smil og horn er jeg mere end tilfreds.

Kill Trip: Kl. 17:00 Trappe Scene

Sidste gang jeg så Horsens/Odense-bandet var på Viborg Metal Festival 2024. Ville det også være godt i denne gang? Vi er ude i en afart af sludge og hardcore, hvor vokalen er råbende og man også kan høre elementer af thrash. De gungrer godt derudaf og et lille barn mosher med en voksen. At se disse øjeblikke finde sted, varmer og selvsamme unge bliver løftet højt i vejret af sin far og vi jubler alle.

“HEY”-råbene stiger og jeg synes absolut at der er noget over den grove facon materialet udstråler, og flere vipper anerkendende med hoveder og fødder. Stemningen er god og selvom der ikke var lige så meget hurlumhej, så tror jeg at Kill Trip gjorde et godt indtryk på forsamlingen. Jeg var atter overbevist og fan. Forsangeren giver hånd til publikum og der klappes flot af en god indsats.

Social Decline: Kl. 17:30 Store Scene

Der er godt med guitar og rendyrket thrash metal. De 2 medlemmer på backing vokal giver noget mere pondus til musikken. Der hænger et mindre flag, hvor der står “love music hate fascism” og det kan man jo ikke være uenig i. Soloerne flyver over scenekanten og bandet udviser en god indlevelse. Det er klassisk og godt, men jeg bliver ikke 100% fanget af alle sangene selvom jeg sagtens kan høre og mærke talentet. Den hurtige vokal er ikke den mest interessante, men jeg er nok heller ikke den store feinschmecker inden for netop denne genre.

Men man drikker øl godt til sangene og jeg må rose programmet for at byde på så bred en vifte af bands i øst og vest. Der må i sandhed være noget for enhver og fans af speed-larm fik deres fix med Social Decline og selskabet og det gode humør går ingen vegne imens besøgstallet stiger stille og roligt.

Der annonceres at der nu er 1 times pause og den bruges flittigt til at snakke med venner og veninder, de frivillige og diverse bands. Der er en særlig aura af samhørighed over forsamlingen. At der sættes flere kræfter ind på, at så mange som muligt kan være en del af Rock & Rul på trods af deres livssituation, skaber en bevidsthed hos os alle om at vi er med til noget ekstra trygt og levende. And speaking off.

Hostia: Kl. 19:00 Store Scene

Dannet i 2017 i Polen er St. Xyxtus (bas), St. Anacletus (guitar), St. Sixtus (vokal) og St. Silverius (trommer) fløjet hertil med deres deathgrind for at ødelægge vores trommehinder. De har udgivet 4 albums hvoraf Razorblade Psalms (2025) er den nyeste. De er det eneste udenlandske navn på festivalen.

Der er umenneskeligt fart på sangene og teknisk er det overlegent i høj grad, og Sixtus brutale stemme kyler forbandelser af sig med rasende aggression. Vi er nu gået til det antal gæster der kommer i aften og nej vi har ikke fyldt spillestedet ud. Men det gør ikke spor, for til netop dette show sker der noget magisk. Først sidder et barn på ryggen en af sine forældre grinende imens brutaliteterne raser.

Jeg vender mig om og ser et circle pit ført an af en lille pige og mange teenagerne og voksne følger efter. Børnene leder os og vi giver slip på alle hæmninger. Der er en ånd af at vi alle er én stor familie og det er længe siden jeg har set metalfans lege i så stort fællesskab på tværs af alle aldre og fysiske forhold. For en herre i rullestol kører ind i midten af gulvet og nu snurrer pitten rundt om ham, imens han selv kører omkring sig selv. Han mosher let med os andre og der her highfives og krammere overalt samt atmosfæren af den største accept.

Hostia bemærker den helt unikke vibe, og selvom det virker umuligt, skruer de op for vanviddet. De mindste iblandt os kravler op på scenen og bliver crowdsurfet ud i salen og de små størrelser får uden tvivl en oplevelse for livet. Det her er den form for intro til heavy metal i et safe space som her der skaber fans og venner for livet i vores kultur. Som den nådesløse grindcore truer med at rive murene ned så fortsætter festen i en lykkerus der ingen ende vil tage. Alle er med på at hoppe, heppe, løfte, headbange hjælpe hinanden. En lille pige står bag på kørestolen og får en tur imens endnu en circle pit starter rundt om de 2. Jeg ved ikke om jublen kunne være højere. Vi var alle centrum i universet kærligt sammen.

Man løber tør for ord når noget er så perfekt, at man ved at dette moment i tiden vil stå ud indtil man er gammel og grå. Jeg ville huske tilbage på det som en af de bedste koncerter i mit liv, hvor heavy metals aller største styrker, empati, erfaring og sikkerhed stod frem som det bedste der findes når vi taler om musik i denne verden.

Fordærv: Kl. 19:45 Trappe Scene

Med albummet Knep Dig Selv Ihjel (2019) slog silkeborgenserne døren ind til den danske metalscene med deres kompromisløse grindcore. Den slags har vi ikke så meget af i Danmark. I 2025 udgiver de deres længe ventede anden skive Nogen Skal Jo Dø og måske vi får et par smagsprøver i aften.

Hold nu op, hvor kan deres forsanger Jonas skrige, han er nok det tætteste nogen er kommet på hedengangne Mitch Lucker fra Suicide Silence. Det er ikke en lille ros i min bog. Hans evne til at springe fra den ene sangstil til growl uden pause er imponerende. Deres smadrede katalog er fyldt med morbid humor og klamhed, som man kun kan elske. Flere er dog lidt udmattede efter Hostia og på trods af flere opfordringer til “at smadre hinanden med samtykke” så er der ikke den store bevægelse på gulvet.

Det ændrer ikke på Fordærv med deres rasende og vilde musik skiller sig ud fra mange bands herhjemme og deres sindssyge teknik og grænseoverskridende univers er en fryd for mit perverse indre. Når deres nye plade kommer, håber jeg at samtlige festivaler i 2026 booker trekløveret. For de har potentialet til at forvandle venues til en suppe af kroppe og pits.

Farlige Typer: Kl. 20:15 Store Scene

Et noget radikalt skifte at springe fra ekstrem metal til mere poppet rock. Men det er fint, og man kan godt mærke at der er fængende stunder i musikken, men det er nok en af de mindst besøgte shows på den større scene. Deres P3-dadrock har en charme der glider let ned. Man skal ikke tænke meget over det hele, men nyde sin fadøl og synge med på de let tilgængelige melodier. Bassen er et særligt lyspunkt og de løsslupne positive vibrationer bandet sender af sted er søde.

Sangeren kommer ned og spiller guitar på gulvet og jeg selv leger med foran ham med mit eget luftinstrument. Der er sange om kærlighed og vi er måske langt fra død, core og punk, men mindre kan også gøre det, og der var vist nok en solo og et omkvæd der sad lidt fast alligevel og aarhusianerne spillede som om de optrådte for mange hundrede mennesker. Not bad.

Ækel: Kl. 21:05 Trappe Scenen

Dannet i 2020 har Ækel med 2 demoer Demo (2021) og The Stench of Sulphur (2022) arbejdet på at etablere sig herhjemme, og deres debutalbum er på trapperne. Jeg skal dog bruge en kort pause og kommer derfor lidt senere ind i deres koncert. Det er fæl morbid død med “blearg” lyde og guitarer som en motorsav, der grådigt sprætter os op. Tempoet kan dog sættes ned, så rædslerne sniger sig ind på os som grav ghouls.

Som lyden af en Dario Argento-film, flænser de hadsk afsted og jeg lover mig selv at se dem igen hvor jeg kan være til stede til hele showet, for det her lød lige som min form for death metal-splatter-grød.

Vulvatorious: Kl. 21:35 Store Scene

Hvad kan der siges om Signe Landing (guitar), Sofie Angen (guitar), Ditte Krøyer (vokal), Florent Besson (bas) og Rasmus Johan Aarslev (trommer) der ikke er sagt i forvejen? Senest anmeldte jeg dem til Næstved Metal Fest, men de er et af den slags band man bare ikke kan blive trætte af at se.

I aften rammer de ned med deres crust-black metal i de unikke rammer, hvor at der igen er kørestolscirclepit og børnene er helt fremme ved scenen. Hvis et band handler om at omfavne og passe på hinanden, så er det Vulvatorious. Numrene fra Vulvatorious (2024) er ved at blive klassikere i den kollektive bevidsthed herhjemme. “Farvel. Jeg Går.”, “Witch Burns Black”, “Cunt War” og “From the Darkness of Your Soul” sætter en agenda der rammer lige ned i gæsterne formidable livslyst og arm i arm fortsætter kadencen. “Mormors Sang” synger om uretfærdigheder og sætter pitten i gang på ny, og det stopper ikke igen.

Lyden er perfekt og alle detaljer går klart igennem. Sofie og Signe smiler til os og vi føler os velkomne i kaosset, der brænder af humanisme.

Det nye nummer “Lily” handler om gruppens koreanske veninde og lover virkelig godt for album nummer 2 fra københavnerne. “Fuck You Incel” går ud til mænd, der hader kvinder og ja, må de rådne op.

Jeg får growlet med i mikrofonen og atter skal de mindste fra den næste generation crowdsurfe. Jeg lyder helt jubelidiotisk, men det var virkelig et lille nirvana vi alle stod i. Krøyer er ude iblandt os og brøle og hun bliver modtaget med klapsalver og horn. Aftenens store wall of death splitter hele salen og magtdemonstrationen er fuldendt. Som Ditte spænder sine arme således flyver næverne op i luften fra os.

“Shrouded Mountain” er mere atmosfærisk og opbygningen giver mig gåsehud så godt er det skrevet. “Så Dø” og “Sacrifice the Flesh” lukker den store fest, og de mange fans fik atter en milepæl i historien om Vulvatorious og publikum bragte selv festen til et uhørt niveau sammen i smuk symbiose.

Efterskrift

Rock & Rul er et unikt koncept og jeg håber at det hele vender tilbage i 2026. Der var så mange humane stunder for os alle og deltagelsen betød ikke noget, når dem der var der besluttede at møde hinanden med så stor social intelligens.

Der var stor sympati til stede som kropssprog, tale og handlinger, alt sammen havde til formål at leve sig ind i hinandens følelser. Vi fejrede alt det der gør at denne her scene, genre og kultur så fantastisk og et hjem for så mange forskellige typer på tværs af køn, tro og alt derimellem. Det var en af de bedste oplevelser jeg har haft i 2025, ikke bare som koncert, men som bevis på det gode i vores race der vil hinanden det bedste.

Fotos er taget af Martin Dedron