Anmeldelse af Novembers Coming Fire: Archangel m.fl., d. 15.11.24 på Stengade, Kbh. 

Selv om den gyselige adopterede amerikanske højtid efterhånden er i bakspejlet, så er temaet stadig sat i højsædet på Stengade denne fredag.

Foto: Gabriel Rasmussen

Dette skulle blive mit andet besøg på spillestedet denne uge efter Integrity om onsdagen. Dog ville dette ikke blive med den sædvanlige headbangende Gabriel. Ikke grundet line-uppet, der er faktisk samlet en bunke spændende bands til arrangementet, der har fået navnet “Novembers Coming Fire” med tilhørende flot plakat. Jeg skal blot selv optræde om lørdagen på Cowboy Trash Scum Island, så det bliver en mere tilbagetrukket anmelder i denne omgang end sædvanligt. 

Det bliver også en længere affære, da hovednavnet først går på k. 23:45! Scenen er dekoreret med spøgelser, gravsten og kranier. Oven i dette har flere på opfordring af eventet klædt sig ud som dæmon, Spider-Man, Banshee og andre karakterer. Publikum har taget koncerternes koncept til sig allerede inden musikken starter. 

Hollywood Babylons

Vi starter i punkrockens tegn med de unge herrer i Hollywood Babylons. Vokalen er drævende i starten og det langsomme tempo hjælper ikke på min fornemmelse af at det her kan gå hen og blive en langtrukken affære i sange som “Brutality Road” og “I Want To Be Killed Alive”. Dog varieres den monotone stemme med små skrig nu og da samt hurtige growls. Der skal faktisk vist sig at gemme sig flere overraskelser i musikken, da et nummer som “Devils Horns” går stærkere og publikum klapper da også pænt. 

Den unge forsanger besidder en hyggelig tør humor og med forespørgsler som “kan komme noget mere ‘reverb’ på scenen lige før det bliver Bob Marley-agtigt?” og med bemærkninger som at de “bliver sammenlignet med Misfits” så er der hurtigt en rar stemning i lokalet. Vi har at gøre med nogle korte sange, og det klæder hele udtrykket som Hollywood Babylons dyrker. Bassen får sine steder mere plads til at skinne, og det er bestemt et plus. Den dybe sang vænner jeg mig også mere og mere til og da “Terrifier” (inspireret af filmen) bliver spillet er der flere der kan ses bevæge hofterne til guitaren og den catchy “Blow A Bomb” gør mine værste bekymringer til skamme. 

Dog mangler jeg stadig mere variation i musikken, men det er muligvis et kendetegn for denne her genre og for Hollywood Babylons at de er her for at feste og have det skægt på deres egen dystre facon. Der er ikke tvivl om at de ramte en nerve hos det unge publikum og der bliver råbt på ekstranummer. De vælger at spille “Skulls” af Mistfits og går af scenen med cool maner.

Ikke så skidt endda. Vi ses sikkert igen.

Blodmåne

Og nu til aftenens mest brutale indslag. Med et album Inner Demons 20022 og en EP Luctus 2023 går det ganske udmærket for Blodmåne, der for alvor begynder at poppe op på forskellige plakater landet over. Jeg delte selv scene med dem på Dark Mental Festival i maj og jeg husker at jeg fik svunget rigeligt med håret. 

Vi bliver kylet ud i en solid omgang blackended death metal med “Hypocracy” og der er hurtigt bevægelse i forreste række. Det er i det hele taget rart at opleve at der i aften ikke er meget generthed, folk er her for at holde en fest. Andet nummer har en velskrevet opbygning og et tungt aggressivt tempo som jeg har svært ved ikke at bevæge mig for meget til. Man har hørt hvad Blodmåne kan før, men de besidder alligevel en karisma på scenen og små detaljer i deres musik, der gør at de alligevel skiller sig ud. En ældre herre vil op og crowdsurfe, og gæsterne hjælper ham gerne. 

Der er et ondt groove i “Obey” og en lille dedikeret moshpit sættes i gang. Elias Nybo (guitar, vokal) bemærker at de er glade for at være her efter 4 timers kørsel. Der er flere fængende riffs fra Lasse Braun (guitar) og hornene løftes i vejret på gulvet imens Anton Hansen (trommer) og Sarah Mølgaard (bas) leverer en fokuseret rytmesektion. “Oblivion” og “Deathwish” holder standarden hvor vi også forkæles men en vildt flot solo. I det hele taget er guitararbejdet meget gennemført, men der eksisterer også momenter hvor man kan trække vejret og læne sig ind i mere melodiske stemningsfulde øjeblikke.

“Luccus” lukker og slukker, og jeg går imod ryger rummet med en tro på at vi er vidne til begyndelsen for et at de mere spændende black bands på den danske scene.

802

Et navn jeg har set poppe op her og der mere hyppigt, men jeg har endnu ikke stiftet bekendtskab med trekløveret. De har besøgt på Copenhell og Roskilde Festival i år, så der er øjne og øre på 802 disse dage. Efter en dyster baggrunds intro og blinkende strobelys kommer musikerne på scenen iført Kiss-make up.

Trommeslageren leverer en karismatisk skinger ren vokal, der sætter en særlig tone i den rockede heavy musik vi nu skal ud i. Men det her er så meget mere at tage fat på. Synthesizere er en stor del af universet hos 802 og det tager os med til noget der ofte minder om et 80’er horror soundtrack på syre. Lidt røg på scenen er også med til at sætte stemningen. 

Det er ofte imponerende hvor meget de får ud af de af og til simple virkemidler, de arbejder med. Det hele smelter bare sammen i en højere enhed, imens der headbanges og smiles fra scenen. Det er stemningsfuldt og dragende og imod mine egne løfter må jeg alligevel bøje nakken et par gange til det her. Der er ikke tvivl om at dette er aftenens mest særlige indslag, men den skramlede retro lyd virker alligevel til at hive fat i flere i rummet. Det meste af musikken er instrumental, men det er så catchy, at man ikke savner sang. 

Der er en stor charme over dette projekt, og et par ivrige mennesker ender da også med at lave ‘the macarena’ oppe foran. Der moshes til sidste nummer og jeg kan ikke vente med at høre sange som “1986”, “22” og “My Girl” igen når 802 spiller næste år til When Copenhell Freezes Over og som support for Livløs.

Absolut et af de mest interessante navne på den brede danske musikscene. Et mindre kulturchok og sammensurium af genrer var lige hvad jeg havde brug for, som mørket sænkede sig over Nørrebro. 

Archangel

Jeg finder en mælkekasse at sidde på til højre for scenen inden hovednavnet for mit knæ er ved at være ømt + vi skal over midnat før Archangel går på i blodig makeup og djævle og Hannibal Lector-maske, Jeg har set og anmeldt rockerne flere gange i år og har været ret konsistent tilfreds, senest på Copenhagen Metal Fest. I denne omgang er jeg dog ikke forrest, men indtager oplevelsen med plads til det gamle ben. 

Bandet er tændte og den hurtige “Dance Demon Dance” fra Total Dark Sublime (2023) kræver, at man hopper med. Vokalen er en smule lav i starten, men det skal ikke stoppe publikum fra at moshe til “Sanguine Twilight”. Jeg får sunget med på “Apollyon Vistas” og jeg er ikke den eneste. Dog er det ved at tynde en lille smule ud i gæsterne. Bevares at gå på så sent er måske også at presse den de herrer, selv på en fredag. 

De der stadig er tilstede har til gengæld smidt hæmningerne. “Take My Soul” er insisterende og som en udfordring til djævlen selv. “Vidine” er en af de mere stille på setlisten og giver os en mere okkult og drømmende stemning. “Where Evil Calls” er en ny sang og som Søren Crawack kan berette også titlen på deres kommende album. Det lyder lovende og lige som Archangel skal lyde og jeg ser frem til mere ny melodisk rock i fremtiden. Til “The Violent Death” er jeg nødt til at komme op foran, og nu skulle nakkemusklerne alligevel på overarbejde. For pokker hvor er det altså altid en stor bombastisk party starter.  

“Death Becomes Her” er endnu et nyt nummer og demonstrerer atter hvor meget talent bandet har for at skrive catchy musik, der både rummer vrede og indestængte følelser på det mere skrøbelige plan. Det er en mere rolig sjæler hvor flere af mellem stykkerne er yderst interessante. Vi når lige omkring Mistfits med “Angelfuck” og da koncerten slutter med “Total Dark Sublime” er jeg atter nødsaget til at komme op foran for at synge med, den sang er så pokkers episk i sin formel at jeg nok går mere amok end jeg burde.

Jeg har set den her gruppe meget og jeg kan løbe tør for nye ord, men jeg kan aldrig blive træt af at skrive hvor underholdende, velspillede og engagerede Archangel er på en scene og på trods af det sene tidspunkt, så kunne dem der holdt ud uden tvivl have danset til endnu flere sange. Vi drev som genfærd ud i natten, imens ildens gløder blæste ud.