Anmeldelse af Epica + Amaranthe + Charlotte Wessels, d. 10. marts 2026 i Poolen, Refshaleøen
Hvis man rammer den rigtige kombination, er en co-headliner-turné næsten garanteret billetsucces.
Foto: Tommy Skøtt
Selvom både Epica og Amaranthe tiltrækker et stort publikum her i landet, er kombinationen af de to en sikker vinder for hardcore powermetalfans.
Denne aften betrådte jeg post-Copenhell-jorden ude ved Refshaleøen og gjorde mig klar til en aften i selskab med hele tre bands, hvoraf to slet ikke fandtes i mit repertoire, men det skulle denne aften nok få ændret på.
Charlotte Wessels
Selvom en stor del af scenen allerede er dækket af udstyr til hovednavnene, er der stadig plads nok til, at den hollandske sanger Charlotte Wessels kan varme publikum op med et meget vellykket sæt på omkring 40 minutter – med et par tekniske fejl undervejs. Fem år efter hendes afgang fra Delain er hendes musik stadig stilistisk kørende lidt i samme rille. Uanset hvad jeg personligt synes, har Wessels en dragende tilstedeværelse på scenen. Er det nok til at kunne varme publikum op? I min optik, nej.
Jeg havde forventet at blive rystet godt i gang og klædt på til en hæsblæsende kavalkade af episk musik, men denne introduktion til aftenen faldt utrolig fladt. Charlotte Wessels’ park-and-bark-stil er ikke noget, der fanger min umiddelbare interesse. Det kan ikke benægtes, at hun har en fin stemme, men når alle sangenes højdepunkt er Charlotte, der står med begge hænder i vejret og harmonerer, så går luften altså af min ballon.
Jeg finder dog mig selv i at være meget optaget af bandets guitarist, som er troppet op denne aften for at give alt, hvad rammer og tøj kan holde. Med åbenstående glimmerskjorte og sved på panden kaster han sig ud i den ene intense guitarsolo efter den anden.
Uheldigvis må Charlotte stoppe showet, mens legen er god, for at lade teknikerne, der febrilsk kravler rundt på scenegulvet, gøre, hvad de har brug for, for der er tydeligvis problemer på settet. Bandet tager det pænt, og det samme gør publikum. Charlotte og co. forlader scenen i fem minutters tid, mens teknikerne piller ved nogle stik. Da bandet vender tilbage, er det som om, de på blot fem minutter har været igennem en flerårig musikalsk udvikling backstage. Pludselig er intensiteten skruet op på maks, musikken er tungere, Charlotte kaster sig ud i dybe growls, og jeg står med en hånd på brystet som en forarget gammel dame, der lige har hørt en ung mand sige skibidi for første gang. Hvor var det her henne i de første 30 minutter, Charlotte, og er der mere?
Desværre, efter dette sidste nummer, “The Exorcism”, takker Charlotte og bandet af, bukker og går af scenen. Pludselig står jeg og ville ønske, at hun kunne være blevet lidt længere.
Epica
I kontrast til deres co-headlinere Amaranthe leverer det hollandske ensemble i Epica en mere klassisk symfonisk metalstil, blandet med operatiske elementer og progressive nuancer. Det minder mig i høj grad om nogle af Nightwishs oldie-but-goodie-bangers.
Epica har taget hele arsenalet med. Deres sceneshow er en futuristisk legeplads, der bombarderer sanserne fra første sekund. En maskeret figur opfordrer publikum til at lægge telefonerne væk og være til stede i øjeblikket, en opfordring, der heldigvis ser ud til at blive respekteret. Åbningsnummeret “Apparition” ledsages af dramatisk skyggespil, mens Simone Simons i begyndelsen kun fremstår som en sløret næsten spøgelsesagtig silhuet.
Showet fortsætter i samme teatralske stil. LED-net, projektioner og lysdesign bruges med spektakulær effekt. “Eye of the Storm” ledsages af simuleret regnvejr, mens “Sirens Of Blood and Water” indhylles i tung røg. Her vender Charlotte Wessels pludselig tilbage på scenen sammen med selveste Amalie Bruun fra Myrkur og leverer den smukkeste kvindekvartet i et dramatisk skyggespil.
Selvom Epica går på scenen først af de to co-headlinere kunne de snildt have lukket aftenens show. Forestillingen er minutiøst iscenesat og bevæger sig ubesværet fra det ene spektakulære øjeblik til det næste. Live har Epica desuden en kant, som ikke kan høres på deres albummer. Mark Jansens growl-vokal bruges sparsomt, men giver musikken ekstra pondus, når den slippes løs. Keyboardist Coen Janssen er også i storform på sit betagende roterende keyboard, som han angriber fra alle vinkler.
Epica har altid været et underholdende symfonisk metalband, men i aften løfter de niveauet markant. Den imponerende scenografi fungerer som en affyringsrampe for musikken. Resultatet er et altopslugende show, der både imponerer musikalsk og visuelt. Epicas koncert var nærmest mere en musical end blot en koncert. Jeg følte pludselig, at jeg stod på Broadway og oplevede musicalklassikere som The Phantom of the Opera eller Les Misérables, bare med et heftigt drys metaltoner oveni. Det er ekstravagant og kompromisløst storslået. Den klassiske “Cry for the Moon” får publikum til at gå helt amok, mens “Fight to Survive” skruer tempoet op mod finalen. “The Last Crusade” er endnu et visuelt højdepunkt.
Fra begyndelsen, hvor en projektor fortæller publikum: “I aften er I ikke bare et publikum”, til de afsluttende toner af “Aspiral” udstråler bandet deres urokkelige karakter, som stadig efter 23 år sidder lige i skabet. Med ni studiealbum over mere end to årtier har bandet gradvist vokset sig større – og det ligner ikke, at de stopper anytime soon. Selvsikre, professionelle og stadig med en rå kant blæste Epica mig fuldkommen bagover denne aften.
Amaranthe
Spørg mig, om jeg i en alder af 31 elsker co-headliners, når ens favoritband går på klokken 21:40. På det her tidspunkt har både knæ og ryg for længst gået på pension. Men den summende stemning i salen og glædesråbene fra publikum holder energien skyhøj, og jeg glemmer alt om træthed og min snigende alderdom. Et stort bagtæppe med motivet fra The Catalyst dominerer scenen, mens fronten har næsten steampunk-agtige elementer samt en række podier, som de tre vokalister Elize Ryd, Nils Molin og Mikael Sehlin bruger aktivt.
Det er første gang, at jeg ser Amaranthe optræde sammen med Sehlin, som erstattede Amaranthes legendariske growler Henrik Englund Wilhelmsson (bedre kendt som GG6), i 2023. Selvom jeg var skeptisk omkring, om han kunne fylde GG6s store sko, blev jeg positivt overrasket. Sehlins stemme er næsten identisk med Henriks, og bandets nye “Growl God” adopterer samtlige numre i Amaranthes repertoire, som var de hans egne.
For publikummet er det nok ikke en dårlig ting, at setlisten er domineret af de gamle klassikere. Bandet promoverer meget lidt nyt materiale og dykker igen mere ned i albummet Manifest fra 2020 end i det nyere The Catalyst fra 2024. De lægger hårdt ud med “Fearless” og “Viral”. De tre forsangere, især Molin og Sehlin, bevæger sig konstant rundt på scenen, så både højre og venstre side af salen får en fluffer gennem hele settet. Lysshowet understøtter bandets blanding af massiv europop, elektroniske synths og symfonisk metal. Nogle gange flyder sangene dog lidt sammen, og brugen af forudindspillede synths og backingvokaler kan virke en smule overdrevet.
Numre som “Digital World”, “Damnation Flame”, “Maximize” og “PvP” holder energien højt. Under “Boom!1”, Amaranthes til dato mest cheesy sang, spørger Molin: “Ved I, hvad der ellers siger boom?” – og publikum reagerer præcis som forventet, når “The Breakdown goes BOOM!”
Selvom Amaranthes diskografi er kendt for sin høje energi og intensitet, er der et tydeligt disconnect ved denne forestilling. Jeg havde svært ved at sætte fingeren på, hvad det egentlig var, der gav mig følelsen af, at jeg havde taget skoen på den forkerte fod.
Personligt oplever jeg Amaranthes stil som en smule repetitiv, og efterhånden som sættet skrider frem, bliver afhængigheden af backingtracks en anelse trættende. Mit største problem med aftenens koncert er dog, at jeg ikke kan genkende Amaranthes signatur-high-intensity og smittende positive energi. Showet er kun et fragment af, hvad jeg har set tidligere ved koncerter i for eksempel Pumpehuset eller Forum en håndfuld år tilbage. Især Elize Ryd fremstår næsten anonym på scenen, virker uengageret og samarbejder ikke rigtigt med den publikumskontakt, som Molin ellers målrettet forsøger at skabe.
Der er mange i publikum, der virker til at blive påvirket af den dalende energi, og jeg lægger endda mærke til, at crowdet er tyndet ud i forhold til under Epicas forestilling. Et par engagerede og hardcore fans starter en circle pit, som dårlig når sin omkreds og nærmere kan beskrives som en radius. Bandets grundlægger Olof Mörck, sammen med trommeslager Morten Løwe Sørensen og bassist Johan Andreassen, kan dog virkelig skrue op for intensiteten, og selvom jeg med mine kritiske anmelderbriller må indrømme, at koncerten halter lidt på bagbenene, er jeg alt i alt godt underholdt fra start til slut.
Musikalsk læner Amaranthe sig uden forbehold ind i popdelen af deres popmetal. “Crystalline” lyder som et oplagt soundtrack til en Disney-animationsfilm, mens den nye sang “Chaos Theory” er gennemsyret af sukkersød pop. Musikken er poleret, kommerciel og uden skarpe kanter. Amaranthe har ikke genopfundet hjulet, men de ved, hvordan man triller det gode gamle hjul hurtigt ned ad bakke, så det kilder i maven. Balladen “Amaranthine” bliver et af aftenens mest tryllebindende øjeblikke. Ryd leverer måske den bedste livevokal, jeg har hørt denne aften. Nummeret giver hende for alvor lov til at vise, hvad hendes lunger kan præstere og lade hende folde sig ud som den talentfulde frontkvinde, hun er.
Uanset førnævnte fejl og mangler, leverer Amaranthe et unægteligt underholdende show. Sættet afsluttes med “The Nexus” og “Call Out My Name”, før bandet vender tilbage til ekstranumre: “Archangel”, “That Song”, med et lille nik til “We Will Rock You”, og den eksplosive afslutning “Drop Dead Cynical”.
Da aftenen går på hæld, og jeg sidder og gnider albuer med svedige fans i 2A, overhørte jeg en samtale, hvor en ung gut i battlejacket siger til sin ven: “Jeg kom egentlig, fordi jeg er kæmpe Amaranthe-fan, men jeg må indrømme, at jeg nød Epica-koncerten langt mere.” Og til det må jeg i mit stille sind nikke anerkendende.
Heldigvis er det ikke nogen konkurrence, og alle bands bidrager til en fantastisk aften på hver deres måde. Epica filtrerer metalgennem sofistikerede symfoniske lag. Amaranthe blander genren med skamløs pop og underholdningsværdi. Charlotte Wessels havde et mikrofonstativ med blomster på. Netop kontrasten mellem de forskellige udtryk gør denne tour overordnet set vellykket.
Se galleriet af Tommy Skøtt herunder
Charlotte Wessel
Epica
Amaranthe
