Anmeldelse af Kanonenfieber + support, d. 07.03.26 i Amager Bio
Det var både rørende og bedrøveligt at blive mindet om en ødelagt verden af i går, der er uhyggelig tæt på vores nutid.
Foto: Ronja M. Persson
Efter min egen releasekoncert på Spillestedet Stengade om fredagen var jeg godt brugt, mentalt og fysisk, men min appetit på heavy metal har sjældent været større. For denne lørdag byder på en udsolgt koncert oplevelse af de helt store.
Mental Cruelty
Festen skal sættes igang af Lukas Nicolai (vokal), Nahuel Lozano (guitar), Marvin Kessler (guitar), Viktor Dick (bas) og Jonathan Koltun (trommer). Dearthcore bandet har eksisteret siden 2014 og tyskerne har udgivet fire albums. Jeg ved ikke meget om gruppen, men jeg kender flere der faktisk er kommet mere for Mental Cruelty end for hovednavnet. Så spændt finder jeg mig til rette med mobilnotesblokken iført min Evergrey tour t-shirt.
Der er sat tre lysrør frem på scenen, der blinker i gule, blå, hvide og grønne farver. Altid en velkommen detalje. Musikerne kommer ind og med sætningen “are you ready to get this fucking party started” fra Nicolai kaster Mental Cruelty sig ud i en omgang ekstem veludført deathcore. Jeg kan dog ikke se en bassist på scenen? Opbygningen til deres gigantiske breakdowns er veludførte og holder en hen i spænding indtil den brutale og nådesløse forløsning truer med at rive taget af bygningen. De er længder foran mange bands i samme genre og selv om de ikke nødvendigvis er nyskabende inden for symphonic deathcore og der også bliver lånt fra bands som Dimmu Borgir så fungerer det forbandet godt. Deres musik leder hurtigt tankerne hen på Shadow of Intent eller Lorna Shore, der også gør sig i samme afart af metal.
Koltun på trommer leverer tempo, teknik og fart, så man taber kæben. Hans drivkraft er intet mindre end imponerende. Nicolai besidder en stemme, der er noget af det mest grusomme jeg længe har hørt. Hans rullende gutturale growls kommer helt nede fra maven og hensætter salen i ave som han kommanderer en vildere og vildere stemning i gang hos publikum. Singlen “Helheim” der handler om Hels dødsrige in den nordiske mytologi + “King Ov Hell” fra A Hill To Die Upon (2021) sætter pitten i gang inde i midten og vi hopper i takt til den ultra-præcise destruktion hvormed setlisten leveres. Der er kor på backing track til “Pest” der omhandler den sorte død og man mærker den frygtelige sygdoms favntag. “Are you entertained?” spørger forsangeren og at dømme ud fra antallet af horn og højlydt larm er svaret et rungende JA.
Sætninger som “give it up for satan” og “fuck shit up” inden endnu et umbamhjetigt breakdown ryster vores skeletter er med til at holde den gode kontakt til gæsterne intakt.
Soloerne er korte og fine, uden at være helt oppe i den aller bedste liga, men de fungerer 100%. Hvad der er lidt mindre succesfuldt er brugen af ren vokal fra den ene af guitaristerne.
Det lyder ikke fedt og ej heller er det konsistent, men kommer og går uden at tilføje noget yderligere følelsesregister til sangene. Et malplaceret element. Vokalisten er rundt og hilser på hver side, og denne anmelder bliver udpeget med et stort smil. Det er godt med en hypet forsanger der kan nå sine fans uden at være for leflende.
Da vi skal hoppe i takt for anden gang, har Mental Cruelty for længst sikret sig en gedigen sejr. Til “Zwelicht” og “Symphony of a Dying Star” begge fra Zwielict (2023), der tilfældigvis også besidder aftenens bedste guitarmelodi, hvor mobiltelefonerne skal lyse op ved jeg at det her ikke bliver mit sidste show med bandet. Det kunne virke skørt på papiret at have en gruppe, hvis genre er så langt fra headlineren, men det var en stor succes. Kom snart tilbage, jeg er fan!
Kanonenfieber
Det tyske melodiske black metal-enmands projekt ført drabeligt an af den anonyme Noise (vokal) skal spille deres største venueshow nogensinde. Fra to koncerter i Pumpehuset, en i Lille Vega og to i Pumpehuset har frontmanden og hans maskerede lejesvende Gunnar (bas, backing vokal), Hans (trommer), Ernst (lead guitar) og Sickfried (rytmeguitar) nu taget en seriøs opgradering. Jeg har været til stede til alle de føromtalte arrangementer og er stor fan af gruppen. Deres 1. Verdenskrigstema og den dedikerede måde det er flettet ind i deres musik og koncerter gør dem til det bedste koncept band i metal i min optik. Nu besøger denne levende uhyrlige historiefortælling Danmark igen på deres Soldatenschicksale 2026-vandring.
Der hænger et stort banner af et landskab, bombet og skudt til ukendelighed, og der er dækket yderligere op på scenen. I lyset af orange og gult som døende flammer, kan vi se pigtråd og skyttegravs mure af træ og oppe på et længere podie er placeret 2 kanoner og i midten trommerne. Røgen hviler tykt over kulisserne som efter et nådesløst artilleriangreb. Det er netop denne nærværende og alvorlige stemning, der bliver kørt i stilling med Kanonenfieber. Da Noise og resten af soldaterne kommer ind i deres gamle uniformer med ansigterne dækkede og med den største intensitet åbner med “Die Feuertaufe” og “Dicke Bertha” fra Menschenmühle (2021) og “The Yankee Division March” fra deres Yankee Division (2022)-EP er det med en massiv lyd så alle detaljer fremstår klart og tydeligt.
Eneste malurt i bægeret er, at der er et meget stort antal, der mangler manerer og skubber sig frem på gulvet uden at tænke på andre. Flere konflikter opstår pga. disse idiotiske individer.
“Die Fastnacht Der Holle” har et tempo, så man føler at man marcherer med de dødsdømte på vej mod nedslagtningen. Når guitaristerne og bassisten alle agerer backing-vokalister, er det som et kor af gru. Til “Der Füsilier I” daler sneen og i blå farver fra lamperne vandrer Noise rystende rundt og varmer sig ved et lille klart skær . Det er flot sat op og man forestiller sig de frysende og umenneskelige forhold i skyttegravene, der blev et levende helvede for de mange 1000 soldater der døde forgæves. I dette vedvarende inferno af black metal skinner også de melankolske melodierne igennem, hvilket kun gør sorgen over den meningsløse konflikt endnu større.
For Kanonenfieber er muligvis underholdning, men de udstiller ikke krig som værende hverken sejt, glorværdigt eller sjovt. Det er altødelæggende destruktive kræfter. Og i en verden hvor vi i de sidste par har oplevet både Ukraine og Palæstina være ofre for folkemord og vanvittige forbrydelser, krænkelser af menneskerettighederne og USA der nu har bombet en skole i Iran er denne påmindelse om menneskets formålsløse ondskab mere relevant end nogensinde. Et smerteskrig fra Noise går igennem marv og ben.
Barrikaderne skiftes ud til lyden af havet og et ekkolod. Nu er det siderne på et skib der tages i brug og der skiftes til sømands uniformer til “Kampf und Sturm” og “Z-Vor” fra Soldatenschicksale (2026) hvor forsangeren febrilsk skovler kul. Der skal ikke meget fantasi til for at forestille sig blodbadet på dækkene. Hele bandet holder publikum i et kvælertag, og hyldesten til dette unikke orkester er højt og på sin plads. “Die Havarie” et hårrejsende og får rungende “AHOI” råb til at genlyde i Amager Bio og fællesskabsfølelsen er ikke til at tage fejl af på trods af sangenes indhold.
Uden et eneste ord mønstrer vokalisten masser af “HEY”-råb og næver i luften. Jeg aner at pitten i midten er godt kørende. En akustisk sang giver mig plads til at trække vejret, inden at “Menschenmühle” leder ens tanker hen på hvorfor 1. Verdenskrig har tilnavne som kødhakkeren. Sangeren er nu general med fjer i hatten og ingen i salen kan tage øjnene
væk. “Der Maulwurf” er fyldt med lige dele harmonier og kolde riffs hvor Noise med hakke og lygte som almindelig soldat illustrerer arbejdet med de mange kilometer af gange, mudderhuller og tunneler der som døende blodåre snoede sig gennem Europas land. Atter
synger bandet i kor på omkvædet og det er både episk og samtidig umådeligt trist.
Gæsterne råber bandets navn og røgen som fra utallige gevær og kanon mundinger er overalt og til “Ausblutungsschlacht” er dødninge masken nu taget i brug af frontmanden for at signalere at kun manden med leen står tilbage som sejrherre når tropperne kaldes hjem
med ar på krop og sjæl og alle andre er gået til grunde. Kanonenfieber er ikke kun en respektindgydende musikalsk oplevelse, men står som en smertefuld advarsel. Når alt dette tørner sammen er det en hændelse som ingen andre, og for hver gang vokser scenen, produktionen, ambitionen og budskabet. Det er en vision og en morale der må og skal opleves live.
